Mit Syn
Fra væggen i mit nye værelse på Amager kigger hun ud. Hun er ung, men jeg ved ikke hvor ung. Der er kun hende, hun er tegnet i grå. Hun ser skræmt ud, men jeg ved ikke, om hun er det.
Buttede kinder, munden let åben, åh det lys i øjnene. Meteoren er på vej lige mod hende, og jeg forstår, hvis hun er skræmt, men det skræmmer mig, at hun nok ikke er det.
Hun er alt, hvad vi behøver at forstå, men ikke gør.
Hun minder mig om alt det, jeg gerne vil, og alt det, jeg ikke vil.
Jeg vil håbe, og jeg vil skræmmes. Jeg vil ikke rammes, jeg vil ud i verden. Jeg vil være ny, ikke forstå. Jeg vil være nysgerrig, jeg vil se måne og ikke meteor.
Hun har fulgt mig et stykke tid allerede og vil altid gøre det. Jeg vil redde hende, og jeg vil reddes af hende, men jeg vil ikke kende hende. Hun er ikke én, man kender, hun er et symbol, hun er ikke én, hun er alle. Hun er et fotografi.
Hun minder mig om fotografi. Hun er mystisk. En hemmelighed.
Hun er ikke det, jeg ser - hun er det, jeg drømmer mig til. Hun er alt det, som er uden for rammen. Alt det som kun eksisterer, fordi jeg eksisterer. Min fantasi, mine drømme, min forståelse, mine vrang
