Print artikel

Alvor i legen

Anmeldelse
22.05.17
Veloplagt, tværdisciplinært og underholdende værk behandler legen som fænomen.

Noget af det bedste ved Henning Eichbergs idrætsvidenskabelige/kulturantropologiske værk Questioning Play – What play can tell us about social play er mængden af veloplagte faktuelle informationer. Man bliver ganske enkelt stoppet med fun facts. Tag fx historien om Fagenes Fest, en for mig ukendt idrætsfestival, som fagbevægelsens arrangerede fra ’30’erne og frem til ’60’erne. Her samledes arbejdere (med bredt københavner-a og blødt d, tænker jeg) for at konkurrere i ærværdige discipliner som sækkevæddeløb, tovtræk og æggeløb. Jeg ser Flyttemand Olsen for mig, storbandende i et sækkevæddeløb. Hvis det er den slags billeder, man får på nethinden, er det ikke svært at læse akademisk litteratur.

Det engelske begreb ”play” kan betyde både, leg, (at) spil(le) og skuespil. Hvor grænsen mellem de tre går er ikke entydig. Især legen og spillet er tæt forbundne, men alligevel forskelligartede. Det er udgangspunktet for Questioning Play. Gennemgående er der dog ét let identificerbart fænomen og ét, der vanskeligere lader sig identificere, som kan markere en grænse mellem de to: Latteren, der let kan ses og høres, og autonomien, som er vanskeligere entydigt at sige hvornår indtræder. Forenklet sat op peger høj autonomi og stor mulighed for latter på leg, lille autonomi og begrænsning af latteren på spil (eller sport). Eichberg, som er professor emeritus ved Syddansk Universitet, argumenterer bl.a. for, at grunden til at tovtræk blev taget af det olympiske program, hvor det ellers havde optrådt fra 1900 til 1920, var, at det var for lattervækkende til den nye tids kropslige alvor. En anden god ting ved Questioning Play er, at man får lyst til at diskutere med den. For, må man indvende, fænomenerne flyder også sammen, legen og spillet, latteren og alvoren, autonomien og reglerne. Latteren kan også tjene spillet rationelt. Inden for sport taler man ikke uden grund om spilleglæde, som en ønskværdig ting. Tag fx Jørgen Leths klassiske fodboldfilm Michael Laudrup – en fodboldspiller fra 1993. Her afbilledes og italesættes træningen i Barcelona som leg, og det er tydeligt, at det netop er en af nøglerne til det legendariske Dream Teams succes. Et hold, som ud over den kølige Laudrup bl.a. bestod af den flegmatiske Hristo Stoickhov og af Pep Guardiola, i dag træner i Manchester City med et ry for at være den måske mest seriøse og minutiøse i branchen. Leth konstaterer da også i filmens speak: »Den vigtigste forudsætning for, at legen er god, er som bekendt, at der er alvor i legen,« og med det kommer vi cirklen rundt. Hvor legen slutter og spillet begynder er ikke til at sige. Det påstår Eichberg heller ikke, at han kan. Det er spørgsmålet mere end svaret, der er det vigtige.

Eichberg foreslår et sted køen som endnu en forskel på spillet og legen. Altså ikke billardkøen – den kommer først i spil senere –, men den kø, der organiserer en venten. Her peger han på skolens idrætstimer og dens frikvarter som eksempel. I idrætstimen er der ”kompetenceudviklende” øvelser og prøver, der er regler og hierarki – og man står i kø. I frikvarteret er der ”fri leg” og selvorganisering. Igen får man lyst til at indgå i dialogen. For hvad med fodbold, der i hvert fald i min skoletid var dét, frikvarterene blev brugt på? Eller hvad med sjippetorvet, hvor man typisk står mere i kø, end man egentlig hopper? Som Eichberg selv konstaterer: Dualiteten er ikke så simpel.

Når Questioning Play er bedst, er den humaniora, når det er allerbedst. Og så er det er det som sagt også underholdende. Det er gakket på den oplysende måde, det er vidtravende, det er (tanke)provokerende, det er gennemargumenteret, og det er en lille smule over the top.

Eichberg er myteafdækkende i en Barthesk forstand. Han gør op med positivismens og humanismens besættelse af det universelle, når han påviser, at det, der betragtes som ”naturligt”, oftest er partikulære (vestlige modernitets)fænomener.

Bogen benytter sig over ti forskelligartede kapitler af det, som jeg mener engang at have set beskrevet som the glorious method: nemlig alt. Fra børnesange til nationalmelodier, fra traditionelle lege til topmoderne sport, fra Danmark til indonesiske småøer, fra antikken til nu, fra Kafka, Borges og Eco til Harry Potter, alt bruger han i sit forsøg på at blotlægge legens væsen. Ja, selv klichéen ”bolden er rund”, bliver diskuteret seriøst fra er filosofisk udgangspunkt. Metoden udmønter sig bl.a. i én særligt rablende åndedrætsbesværsfremkaldende og aldeles medrivende side, hvor Eichberg opruller og analyserer labyrintens kulturhistorie. Her kommer han rundt både nordeuropæiske oldtidssamfund, Minotauros’ labyrint på Kreta, diverse indianske samfund, den europæiske renæssance og romantik, tysk og russisk gymnastik, feminisme, avantgardekunst og som note: Arkitektur, New Age-spiritualitet, filosofi og politik, litteratur og ornamenter, arkæologi, kunst, fotografi og dertil »et bredt udvalg af labyrinter fra alle tider.« Herligt. Han får yderligere rettet op på den misforståelse, at de engelske begreber ”labyrinth” og ”maze” skulle være synonymer. (Førstnævnte har åbenbart kun én udvej, mens sidstnævnte har flere.) Og som flødeskum får han midt i det hele konkluderet, at labyrinten – på trods af ovennævnte bevismasse – langt fra er en universel figur.

Bogens ti kapitler har alle i en eller anden form været offentliggjort tidligere. Her er omarbejdede artikler, essays og talemanuskripter og dertil en nyskrevet introduktion og konklusion. Formen betyder, at de enkelte kapitlers argument og belæg befinder sig inden for sig selv, og de er derfor alle ganske ligetil at læse selvstændigt. Man kan læse bogen fra omslag til omslag, eller man kan plukke, som man har lyst. Dertil er Eichbergs sprog veloplagt og klart. De begreber, der skal afdækkes, bliver det uden excessiv brug af flotte ord og bisætninger, og han er ikke bange for punktopstilling, hvilket gør teksten let at navigere i. Videnskabsteoretisk får man en fornemmelse af feltets giganter (Bakhtin, Sloterdijk, Norbert Elias og Eric Dunning, Sutton-Smith, Huizinga, Jørn Møller, m.fl.), uden at der går begrebsblær i den. Eichberg er en gammeldags intellektuel, som virker til at kunne sige noget om det meste – og ikke er bange for at gøre det. Heldigvis er han ikke en gammeldags formidler, så han gør det på en letforståelig og overskuelig måde.

Kronologisk dækker kapitlernes oprindelige forlæg det meste af en forskerkarriere (1982-2016, dog med tyngden de seneste 15 år), hvilket naturligt nok fører til en meget bred tilgang til emnet ”leg”. Fra fodboldtilhængeres leg med udklædning og national identitet over en kulturantropologisk diskussion af legens og spillets væsen i forskellige kulturkredse til en analyse af legens mørke sider. Derudover arbejder Eichberg tværdisciplinært og anlægger både historiske, antropologiske, psykologiske, sociologiske, filosofiske samt idræts- og kulturvidenskabelige tilgange til legen. Når den fungerer bedst – og det gør det oftest – udvider den brede tilgang perspektivet, når den fungerer mindre godt gør den det ufokuseret. Læg dertil et moderat antal gentagelser, igen et resultat af formen, og du har fejlafleveringerne i en ellers flot præstation.

Eichbergs vidtfavnende stil betyder selvfølgeligt, at man både kan være enig eller uenig med hans analyser – af og til begge dele på næsten samme tid. Nogle gange udbryder man »aha!,« når et argument bestyrkes af oplysende, nyt kildemateriale, andre gange er det snarere et mistroisk »ah…« Og af og til afløser de to hinanden. Jeg tænkte fx, om ikke Eichberg overfortolkede begrebet ”dysts” betydning i Danmark ved at gøre det til en reel dagligdags variation af spillet og legen, da jeg første gang læste om det. I mine øjne er dyst mest et redskab i sportsjournalistikkens klichékasse. Og så dukkede den alligevel op for mig, dysten, fredag aften, da jeg stod med billardkøen i hånden på et tilrøget værtshus. Det var ikke leg, men bestemt heller ikke sport. Jeg kom til at tænke på en passage fra Questioning Play om traditionelle folkelige spil. Her spillede ”boden”, ofte opkrævet i drikkevarer, en afgørende rolle. Ikke som straf, men som en nødvendig og vigtig del af spillet, en del der var til glæde for alle. Uden fejl og bod, ingen druk efterfølgende. Det kunne jeg så glæde mig over, mens jeg gik op og købte en øl til mig selv og min makker, som stod med et smøret grin og kommenterede mit fejlstød.

Man har altså altid lyst til at tage del i diskussionen med Eichberg, og det er det vigtigste. Denne vidtfavnende og åbne humaniora er humaniora, når det er mest relevant. Ikke som målbare endeligheder eller kanonopstillende og let søgbare diskussionssluttere, men netop som en nysgerrig samtale, som en villighed til at stille spørgsmål, også ved ens eget udgangspunkt, og – i ordets mest seriøse betydning – som leg.

Historisk har det meste sport sine rødder i folkelige lege. Da farten og disciplineringen af farten i 1700-tallet fik større og større betydning i de folkelige lege, udviklede de sig til moderne strømlinet sport. Som Eichberg bemærker, blev stopuret den moderne sports ikoniske symbol. Det blev i samspil med statistikken i det hele taget højmodernitetens tydeligste symbol og var måske med til at udradere legen som social kropslig praksis. Den flydende leg blev til målbare spil og alvoren indtrådte. Den ”fjollede” Folkets Fest blev afløst af den ultimative biomagtevent, den rationelle DHL Stafet, som måden kolleger ”legede” sammen. Hvem klarer sig bedst mod stopuret?

Man får lyst til at drømme om, at tiden måske er ved at være klar til at bringe legen tilbage. Noget tyder i hvert fald på at senmodernitetens teknologisk udvikling, især smartphonen og sociale medier, har ladet kameraet erstatte stopuret og kommentaren erstatte statistikken. Den positive udlægning af den udvikling er, at latteren og fejringen af det uperfekte sideløbende igen har fået en fremtrædende plads i forholdet til kroppen. Det skal man ikke have været på Snapchat i mange øjeblikke for at konstatere. Så måske Folkets Fest er ved at være klar til en genintroduktion? For selv om det er latterfremkaldende at se chefen i til lejligheden indkøbt stramtsiddende lycratøj til DHL Stafetten, ville det så ikke være sjovere at se ham løbe sækkevæddeløb med flødeskumskage i hele ansigtet?