Print artikel

»Gør et bål af ånden og antænd verden«

Kritik
22.07.19
Thomas Manns konservative kampskrift Et upolitisk menneskes betragtninger fra Første Verdenskrig er langt om længe udkommet på dansk. Det er et kontroversielt krigsdefensorat på en bund af bitter broderfejde og ét af åndshistoriens uomgængelige værker.

Thomas Mann var allerede en velrenommeret skønlitterær forfatter med klassikere som Buddenbrooks og Døden i Venedig i porteføljen, da han i 1918 udgav det monumentale essayværk Betrachtungen eines Unpolitischen. Et 600 sider langt selvforsvar og polemisk stridsskrift påbegyndt allerede i 1915, da 1. verdenskrig endnu var ung. Baggrunden var en bitter broderstrid, der udspillede sig for åbent tæppe i tidsskrifternes spalter og sågar som slet skjulte allusioner i de to forfatteres respektive romaner. Den fire år ældre storebror, Heinrich Mann, der i dag ikke nyder nær samme anerkendelse som sin celebre lillebror, men som på pågældende tidspunkt var et lige så velanset navn i den tyske intelligentsia, tilhørte en pacifistisk og demokratisk liberalisme, hvorimod den yngre Mann sværmede for en højborgerlig, national konservatisme.  

Et vigtigt åndshistorisk værk, der bærer vidnesbyrd om en rådvild tid, hvor modstridende monstrøse ideologier kæmpede om overtaget. 

De modstridende positioner førte i krigsårene til et egentligt brud mellem de rivaliserende brødre. Mere konkret var den udløsende faktor et essay, hvori Heinrich Mann fordømmer tidens opportunistiske æsteter med tydelig adresse til lillebroren og hans ligesindede krigstilhængere. Thomas Mann følte sig udstillet, forhånet og forrådt, »som at få syre i ansigtet«, som han senere skulle beskrive det.  

Det er altså på denne lidenskabelige grund, Thomas Mann skriver sine betragtninger, som nu findes på dansk i velovervejet udvalg af Karin Højersholt. Det er med hadets og ydmygelsens rasende, rumsterende drivkraft, han tager til genmæle. Formelt rettes kritikken i Et upolitisk menneskes betragtninger mod ’civilisationslitteraten’, hvis identitet med broderens frankofile oplysningshumanisme er åbenbar. Civilisationslitteraten er i den nationalkonservativt sindede Manns terminologi, en fredselskende ’skrydedemokrat’ »for hvem menneskelighed er en intellektuel og moralsk fortjeneste og en anledning til rørstrømsk selvglæde.« Civilisationslitteraten – hør bare, hvor goldt det klinger. Han inkarnerer, forstår man, tidens fremskridtsforherligelse og positivistiske liberalisme og identificerer sig indtil det selvforagtende med den franske oplysning. For ikke alene er han utysk – han er antitysk i sin modstand mod den igangværende krig. 

Sådan maner Mann typen frem. Og omkring ham bygger han et sindrigt system af modsætningspar, som folder sig ud i en regulær æstetikteori. Tysk og Fransk. Kultur og Civilisation. Ånd og liv. Litteratur og lyrik. Frankrig forbinder han med den anonymiserende rationalitet, med fremskridtet, det bannerførerende, politiserede europæiske sindelag. Med civilisationen, universalismen, moralismen. Tyskland er antitesen – »den evigt protesterende nation«. Det er lyrik, hierarki, lidelse, romantik, nationalisme – og med Nietzsches Tragediens fødsel in mente – det dionysiskes genkomst. Det er Wagner og Schopenhauers åndrige Tyskland. Frankrig er derimod civilisationslitteratens Utopia, en indirekte udløber af Romerriget, og han drømmer, med Manns diagnose, om at omskabe Tyskland i dets flade »oppositionsløse civilisationsimperiums« billede.  

Skulle den forkætrede litterat få magt, som han har agt, ville resultatet blive et »Europa, der allerede var godt på vej til at blive alt for ’menneskeligt’, alt for slyngeljournalistisk og flabet-demokratisk, et Europa af tango- og two step-mentalitet, et forretnings- og forlystelsessygt Europa a la Edward the Seventh, et Monte Carlo-Europa, der var litterært som en pariserkokotte«, som han varsler i en af sine mange vederkvægende svadaer.  

Han betragtede ligefrem krigens komme som en tiltrængt udluftning i Europas lumre gemakker. 

Manns konservatisme er et åndeligt anliggende frem for et politisk ideal. Det politiske fordrejer og forvrænger. Ånden lyser op. Hans primære anke mod civilisationslitteratens sværmeriske demokratiseringsdrømme er da også, at det har rod i en falsk og forløjet – ja, sågar naturstridig – skinvirkelighed. Således dedikerer han et helt særskilt afsnit, ’Nogle bemærkninger om menneskelighed’, til demaskering af oplysningshumanismens hykleri og farisæiske overfladiskhed, som ikke er stort andet end smukke, tomme revolutionsparoler. »Lighed er en fingeret og kunstig tilstand«, for livet er i sin essens »hårdt, grusomt og ondt overalt og til enhver tid,« fremturer han. ’Menneskelighed’ er i den pessimistiske Manns verdenssyn et flygtigt honnørbegreb af selvherlig æsteticisme af dem, der har travlt med at udpege andre som æsteter. Dog har Manns udfald mod den demokratiske egalitarisme i sin kerne et opbyggeligt budskab – som en ode til den dunkle tyske kulturs værn mod det franske fremskridts sterile nivellering af forskelle, byrder, alvor og ansvarlighed. En impotent tilstand, der ikke tjener hverken mennesket eller kunsten, forstår man: »Kunstneren er nemlig bedst tjent med, at tilværelsens dystre og dødsensalvorlige farver ikke blegner fuldstændigt, og han ville næppe kunne stille noget op med en moralsk kastreret verden,« erklærer han som et ekko af Nietzsche.                 

Anklagerne mod tidens almindelige sødladne føleri fører Mann direkte ud i et dobbeltbundet krigsforsvar. Ja, han betragtede ligefrem krigens komme som en tiltrængt udluftning i Europas lumre gemakker. En kærkommen anledning til at trække slumrende sandheder frem i lyset. Han gør sig til krigens begejstrede besynger, men i takt med dens brutale fremadskriden modererer han, skal det dog retteligen siges, sin begejstring i en erkendelse af, at især de militærtekniske fremskridt har drevet krigsførelsen ad absurdum. Det er navnlig disse krigslystne passager i forening med den slagkraftige patriotisme, der er kilde til Betragtningernes til stadighed kontroversielle karakter – og måske endda den beklagelige grund til, at de først nu foreligger i en dansk oversættelse. 

Senere skulle Mann da også vende sig mod flere af sine i essayet forelagte synspunkter. Fra 1920’ernes begyndelse sluttede han sig til Weimarrepublikkens fremmeste forsvarere og sluttede, i hvert fald formelt set, fred med broderen Heinrich. Og endnu senere skulle den eksilerede Mann blive én af nazismens mest indædte modstandere med blandt andet sin berømte tale på det nationale forskningsbibliotek i Washington i 1945, Tyskland og tyskerne, hvor han tordnede mod et Tyskland, der var kommet på irrationalismens afveje. Men allerede i sit navnkundige essay fra 1939, Bruder Hitler, problematiserer Mann den konservative nationalisme, som på daværende tidspunkt har fået et forvrænget udtryk: »Ja, det lykkedes virkelig vor tid at forkvakle så meget: Det nationale, socialismen, myten, livsfilosofien, det irrationelle, troen, ungdommen, revolutionen og alt muligt andet.« Disse i deres udgangspunkt gode ting som i nazismens jerngreb er blevet fordærvet af politisering.  

Men gør denne senere afstandtagen så Betragtningerne mindre væsentlige at beskæftige sig med i dag? Udvisker den værdien af de indsigtsfulde og perspektivrige tanker om det konservative, som Mann ubestrideligt præsenterer her? Bestemt ikke. Det ville tværtimod være en fej uret at afskrive Et upolitisk menneskes betragtninger som en flygtig fodfejl og en falmet plet på forfatterskabet alene på grund af senere tiders pervertering af tankerne. Det er her, man finder selve essensen i hans æstetik, hans poetik om man vil, hans livs- og åndsfilosofi, som løber med usvækket kraft igennem også de senere værker; Troldomsbjerget, Doktor Faustus, Felix Krull. Thomas Manns Betragtninger er et vigtigt åndshistorisk værk, der bærer vidnesbyrd om en rådvild tid, hvor modstridende monstrøse ideologier kæmpede om overtaget – og måske kan disse viltre betragtninger tjene lutrende til indsigt i vores egen fortumlede tid.