Print artikel

Direkte fra Tom Bogs' tissemand til befrielsesdagen i Aarhus

Kritik
20.11.18
Læst uden fordomme er den tidligere chefredaktør på SE og HØR Mogens “Mep” E. Pedersens erindringer litterært set på højde med Carl Nielsens 'Min fynske barndom'.

»Det er i hvert fald en befrielse, når man opdager, at det kan lade sig gøre,« udbrød Pia Juul, da vi engang drøftede, at man ikke nødvendigvis behøver at klistre scener sammen, man kan sagtens springe fra det ene til det andet uden, at læseren mister orienteringen. A fører ikke nødvendigvis til B, det kan sagtens føre til E eller H, ja hvis man er i træning ligefrem til N eller Y.

Det er en metode, som Mogens E. Pedersen – eller Mep som han allerede som dreng helst ville kaldes – må have været bevidst om, da han kort tid efter sin pensionering som chefredaktør for SE og HØR i 1997 på opfordring fra den daværende forlægger og nuværende forretningsmand og mangemillionær, Peter Asschenfeldt, gik i gang med at skrive sine erindringer.

Med sine 400 sider skulle det vise sig, at Mep havde noget at fortælle, men »jeg har bevidst holdt mig fra en kronologisk rækkefølge. Det ville blive alt for trist og ensformigt,« som han fortæller i forordet. I stedet serveres Meps liv hulter til bulter. Helt frem til erindringernes sidste side, er han ikke bange for at skøjte fra det ene årti til det andet og beskrive hændelser, som ret beset ikke har det mindste med hinanden at gøre.

Det gør Mep så drastisk, at han tilsyneladende selv er bekymret over hvor radikalt, han går til værks.

»Nogle vil måske mene, at jeg har klippet for voldsomt, men jeg er overbevist om, at læserne kan holde rede på forløbet«, bemærker Mep, og hans erindringer kræver da også, at man virkelig er omstillingsparat, som når der et stykke inde i bogen springes direkte fra Tom Bogs’ tissemand til befrielsesdagen i Aarhus, hvor Mep kun med det yderste af neglene overlever en henrettelse begået af en flok tyske marinesoldater, som enten ikke har hørt om eller også bare har været uenig i Tysklands kapitulation aftenen forinden.

Vi er før rygeloven, før nypuritanismen, før 9/11, før den politiske korrekthed og længe før #MeToo.

Men den ikke-kronologiske metode betyder også, at Mep kan åbne sine erindringer præcis, hvor han har lyst i stedet for – sådan som det er typisk for biografisk litteratur – enten at begynde med fødselsdatoen (hvad der er tungt) eller også som en art prolog at fortælle livsforløbets allermest dramatiske hændelse (hvad der nødvendigvis medfører, at resten af bogen mister kadence). Mep vælger at lægge ud med den måske mindst prætentiøse åbning i den samlede danske erindringslitteratur, nemlig en kollegas tilsyneladende uforkortede festsang om det glade liv på SE og HØR, hvorefter vi uden kommentarer befinder os i et nattog på vej mod Slagelse i 1972, hvor Mep gør sig berettigede bekymringer om en ny lov om privatlivets fred, som godt kan komme til at give problemer for en forholdsvis nyudnævnt chefredaktør på et blad, som uge efter uge har til formål at gøre kendte menneskers privatliv mindre fredeligt. Med den nye lov har Mep på fornemmelsen, at han nok for første gang i sit liv må møde op i retten, og det sker da også, fordi skuespillerinden Anne Mari Lie er vred over, at såvel SE og HØR som ugens rapport med Meps velsignelse har bragt en serie nøgenbilleder af hende. Først da bladene er i trykken, kommer Mep i tanke om, at han da vist ikke har helt tjek på ophavsretten og for resten også har glemt at spørge skuespillerinden, om hun nu synes at det er en god idé at se sig selv afklædt i to af Danmarks største ugeblade. Så Mep havner i retten, og det skal ikke blive sidste gang.

Men en ting er erindringernes komposition (som sandsynligvis er afsmittet af måden at opbygge et ugeblad på, hvor man også kastes fra det ene emne til det andet), noget andet er Meps skrivestil, som er helt særegen. Det har jeg for så vidt været klar over længe, da jeg for mange år siden under min research til en Grethe Ingmann-montage stødte på Meps korte, men præcise nekrolog over sangerinden. Her lød slutningen: »Overfladisk bedømt var der mere sol end regn i Grethes liv, men gik man i dybden, var det alligevel ikke sådan«.

Specielt afrundingen med, at det alligevel ikke var sådan, gjorde så dybt indtryk, at jeg på stedet vidste, at nekrologen skulle med i montagen, og i Claus Seidens oplæsning var ordene da også så effektive, at ikke et øje var tørt, mine var i hvert fald ikke. Men samtidig bildte jeg mig som en god, snobbet P1-krukke ind, at der var tale om en enlig svale fra SE og HØR-redaktørens side; han havde sikkert bare været heldig med at ramme en god sætning lige inden, at han fik en Gammel Dansk for meget.

»Fortvivlet jagtede jeg gade op og gade ned, på jagt efter nyheder. Kikkede spekulativt på en grusbunke, der lå på fortovet. Var det en nyhed?«

Efter at have læst Meps erindringer ved jeg nu, at det ingenlunde er tilfældet, tværtimod er det, som vi i mangel af bedre kan kalde for ”den afvæbnende konklusion”, et særtræk ved Meps måde at skrive på. Det har erindringerne mange eksempler på. Et af dem er hans beskrivelse af sit korte forhold med Birthe Kjær, hvor han under et ophold i Brasilien modtager et brev fra kæresten, hvor hun skriver, at hun er begyndt at gå i solarium, »så jeg kunne finde hende på lagenet, når jeg kom hjem«.

Og så er det, at det bliver mepsk: »Fra Kastrup, hvor hun hentede mig, gik turen direkte til Hotel Scandinavia. Hun var ikke blevet meget solbrændt, men jeg fandt hende da«.

Et andet eksempel er, hvordan han som dreng skriver Mep på toppen af vandtårnet ved Randersvej i det nordlige Aarhus, som til Meps store bekymring bliver stående »som i neonskrift« på tårnet i flere år. Meps bekymring skyldes imidlertid ikke angst for at blive opdaget, men ren forfængelighed, da han frygter, at »nogen skulle finde på at bruge dette mærke, før jeg blev journalist. Hvis bare jeg kom først, måtte jeg have eneret på det.« Det fik Mep for så vidt også, og så alligevel ikke, for igen følger en afvæbnende afrunding: »I dag kan ethvert medlem af Europaparlamentet kalde sig MEP«.

Men metoden kan også bruges i særdeles alvorligt øjemed, som det sker i Meps i det hele taget meget gribende beskrivelser af hustruens selvmord: »Himlen sortnede, alt rev og flåede i mig. Alt andet var ligegyldigt. Men børnene. 15-16 var de. Midt i det hele fløj en vanvittig tanke gennem mit hoved. Hvordan vil de ta’ det, når de fremover i Ønskekoncerten hører Mor er den bedste i verden? Hvad skal jeg sige til dem, hvad skal jeg gøre?«

Andre steder skriver Mep bare godt i mere traditionel forstand. Hans beskrivelser af barndommen i Under-Aarhus i trediverne og under besættelsen og ikke mindst hans hamsunske oplevelser som helt ung murer i efterkrigstidens Norge er efter min mening – og det siger jeg uden ironi - noget af det bedste, danske erindringslitteratur siden Carl Nielsens Min fynske barndom.

Jamen er det ikke bare et bedaget, postmoderne træk at hive en glemt selvbiografi frem i lyset, som i sin tid blev skrevet af en pensioneret spiritus- og dameglad chefredaktør for et sladderblad og første gang endda udkom på et forlag, hvor forlæggeren af kolleger i branchen blev kaldt for »en overgearet brugtvognsforhandler uden litterært engagement«? Det kan der være noget om, for siden postmodernismen ophævede skellet mellem høj og lav kunst, har det været en yndet sport blandt standhaftige postmodernister at lede efter det glemte guld i den populærkulturelle skarnsbunke, altså værker med en notorisk kvalitet som bare aldrig er blevet opdaget, fordi de på forhånd blev kasseret af den daværende kulturelite som dårlig smag.

Men samtidig bildte jeg mig som en god, snobbet P1-krukke ind, at der var tale om en enlig svale fra SE og HØR-redaktørens side; han havde sikkert bare været heldig med at ramme en god sætning lige inden, at han fik en Gammel Dansk for meget.

Det er et arbejde, som har båret frugt, da ikke så lidt af den tidligere dårlige smag i dag er kanoniseret: Det bedste af Anders And er længe blevet udgivet i eksklusive og hundedyre guldbøger, ingen er længere flove over at erklære, at de skam med fornøjelse lytter til halvfjerdsernes dansktopsange (og da slet ikke når sangeren er John Mogensen, skønt han faktisk også har lavet noget skrækkeligt lort), ABBA – som langt op i halvfemserne var henvist til kassettebåndshylden på den lokale tankstation – bliver nu betragtet som værende i samme klasse som om ikke Beatles så i hvert fald Beach Boys, og Johnny Cash – der i årene omkring 1990 var så marginaliseret, at han end ikke havde noget pladeselskab – er nu nærmest blevet helgenkåret. Læg dertil hårdkogte krimiforfattere som Raymond Chandler og Dashiel Hammett, som længe har været en del af almindelig, litterær dannelse.

Det kan imidlertid diskuteres, om Mep overhovedet hører hjemme i denne forening af repræsentanter for det forhenværende dårlige selskab; muligvis er hans cv – i hvert fald frem til ansættelsen på SE og HØR – alt for sobert. Det er således ingen ringere end Børge Outze, der som den første har blik for Meps talent. Kun Outzes politik med at han ikke vil betale sine journalister dårligt er skyld i, at Mep ikke bliver elev på Dagbladet Information og i stedet – anbefalet af Outze – ender på Sorø Amtstidende. Som ung journalist er han uhyre tæt på at blive redaktionssekretær på Politiken (kontrakten når faktisk at blive underskrevet), men får i stedet samme job på Berlingske Tidende, hvor Mep allerede efter et par måneder avancerer til redaktionschef og er på nippet til at blive forfremmet til journalistisk chefredaktør, inden han i 1970 foretager et brat karriereskifte ved at blive ansat som chefredaktør på SE og HØR og dermed træder ind i en branche, som han i for sig ikke har noget kendskab til, »bortset fra, at jeg købte Familie Journalens julenummer hvert år, og læste i SE og HØR, når lejlighed bød sig«.

Ok, vi forstår at Mep var en respektabel skribent, som man ikke behøver at læse i dølgsmål, men får vi for resten ikke lidt gedigen sladder med, når vi nu har lejligheden? Ork jo, det vrimler med cigaretter, whisky og nøgne piger, ikke sjældent garneret med hor, mord og ildebrand, men med fare for at lyde som en repræsentant for den kulturelite, som jeg lige har kritiseret, synes jeg nok at det er den svageste del af Meps erindringer. Mediejournalisten Lasse Jensen siger igen og igen (og gerne en gang til for Prins Knud), at det ikke er skribenten, som skaber mediet, men mediet der skaber skribenten. Hvis det er sandt, kan man anklage SE og HØR for at have ødelagt en ypperlig stilist, da det er tydeligt, at Mep tit bliver ejendommelig slap og rutinepræget, når han skal beskrive sin omgang med kendte mennesker, der som oftest er festlige, og når de en sjælden gang ikke er festlige, er de spændende. For kvinderne gælder det, at de udover at være festlige eller spændende typisk er yndige, ja den på det tidspunkt nygifte prinsesse Alexandra er ligefrem ”den yndigste dukke, man kan tænke sig”. Den slags kan hurtigt blive lidt for festligt og yndigt, og det kan kun glæde denne signatur, som helst gør sig i det øde, oversete og trøstesløse, at Mep er i langt bedre form, når han for eksempel beskriver sin første elevtid i efterkrigstidens stillestående Korsør: »Fortvivlet jagtede jeg gade op og gade ned, på jagt efter nyheder. Kikkede spekulativt på en grusbunke, der lå på fortovet. Var det en nyhed?«

Hvis man kaster sig over Meps erindringer med forventningen om at få et saftigt sladderblad forklædt som en nydelig bog, bliver man altså langt hen ad vejen skuffet. Til gengæld opvejes det af, at værket her godt tyve år efter sin første udgivelse på flere planer har historisk værdi. Det gælder helt elementært, da erindringerne i hovedsagen beskriver en periode, som virkelig er helt anderledes end i dag: Mellemkrigstidens Aarhus, den sjællandske provins i halvtredserne og den danske underholdningsscene i halvfjerdserne befolket med kendisser, som ingen af nutidens unge sikkert kender til, hvad enten vi så taler om smuglerkongen Ricardo, byggematadoren Bøje Nielsen eller cirkusdirektøren Claus Jespersen.

Men som enhver historiker ved, afspejler en historisk kilde altid to epoker: Dels den epoke, som kilden beskriver, og dels den samtid, som har været gældende, da kilden blev forfattet, og hvis vi holder os til det sidste, ligger Meps erindringer ikke særligt fjernt fra vores egen tid, da 1997 trods alt ikke er så farligt lang tid siden.

Alligevel gennemsyrer det erindringerne, at de er skrevet i en helt anden epoke. Vi er før rygeloven, før nypuritanismen, før 9/11, før den politiske korrekthed og længe før #MeToo. Kritikere vil måske hævde, at Mep allerede blev betragtet som et omvandrende halvfjerdserklonodie, da bogen udkom i 1997, men det er næppe rigtigt. Nogenlunde samtidig med, at den nypensionerede sladderredaktør sad og skrev om eksempelvis »østens skønneste perle« (en kinesisk prostitueret nøje udvalgt af Mep blandt 25 af slagsen), kørte sagen om Bill Clintons affære med Monica Lewinsky, hvad der fik USA-korrespondenten, Bent Albrechtsen, til i P1’s Orientering at hævde, at »det eneste man ikke måtte finde i præsidentens seng, var en død kvinde eller en levende mand«.

Sådan en påstand medførte ingen shitstorm dengang i halvfemserne lige så lidt som det gjorde sig gældende for Meps erindringer. Få år senere havde sagen nok stillet sig anderledes; spørg bare Jørgen Leth, som i 2005 – altså blot otte år efter Meps frimodige fortællinger – fik den halve befolkning imod sig (endda før der var noget, som hed Facebook), alene fordi Leth havde skrevet en fortælling om kokkens datter, som Mep imidlertid nok ville have kasseret, fordi han fandt den for kedelig.

Men bortset fra de mange bare bryster eller »det fornødne« bestående af øl, en flaske Gammel Dansk og en flaske whisky, som Mep får smuglet ind på hospitalet, da han på et tidspunkt er indlagt, så afspejler bogen også en anden ledelsesform, end vi i dag kender til, hvor chefen skal være en ophøjet og gerne autoritær skikkelse. Det var Mep på ingen måder, hvad der da også fremgår af det billede, som blev taget ved hans afsked: En rendyrket saturnaliefest med de ansatte klædt i kjole og hvidt og champagneglas, hvorimod Mep sidder i sejlersko, sportsstrømper, cowboybukser og håndbajer. Sådan et virksomhedsbillede er heller ikke utænkeligt i dag, men så ville det have været kommunikationsafdelingen, som havde arrangeret det. I 1997 var det SE og HØR’s egne medarbejdere, som fik ideen.

Endelig må vi ikke glemme, at Mep i sig selv er et stykke (presse-)historie, som uden andre forudsætninger end en kollegas råd om at bringe nøgne damer, en tro på egen fingerspidsfornemmelse og konens optimistiske melding om, at der klædte oplag til ham begav sig ud på sladderbladsmarkedet med en succes uden lige til følge. Da Mep overtog posten som chefredaktør for SE og HØR i 1970 lå oplaget på 132.000. Da han forlod bladet 26 år senere var oplaget steget til 340.000, og Mep nævner et sted, at han ikke regner med, at det vil ændre sig.

Det fik han ikke ret i. Siden Meps afgang har SE og HØR konstant haft faldende oplag og ligger i dag på et ugentligt oplag i omegnen af 100.000.