Alvor i legen

Noget af det bedste ved Henning Eichbergs idrætsvidenskabelige/kulturantropologiske værk Questioning Play – What play can tell us about social play er mængden af veloplagte faktuelle informationer. Man bliver ganske enkelt stoppet med fun facts. Tag fx historien om Fagenes Fest, en for mig ukendt idrætsfestival, som fagbevægelsens arrangerede fra ’30’erne og frem til ’60’erne. Her samledes arbejdere (med bredt københavner-a og blødt d, tænker jeg) for at konkurrere i ærværdige discipliner som sækkevæddeløb, tovtræk og æggeløb. Jeg ser Flyttemand Olsen for mig, storbandende i et sækkevæddeløb. Hvis det er den slags billeder, man får på nethinden, er det ikke svært at læse akademisk litteratur.

Det engelske begreb ”play” kan betyde både, leg, (at) spil(le) og skuespil. Hvor grænsen mellem de tre går er ikke entydig. Især legen og spillet er tæt forbundne, men alligevel forskelligartede. Det er udgangspunktet for Questioning Play. Gennemgående er der dog ét let identificerbart fænomen og ét, der vanskeligere lader sig identificere, som kan markere en grænse mellem de to: Latteren, der let kan ses og høres, og autonomien, som er vanskeligere entydigt