Print artikel

Dunkelfugtige perversioner

Udsnit fra forsiden af 'De lemlæstede'
Profil
22.03.18
Forlaget Sidste Århundrede oversætter uopbyggelige anti-klassikere til dansk og arbejder på at åbne litteraturhistoriens kategorier.

Det startede egentlig bare med nogle gode venner, der diskuterede litteratur. »Jeg tror, det var Steffen og mig, der begge to havde læst Hermann Ungar kort efter hinanden«, fortæller Mads Peder Lau Pedersen fra forlaget Sidste Århundrede. »Vi kiggede på hinanden og sagde: Hvorfor er det her ikke blevet oversat? Det var helt banalt: Lad os dele de her ting, vi synes er fede og få dem ud i en dansk sammenhæng«. Og det gør de så. Forlaget, der er startet af Mads Peder Lau Pedersen, Lasse Skjold Bertelsen og Steffen Skaarup, har siden 2015 udgivet Unica Zürns Mørkt forår, Hermann Ungars De lemlæstede, Marcel Schwobs Monelles bog, Louis Levys Menneskeløget Kzradock, den vårfriske Methusalem og senest E.M. Ciorans Bitterhedens syllogismer og Stig Sæterbakkens Der, hvor jeg tænker, er der altid mørkt. Ikke flere titler end man kan nå at remse op her, men nok til at fornemme en forlagsprofil af menneskelige yderligheder og dunkelfugtige perversioner. Det er, som de selv siger, »feel-bad-litteratur«.

For Sidste Århundrede handler det om at bidrage til mangfoldigheden i dansk litteratur med udgangspunkt i en klar forlagsprofil. Ikke for at fastlåse men for at udvide de kategorier, vi har til rådighed, når vi taler om litteratur. »Hvad kan en klassiker være? Eller en antiklassiker?«, spørger Mads Peder Lau Pedersen og fortsætter: »Den type værker, vi udgiver, har der ikke været så stor tradition for i Danmark - den type ’modernisme’ kan man vel godt sige under en meget bred definition. At føre det mere konsekvent ind, kan måske have afsmitning på dansk litteratur. Det kan godt være, at nogen har læst det og omtalt det på en blog, men det findes på en helt anden måde, når det findes i dansk oversættelse«. Lasse Skjold Bertelsen supplerer: »Det er ikke kun litteraturarkæologi, vi bedriver. Vi vil genoplive en tradition eller præsentere ét specifikt værk, der måske ikke kan placere sig inden for en specifik tradition«.

Tilstandslitteratur
Man skal med andre ord ikke drage forhastede konklusioner. Sidste Århundrede udgiver værker, der spørger, hvad en modernistisk klassiker også kan være, og hvor den kan komme fra, men det er ikke nødvendigvis hovedpointen eller dét, der binder værkerne sammen. Bøgerne handler om incest, selvmord, nekrofili og alle mulige andre skamfulde og umulige tilstande. »Det, de har til fælles, er en form for grænseoverskridelsesæstetik«, siger Mads Peder Lau Pedersen, og igen falder Lasse Skov Bertelsen ind: »Det er dygtige forfattere, og der er en sprogbevidsthed, men det med modernismens sprogbevidsthed og sprogkritik er ikke nødvendigvis det afgørende for os. Det er meget forskellige værker, men først og fremmest tilstandslitteratur«.

»Den menneskelige tilstand er sgu ret uløselig. Og det må man gerne blive ved med at jokke rundt i«

Tilstandene i de værker, Sidste Århundrede udgiver, er den slags, vores samfund ikke kan rumme. Vi skal helst alle sammen ønske og arbejde på at blive lykkelige, gode mennesker, som om tilværelsens paradokser forsvinder, hvis vi bearbejder dem på den rigtige måde. »Og det er jo alt sammen meget godt og praktisk, men vi vil gerne udgive bøger, der får lov til at hænge fast i de her paradokser. Den menneskelige tilstand er sgu ret uløselig. Og det må man gerne blive ved med at jokke rundt i«, siger Mads Peder Lau Pedersen. Det er netop formerne, som tilstandene forekommer i, der sætter dem fri af en forudbestemt læsning og en forudbestemt læser. »Noget jeg for eksempel syntes var spændende ved Mørkt forår, var at jeg kunne identificere mig med den unge pige«, forklarer Lasse Skjold Bertelsen og fortsætter: »Det er rummet for oplevelsen, hvor det skrækkelige ikke er gemt væk, men hvor hun derimod selv har en bevidsthed om, at noget her er forbudt. Der ligger ingen dom, der ligger ikke nogen klar fortolkning parat i, hvordan pigen fortæller sin historie. Og derved er den åben for mere end én læsning«.

Forlaget Sidste Århundrede vil allerhelst definere sig selv positivt. De udgiver den litteratur, de selv synes er god, men ikke for at signalere, at en anden litteratur ikke har sin berettigelse. De udgiver »anti-klassikere«, men ikke nødvendigvis for at underminere det, der bliver betragter som klassikere, bare fordi litteraturen andre steder under andre forhold, kan have udviklet sig mindre lineært end i Danmark. Verdenskanonen er blevet importeret og oversat efter meningsfulde, men til tider også arbitrære kriterier. Der kan være gode grunde til at berige de kategorier, vi allerede kender, men der skal også være plads til den litteratur, der falder udenfor. For som Mads Peder Lau Pedersen siger: »Danmark har ligget lidt afsondret i forhold til visse litterære bevægelser, og vi har været, tør jeg godt sige, lidt af et konsensussamfund. Periodiseringen er kommet til at fylde meget i dansk litteratur. Det går op i hovedstrømninger, hvor man godt kan sige, at det litterære billede [i Central- og Østeuropa] har været mangfoldigt. Fordi Danmark er så lille, så har kanonen været relativt fastlagt, og man har overset forskellige ting her og der. De er kommet hertil i bølgeskvulp, men vi vil gerne føre dem konsekvent ind i den danske litteraturoffentlighed«.