Print artikel

Farlige bøger

Feature
18.08.19
For 50 år siden blev billedpornografien frigivet i Danmark og 1969 blev startskuddet til en lang og lukrativ periode for pornoindustrien. Men allerede inden det kom så vidt, gjorde en københavnsk forlægger sit til at sprede litterær smuds af fineste kvalitet. Historien om Stig Vendelkær og hans farlige bøger er historien om trykkefrihed, frisind og offentlig seksualmoral.

Tivoli Varietéen, 1967. Entertaineren Preben Uglebjerg optræder med et nummer, der skal gå hen og blive ét af hans mest berømte. I en forrygende samtidssatire synger han om dem, der »tjener ind på gyngerne, hvad de har mistet på karrusellen«, om overborgmester Urban Hansens mange planer, om rejsepræsten Eilif Krogager fra Tjæreborg, om boligmangel og landbrugsstøtte. Han rimer 'bacongrisen' på 'hjemmemarkedsprisen' i et vers om valutagæld og fælledsmarkedet. Og så synger han om censurpolitiet og myndighedernes kamp mod pornografien.

På YouTube findes et klip fra premiereaftenen i Glassalen, hvor Preben Uglebjerg folder sig ud foran et veloplagt publikum, der griner med ligeså stor fryd, når han bryder ud af Ulrich Ravnbøls knivskarpe tekst og tiltaler den fremmødte statsminister med forkert navn (Jens Otto bliver til Jens Aksel i en drillende sammensmeltning af den socialdemokratiske regeringsleder og SF's formand Aksel Larsen, der netop havde indledt et politiske samarbejde, der blev kendt som Det røde kabinet) som når han synger linjerne: »I dag kan man få trykt li'e præcis hva' det ska' vær'. / Og man kan købe, alt hvad hjertet … og Vendelkær begær'.«

Tekster og billeder, som man vurderede havde videnskabelig eller kunstnerisk værdi, blev ikke dømt utugtige, mens værker, der utilsløret sigtede mod erotisk ophidselse, kom ind under straffelovens pornoparagraffer

Vendelkær er den driftige forlægger Stig Vendelkær (1926-1997), der udover Nordens første komplette udgave af Dostojevskijs samlede værker også stod bag stribevis af vigtige science-fiction-udgivelser og kontroversielle pornobøger, som spillede en vigtig rolle i den debat om kunst, kultur og seksualmoral, som førte til, at Folketinget ophævede forbuddet mod pornografiske tekster 2. juni 1967.

At navnet på en forlægger på et litterært nicheforlag trækker store grin i Tivoli Varietéen er ingen selvfølge. Men publikums latter vidner om den position Stig Vendelkær og hans forlag indtog i 60'ernes kulturdebat. Folk vidste hvem han var.

I sin bog Litteraturens vaneforbrydere (udgivet i 1991 og udvidet i 1998) causerer professor Hans Hertel, over boghandlerlærlingen fra Ribe, der blev »forlæggeren, der forargede i frisindets tjeneste med 'dristige' romaner som Hubert Selbys Sidste udkørsel til Brooklyn, Jens Bjørneboes Uden en trevl og den franske erotiske klassiker O's historie af pseudonymet Pauline Réage, og han yndede at gøre det til 'dokumentarisme' og 'kulturhistorie' når han slog på tromme for produkter som Josephine Mutzenbachers En wienerskøges historie. 'Sengeforlæggeren Hans Rædsel' kaldte ATS [Politikens satirespalte At tænke sig] i 50'erne pioneren Hans Reitzel da han udfordrede ytringsfrihedens grænser med erotiske klassikere. Reitzel og revyveteranen Stig Lommer var Vendelkærs forbilleder, og han gik til kamp mod straffelovens pornografiparagraf ved at føre et litterært forsvar for O's historie i Københavns Byret, med bistand fra Maria Marcus.«

Med et program, der udover Poul Henningsens Livas regeringstid om revystjernen Liva Weel, flere bøger med Storm P.-tegninger i store oplag og sci-fi-hovedværker af blandt andre J.G. Ballard, Arthur C. Clark, Isaac Asimov og Kurt Vonnegut, altså også – og endda særlig prominent – talte stribevis af erotiske og pornografiske romaner blev Stig Vendelkær en central skikkelse i den danske forlagsbranche. Sammen med kolleger som Hans Reitzel, Godtfred Hartmann og Niels Helweg-Larsen fra forlaget Thaning & Appel var han med sine udgivelser med til at udfordre både seksualmoralen og censurlovgivningen i 60'erne.

Forretningsmæssig spekulation i sanselighed
Den første formaliserede censur i Danmark blev indført i 1537, lige inden hundredeåret for Gutenbergs trykpresse, og tjente primært til overvågelse af politisk og religiøs litteratur, mens det første egentlige lovforbud mod pornografiske tekster ikke blev udstedt før i slutningen af 1700-tallet. For selvom Struensees berømte kabinetsordre ophævede censuren, og dermed officielt indførte trykkefrihed i Danmark i 1770, blev det med Trykkefrihedsforordningen fra 1799 forbudt at udgive bøger og billeder, »hvormed Sædelighed og Blufærdighed krænkes«. Og selvom Junigrundloven i 1849 formelt afskaffede enevældens censurbestemmelser, blev forbuddet mod pornografiske bøger og billeder opretholdt i Presseloven af 1851 og siden i Almindelig borgerlig Straffelov af 1866, hvor §184 bestemte, at: »Den, som offentliggør et utugtigt Skrift, straffes med Fængsel eller Bøder.« Ungdommen skulle beskyttes mod den slags, og kvinder skulle heller ikke begynde at få gode idéer.

Ordet 'utugtig' blev aldrig entydigt defineret og der herskede fra begyndelsen tvivl om, hvad og hvor meget loven kunne tillade. Det betød i praksis, at tekster og billeder, som man vurderede havde videnskabelig eller kunstnerisk værdi, ikke blev dømt utugtige, mens værker, der utilsløret sigtede mod erotisk ophidselse, kom ind under straffelovens pornoparagraffer. Den fortolkning af lovteksten gik, i en af de mest berømte sager, ud over selveste Herman Bang, da hans debutroman Håbløse Slægter fra 1880 blev forbudt af Højesteret. Romanens skildring af den ældre grevinde Hatzfeld, der forfører den unge William Høg overskred langt sømmelighedens grænser. Straffen lød: en bøde på 100 kr. eller 14 dage i spjældet. Haabløse Slægter udkom igen i 1884 uden de anstødelige passager og vi skal helt frem til 1965 (kun to år inden den litterære pornografi blev fri) inden romanen udkom igen med sin originale, ubeskårede tekst.

I 1930 nåede pornoforbudet et højdepunkt, da Rigsdagen vedtog Borgerlig Straffelov, der indførte den famøse §234, der yderligere forbød fremstilling og indførelse af utugtigt materiale og med en tilføjelse i 1939 ulovliggjorde »forretningsmæssig Spekulation i Sanselighed.« Politirazziaer og beslaglæggelser ramte boghandlere, forfattere og forlag, mens den surrealistiske kunstner Wilhelm Freddie fik flere værker konfiskeret og blev anklaget for »erotomani« og for at ville »forelægge Beskueren en Kryds- og Tværs-Opgave, hvis Løsning er, at Livet er en Ørken, i hvilken Menneskene klumper sig sammen og at alt drejer sig om Erotik,« som myndighederne så elegant formulerede det (her citeret fra Morten Things Pornografiens historie i Danmark fra 1999). Under besættelsen var det dog ikke porno, som censurmyndighederne var på udkig efter, så nyere tids største pornografisager fandt først sted på den anden side af krigen.

Soft og knap så soft porno

I 50'erne havde forlæggeren Hans Reitzel gjort sig bemærket med en lang række vovede udgivelser. I dag kan det virke utroligt, men i 1955 vakte det stor rædsel da Reitzel udgav blandt andet Jean Genets Tyvens dagbog og Henry Millers Stenbukkens vendekreds. Hans Hertel beskriver i Litteraturens vaneforbrydere hvordan bøgerne »ophidsede både pornopolitiet og pressens pladshunde« og hvordan både Kama sutra, Vladimir Nabokovs Lolita og flere andre af Henry Millers romaner fik ramaskriget til at gentage sig.

Det kom ikke til retssager mod Hans Reitzel for hans Miller-bøger som det eksempelvis skete i Norge (der også havde sager mod forfattere som Agnar Mykle og Jens Bjørneboe), og Morten Thing skriver, at »Reitzels murbrækkere havde åbnet et helt nyt marked. Der var ikke kun frihed, men også penge at tjene. Men især i begyndelsen var udgivelserne præget af, at aktionen mod censuren var kommet fra dele af den litterære institution. Det var endnu ikke den industrielle porno, som nød godt af friheden.«

Det var, som bekendt, kun et spørgsmål om tid inden pornoindustrien for alvor blomstrede, og da tiden var inde, forstod Stig Vendelkær at udnytte det. Han var »først og sidst forretningsmand, branchens egentlige sengeforlægger,« som Hans Hertel formulerer det og fortsætter: »når hans indtægter flød lige så saftigt som drifterne i hans bøger, kom det især af, at han fra 1961 udgav soft og knap så soft porno.«

Rifbjerg fandt dog alligevel romanen ophidsende og kaldte den, med mindeværdig mandelogik, for »en frustreret lesbiennes ønskedrømme.«

Dostojevskij, gyngerne og karrusellerne

I starten af 90'erne udgav det lille odenseanske forlag SFK/Bibliomanen en række uvurderlige fortegnelser over danske bogudgivelser, fortrinsvist i de mere kulørte afdelinger, og i hæftet Frække lister – danske pornobøger 1965-1975 registrerer William O. Beaver (tydeligt nok pseudonymt) ikke mindre end 37 bøger fra Stig Vendelkærs Forlag i perioden. Efternavnet Holm går igen 11 gange – med ni forskellige fornavne! De udsprang alle af Siv Holm alias Agnete Thomsens Jeg – en kvinde, som opnåede et samlet oplag på mere end 350.000 og som snarere end pornografi kan betegnes som erotisk realisme. Egentlig var bogen skrevet af sygeplejerske Emmely Agnethe Esbensen (1926-1975) fra Djursland, der, ifølge nettets ganske sparsomme oplysninger, kun skrev succesromanen og dens opfølger – til gengæld blev begge filmatiseret. Bag titler som Jeg – en kammertjener, Jeg – en missionær, Jeg – en haremskvinde og forfatternavne som Sverre, Sixtus og Simon Holm gemte sig forfattere som Georgjedde og Arne Herløv Petersen samt en skare andre, der alle delte Holm som nom de plume for lumre udskejelser.

Men som Preben Uglebjerg sang: Hvad Stig Vendelkær tjente ind på gyngerne, satte han ofte til på karrusellen. Det var forretningsmodellen, lige dele idealistisk og kalkuleret. Da pornobøgerne solgte i hundredtusindvis i 60'erne satte han et litterært vanvidsprojekt i søen: Den første samlede, nyoversatte udgave af Dostojevskijs værker i Norden. Ejnar Thomassen oversatte, og i 1966 blev hele 24 bind udgivet – og endda genudgivet som billigbøger få år efter. Det var og er en oversættelseshistorisk begivenhed, selvom store dele af partiet endte på brandudsalg i 1970, da den nyligt fritstrømmende billedpornografi gjorde Stig Vendelkærs 60'er-udgivelser mindre attråværdige for publikum.

Stig Vendelkærs erotiske og pornografiske udgivelser var på den ene side udtryk for drevent købmandsskab og fingerspidsfornemmelse for tidsånden – og på den anden side udtryk for engagement i den grænsesøgende, eksperimenterende og 'farlige' litteratur, for en fundamental tro på trykkefriheden, som han havde en ukuelig vilje til at kæmpe for mod myndigheder og moralister.

Pornolitterært retssalsdrama

Det var dog Thaning & Appel, der var centrum for en af tidens største censursager. Og det endda med en mere end 200 år gammel bog. John Cleland skrev Fanny Hill – En glædespiges erindringer i 1748, da han sad i gældsfængsel i London, og bogen blev straks genstand for forargelse og fik retsligt efterspil. Ole Lindboe (1948-2013), oprindeligt marxistisk pædagog og siden journalist og kunstskribent, beskriver sagen i sin bog Antydningens kunst (1988): »I retten indrømmede Cleland, at han havde skrevet den, fordi han var i pengenød. Det fandt dommerne forståeligt og idømte derefter Cleland, at han fremover skulle modtage en årlig pension på 100 pund, så han ikke behøvede skrive den slags smuds igen.« At danske forlæggere et par hundrede år senere skulle trækkes i retten på grund af samme smuds, er svært at forstå, men ikke desto mindre måtte Godtfred Hartmann og Niels Helweg-Larsen i 1957 finde sig i et forbud mod udgivelsen inden de i 1964 atter forsøgte sig med Fanny Hill på dansk. Denne gang blev det til retssag.

Den 13. april 1964 fandt byretten bogen for anstødelig til at udkomme. Forlæggernes ankesag i landsretten endte med dommerstemmerne 3-3 inden Anklagemyndigheden tog Fanny Hill helt til Højesteret. Efter aftale med anklagemyndigheden fik forlaget fremstillet en række eksemplarer af bogen, som blev uddelt til en række prominente forfattere og litterater, der kunne udtale sig som ekspertvidner. Blandt andre Aksel Sandemose, Sven Møller Kristensen, Tom Kristensen, Tove Ditlevsen og Klaus Rifbjerg gav deres besyv med.

Tove Ditlevsen skrev i sin anmeldelse i Ekstra Bladet, at 'Fanny Hill' var en ren kostskoleroman sammenlignet med 'O's historie' men dog begejstret, at romanen »er en overbevisende kærlighedshistorie og en overbevisende psykologisk skildring af glæden ved total underkastelse.«

Rifbjerg kaldte 1700-talserotikken for »den rene Morten Korch« mens Tove Ditlevsen »ikke med sin bedste vilje kan indse, noget menneske skulle kunne tage skade af at læse den.« Til gengæld kom tolderne på hårdt arbejde da tusindvis af illegale danske Fanny Hill-bøger blev sendt hertil fra Sverige, hvor læsere og boghandlere kunne bestille dem pr. postordre. Den 12. april 1965 faldt dommen i Højesteret: med stemmerne 6-1 fik Fanny Hill langt om længe lov til at udkomme, og de 10.000 eksemplarer af bogen, som Thaning & Appel i hemmelighed havde fået trykt, lå ude hos boghandlerne få timer efter, at dommen var afsagt.

Den danske bogbranche nåede ikke at hvile meget ud den sommer, før pornopolitiet igen rykkede frem med staven i hånden og denne gang gik det ud over Stig Vendelkær. Med vanlig sans for både litterær kvalitet og sensationalisme lancerede han i efteråret en splinterny bogserie dedikeret til verdenslitterært smuds. Den fik den besnærende titel: »Farlige bøger.« Serien, der kun nåede 12 bind i sin levetid fra 1965-70 bød både på amerikanske beat-fritænkere som William S. Burroughs, Hubert Selby Jr. og Kenneth Patchen og den franske absurdist Alfred Jarry. Men første bog i serien var den franske erotiske nyklassiker O's historie skrevet af pseudonymet Pauline Réage i 1954, »en farlig bog, der angriber den bestående samfundsorden seksuelt, moralsk og politisk« som bagsideteksten lover.

De mange og udpenslede sadomasochistiske skildringer vakte enorm opsigt, og to af ekspertvidnerne fra Fanny Hill-sagen anmeldte bogen på prominent plads i dagspressen: Tove Ditlevsen skrev i sin anmeldelse i Ekstra Bladet at Fanny Hill var en ren kostskoleroman sammenlignet med O's historie, men dog begejstret, at romanen »er en overbevisende kærlighedshistorie og en overbevisende psykologisk skildring af glæden ved total underkastelse.« Klaus Rifbjerg anmeldte bogen i Politiken og kaldte den »nazistisk« i sin udpensling af volden i et slags fremsynet ekko af den franske filmkritiker François Chalais, der skrev om 1975-filmatiseringen, at den »bragte Gestapo med ind i boudoiret« og selvom (eller fordi?) Rifbjerg dog alligevel fandt romanen ophidsende, kaldte han den, med mindeværdig mandelogik, for »en frustreret lesbiennes ønskedrømme.« Under alle omstændigheder var det for meget for censurmyndighederne, og pornopolitiet måtte rykke ud.

Ole Lindboe beskriver: »Der blev skyndsomt bragt et eksemplar ind til Københavns politidirektør, der efter to dage besluttede sig for beslaglæggelse. Kendelsen om beslaglæggelsen blev i øvrigt besluttet af byretsdommer Julius Paulsen, der var den dommer, som på det ihærdigste havde forsøgt at forhindre Fanny Hill i at komme ud til folket.« Da politiet den 19. oktober 1965 ville beslaglægge O' historie var bogen allerede solgt i mere end 10.000 eksemplarer og lå hos boghandlere landet over – og selv flere dage efter beslaglæggelsen var bogen stadig i handlen flere steder. Stig Vendelkær ankede sagen, men Østre Landsret stadfæstede byrettens afgørelse. Ligesom sine kolleger fra Thaning & Appel måtte Vendelkær for Højesteret, før censurens mani blev stoppet. Den 6. november 1967 – mere end to år efter bogens udgivelse og kun få måneder efter, at Folketinget besluttede at ophæve kriminaliseringen af pornografiske tekster – kunne forlæggeren lovligt udgive O's historie og på omslaget til andet oplag lade trykke de triumferende ord:


Forbudt – NU fri