Direkte fra Tom Bogs' tissemand til befrielsesdagen i Aarhus

»Det er i hvert fald en befrielse, når man opdager, at det kan lade sig gøre,« udbrød Pia Juul, da vi engang drøftede, at man ikke nødvendigvis behøver at klistre scener sammen, man kan sagtens springe fra det ene til det andet uden, at læseren mister orienteringen. A fører ikke nødvendigvis til B, det kan sagtens føre til E eller H, ja hvis man er i træning ligefrem til N eller Y.

Det er en metode, som Mogens E. Pedersen – eller Mep som han allerede som dreng helst ville kaldes – må have været bevidst om, da han kort tid efter sin pensionering som chefredaktør for SE og HØR i 1997 på opfordring fra den daværende forlægger og nuværende forretningsmand og mangemillionær, Peter Asschenfeldt, gik i gang med at skrive sine erindringer.

Med sine 400 sider skulle det vise sig, at Mep havde noget at fortælle, men »jeg har bevidst holdt mig fra en kronologisk rækkefølge. Det ville blive alt for trist og ensformigt,« som han fortæller i forordet. I stedet serveres Meps liv hulter til bulter. Helt frem til erindringernes sidste side, er han ikke bange for at skøjte fra det ene årti til det andet og beskrive hændelser, som ret beset ikke har det mindste med hinanden at gøre.