Print artikel

Kroptimering

Artikel
05.07.17
Det fede liv, hvor man ikke skal bekymre sig om at være slank og fit, er fortid. Konkurrencestatskroppen skal ikke kun være sund og fungere, den skal også se veltrænet ud. Samtidig er danskerne federe, end nogensinde før, og dele af lægevidenskaben ønsker at gøre fedme til en sygdom.

»Be a part of the fitness revolution« står der med kæmpemæssige typer på fitnesscentrets facade. Bag de tonede ruder løber svedende mennesker på stedet, i hamsterhul og cross-trainers, og udenfor skinner solen. Det kan næsten minde om et drivhus med menneskekroppe i stedet for planter, muskelvækst i stedet for fotosyntese. Men hvorfor står de derinde og hjuler, mens en sjældent smuk sommerdag glider forbi udenfor? Hvad er det for et fænomen?

Vi lever i et motions- og kostsamfund. Fitnesscentre dukker op på det ene gadehjørne efter det andet, og ethvert medie med respekt for sig selv skriver om krop og træning. De her fem rutiner gør dig fit, Sådan træner du din mave korrekt, Spis bær og lev længere. Sommeren hedder ikke bare sommer, men bikinisæson, og den skal man træne til og spise korrekt for at passe ind i, så bildækkene ikke vælter ud, når man står der på badebroen. Det senkapitalistiske forbrugersamfund lader ikke kroppen slippe. Den skal, som så meget andet, formes, trænes, optimeres. Den går ikke fri.

Allerede Michel Foucault beskæftigede sig med kropsdisciplinering og så, at den sundhedsfremmende strategi, mange stater engagerer sig i, hvor befolkningen velmenende rådgives om sund livsstil, er en styringsteknologi. Et sundt menneske er også et produktivt menneske. Kropslig slaphed bliver gennem årelang disciplinering gjort til et individuelt problem, fordi kropslig slaphed på et kollektivt plan koster statskassen penge, både i form af sygdomsbehandling og tabt produktivitet. Den tankegang videreførte Zygmunt Bauman og beskrev i sin bog Liquid Modernity, hvordan fitnessbølgens kropsoptimering er et udtryk for forbrugersamfundets forbedringsbesættelse og jeg-kan-aldrig-få-nok-opførsel vendt indad mod individet selv. Fitness er et elastikord, det har ingen objektive komponenter på samme måde som begrebet sundhed. Sundhed kan, i det mindste i et vist omfang, måles: blodtryksværdier, vægt, kropsmassens sammensætning, fedtprocent. Fitness er noget andet og langt mere flydende. Det er en stærk krop, men hvor stærk? Fleksibel, men hvornår er man fleksibel nok? Bauman mente, at sundhed og fitness er to vidt forskellige ting, ja, ligefrem modstridende. Man bliver ikke sund af at dyrke fitness. Sundhed er at stræbe efter den menneskelige normaltilstand, at være ikke-syg. Fitness er at stræbe efter noget ekstraordinært, komme så langt væk fra det normale som muligt.

Fitness er på den måde skruen uden ende. Og foruden at se virkelig godt ud skal kroppen stadig være sund og velfungerende, så man ikke har for mange sygedage, ikke får musearm af sit kontorjob, helbredet skal stadig være robust, selvom mange jobs i dag er stillesiddende. Selvom man ikke er havnearbejder, er det trods alt ikke muligt at være en klog hjerne uden krop, som superskurken Krang fra Teenage Mutant Ninja Turtles. Kroppen skal leve op til de to F’er, den skal både være Funktionel og Flot, hvor det førhen var fint nok at have lidt for meget på sidebenene, bare kroppen virkede, som den skulle, og man holdt sig rask.

Lektor ved Aarhus Universitet med speciale i krydsfeltet mellem medicinsk antropologi og folkesundhed, Rikke Sand Andersen, ser i høj grad en tendens til, at kroppen i dag er blevet en inskriptionsflade for den enkeltes identitetsprojekt. Den er mere end funktion. Vi former kroppen som led i vores personlige image:

»Kroppen er i højere grad blevet en distinktionsmarkør end tidligere, vores krop siger i dag rigtig meget om, hvem vi er. Men det er vigtigt at huske, at det praktiseres forskelligt. Hvor det i nogle subgrupper er vigtigt at gå i fitness og have en veltrænet krop, er det i andre grupper slet ikke vigtigt. Nogle gør ligefrem modstand mod det her krav om at være veltrænet. Alligevel kan man godt tale om en overordnet tendens til, at kroppen både på det æstetiske, det funktionelle og det sundhedsmæssige plan spiller en større rolle nu. Der er simpelthen mere fokus på den.«

De absurde kropsexcesser, der får folk til at betale penge for at få lov at stå inden døre på solskinsdage og svede i en sur, gummilugtende atmosfære, er altså ikke noget, alle hopper med på. Der er opstået en bølge af såkaldt body positivity, kropspositivitet, med prominente forkæmpere som Girls-skaberen Lena Dunham, der kæmper for kropslig mangfoldighed. At alle kroppe er smukke og rigtige, tykke som tynde. I Danmark har vi oplevet en lignende bevægelse, blandt andet repræsenteret ved foreningen FedFront, hvis medlemmer kæmper for retten til at være fed uden af den grund at blive stigmatiseret. En kamp mod den fatshaming, mange med lidt meget på sidebenene oplever, og som i mange tilfælde er langt mere mainstream og socialt accepteret bredt i samfundet end racisme eller homofobi.

På bevægelsens hjemmeside står der: »Den tykke krop skal ikke længere være hovedløs baggrund for statistik i nyhedsudsendelser, vores kroppe skal ikke længere benyttes som afskrækkelsesværktøj der neddysser oprøret. FedFront skal være en vidensplatform - en måde hvorpå vi kan samle aktivister og interesserede fra hele landet i et stærkt netværk. Dette vil give os mulighed for at skabe mere opmærksomhed om den undertrykkelse som tykke udsættes for.«

De utallige sundhedsfremmende initiativer fra staten i kombination med en offentlig fitnesskult af næsten religiøst tilsnit fremkalder tydeligvis kvalme og brækfornemmelser i store dele af befolkningen. Vi er blevet stopfodret med sundhed, og vi kan ikke klemme mere ned nu. Lektor Rikke Sand Andersen deler FedFronts kritik af tendensen til at pålægge individet et kolossalt ansvar for dets egen sundhed og udseende – og vel at mærke en sundhed og et udseende, der er meget snævert defineret:

»Man kan sige, at kroppen er blevet et vigtigt produkt for konkurrencestaten, og derfor er det vigtigt at holde befolkningen sund. Det betyder så også, at sundhedsdiskursen i konkurrencestaten individualiserer nogle problemer, som egentlig er kollektive, som for eksempel stress. Man får at vide, at man bare skal løbe noget mere og spise sundere, så kommer man over det. Det, synes jeg, er et problem.«

Så vidt altså kritikken af den store stygge gulerodspisk: Spis sundere! Træn hårdere! Lev længere! Men når røgen fra FedFronts oprør har lagt sig, står vi stadig tilbage med en dansk befolkning, hvor overvægt og livsstilssygdomme er et voksende problem. Ikke bare for de offentlige kasser, men også for den enkelte, der må leve med nedslidte knæ, forhøjet blodtryk, blodpropper og type 2 diabetes. Og det virker selvfølgelig mystisk, at fedmen er eskaleret i netop de år, hvor sundhedsbølgen er rullet ind over landet. Det virker, som om vi har bevæget os mod ekstremerne: hvor folk førhen var gennemsnitligt nogenlunde slanke og sunde, er de i dag enten meget usunde og overvægtige eller ekstremt veltrænede og fitnessafhængige. Hvorfor er det sådan? Og skal man – og kan man – ændre på det?

I takt med at stadigt flere danskere bliver fede, er den medicinske forskning begyndt at interessere sig for feltet. Lægerne er kommet på banen, og de råber vagt i gevær. Det er åbenlyst, at ingen fortjener at blive udsat for fatshaming, og selvfølgelig skal folk have lov at leve det liv, de ønsker og spise usund mad, men som med så mange andre ting i livet, ved folk ikke altid, hvad der er bedst for dem. Sådan synes videnskabens svar på fedmeepidemien at lyde. Fedme bliver i højere og højere grad gjort til en sygdom, som hospitalsvæsenet har til opgave at kurere, om det så er psykiatri, kirurgiske indgreb eller diætistisk rådgivning, der skal til. Men diagnoser er aldrig neutrale og aldrig udtryk for objektive sandheder, de er definitionsvalg, lægevidenskaben træffer.

Thomas Meinert Larsen er lektor i fedmeforskning på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, og han argumenterer for, at det vil være en god ide at diagnosticere fedme som en sygdom:

»Vi er anbragt i et fedmefremmende samfund, og man kan ikke tillægge den enkelte skylden for fedme. Det er ikke mit indtryk, at der er nogen, der ønsker at blive fede. Jeg tror, det vil hjælpe flere, hvis vi bevæger os mod at betegne fedme som en sygdom, for så vil det være nemmere at få det offentlige til at afsætte flere midler til området, og det vil få flere læger til at fokusere på det egentlige problem i stedet for de afledte sygdomme som for eksempel forhøjet blodtryk eller slidgigt i knæene. Det er selvfølgelig et problem, at den stigmatisering, vi ser af fede i dag, kan blive øget, hvis man kalder det en sygdom. Men omvendt vil det også få dem, der endnu ikke er fede, til at være endnu mere opsatte på at undgå at blive det. Og samtidig er det meget vigtigt, at dem, som er kommet op i en problematisk vægtklasse, får at vide, at de ikke selv bærer skylden for deres situation, og at de bliver hjulpet til at komme ud af den.«

At betegne fedme som en sygdom indebærer imidlertid også flere udfordringer, ifølge Meinert Larsen:

»Det er klart, at hvis man vælger et skel på eksempelvis et BMI over 30, så vil man komme til at lave fejlklassificeringer. Der findes masser af mennesker med et BMI over 30, som er sunde og raske, jeg vil tro, de fleste professionelle håndboldspillere ligger deroppe, fordi de er nogle muskelbundter. Så man er nødt til at overveje, om man vil leve med en vis misklassificering. Det kunne være, man skulle sætte grænsen endnu højere, ved for eksempel et BMI på 35.«

For Thomas Meinert Larsen handler det altså om at se på hele befolkningen: Hvordan får vi minimeret fedme og de deraf følgende sygdomme for så mange mennesker som muligt? Mens antropologen Rikke Sand Andersen og FedFront er mere optagede af den stigmatisering, som overvægtige og fede mennesker udsættes for. Under de forskellige positioner ligger en uenighed om, hvorvidt fedme som sådan overhovedet er et problem. Skal vi hylde fedmens frigørende potentiale, hvor individet udtrykker sin modvilje mod at lade sig styre ved i trods at bære rundt på en omfangsrig vom, deller og kærlighedshåndtag? Eller skal vi, med lægevidenskabens sygdomsfokuserede briller på, bekæmpe fedmen, om det så skal betyde, at folk hjuler ulykkelige rundt i fitnesscentre på sommerdage, der ellers indbyder til kæmpemæssige vaffelis, rosé på terrassen og grillpølser?