Print artikel

Sfinksen Ingemann

Artikel
16.11.18
B.S. Ingemann er mest kendt for sine romantiske og historiske værker. Men han skrev også groteske og voldelige horror-historier.

B.S. Ingemann er kendt som salmedigter og elsket for udødelige sange som I alle de riger og lande og Stork! stork! Langeben!, mens hans historiske romaner i generationer var fast dannelsesgave til konfirmander. Men, hvad de færreste måske ved, var han også en af de mest radikale romantiske forfattere herhjemme og en af de allervigtigste kræfter i udviklingen af gyseren og den fantastiske fortælling i Danmark – hans ofte sære historier peger frem mod andre fantastiske fortællere som Karen Blixen, Villy Sørensen, Preben Major Sørensen, Bo Reinholdt og Harald Voetmann.

Med udgivelsen af Eventyr og Fortællinger i 1820 fik netop disse genrer en vigtig plads i forfatterskabet. Men der er langt fra varulve, ligkogere, gravskændere, magnetisører og dobbeltgængere til morgenstund med guld i mund, og i mange år blev de fantastiske fortællinger anset for en inferiør eller direkte underlødig produktion. Åndeverdenens dårekiste, udgivet som en del af de to forlag Escho og Sidste Århundredes fælles ”serie for grotesker”, samler en række af B.S. Ingemanns sære og fantastiske historier, der for flere af teksternes vedkomne ikke har været udgivet siden 1913. Ofte makabre og mange hidtil oversete, spiller de alle et sted mellem ironi og højtidelig alvor i troen på en åndeverden bag den almindelige tilværelse.

I modsætning til tonengivende skikkelser i den danske romantik som bl.a. Adam Oehlenschläger, Carsten Hauch og Johan Ludvig Heiberg, var B.S. Ingemann stærkt påvirket af den tyske romantiks kunsteventyr og forfattere som Novalis, Ludwig Tieck og i særdeleshed E.T.A. Hoffmann. Den hektiske dobbeltgængerfortælling Sfinksen er således skrevet i den »Hoffmannske maner,« og nært beslægtet med tyskerens roman Guldskålen (1819) udvikler eventyret sig som en vekselvirkningen mellem hovedpersonens oplevelser i en kaotisk virkelighed og hans nedskrivning af dem, hvor læseren, ligesom fortælleren, hele tiden kæmper med at skelne mellem virkelighed og fantasi, sundhed og galskab.

Dissonansen mellem den sanselige og den åndelige verden står som et helt centralt tema i fortællingerne i Åndeverdenens dårekiste. Og som litteraturprofessor Sven Hakon Rossel skriver: »Det er Edgar Allan Poe længe før Poe!« For selvom den amerikanske gyserpioners fortællinger først blev oversat til dansk med Phantastiske Fortællinger i 1868 – seks år efter Ingemanns død – har historierne i Åndeverdenens dårekiste et vigtigt slægtskab med den amerikanske horrorpioners »sælsomme fortællinger« fra 1840'erne og 50'erne. B.S. Ingemanns fortællinger dyrker, ligesom Poe, skjulte forbrydelser, ekstreme sjæletilstande, nervefeber og sjælesyge og hypnose og andre farlige psykologiske eksperimenter. Fortællingerne vipper på kanten af normaltilværelsen, hvor en udvidet virkelighed mellem jordeliv og åndeverden, afslører skjulte dybder i selvet og et jeg, der er splittet i tre: et jordisk, et dæmonisk og et guddommeligt.

Mens hovedparten af den danske prosalitteratur fra 1820'erne udviklede sig i retning af realisme, viste B.S. Ingemann med sine fantastiske fortællinger en helt anden og mere vidtrækkende kunst- og virkelighedsopfattelse. Selv på mere næsten 200 års afstand står historierne i Åndeverdenens dårekiste stadig som de groteske, makabre og sære stykker fortællekunst, der i al sin flimrende fantasi foregriber både symbolisme, modernisme og postmodernisme.