Velfærdsstaten kan ikke give dig et lykkeligt liv

Socialforskere har gennem tiden spekuleret hovederne af led over spørgsmålet: Hvordan sikrer man frihed og orden på samme tid? Hvordan lade mennesker udfolde sig utvungent og samtidig lige være inde over og sikre sig, at de har det nogenlunde godt? Det er slet ikke nemt at være stat. Man famler rundt efter løsninger, og det er næsten umuligt at hjælpe nogen uden også at låse dem fast i rammer, de ikke har lyst til at være i. På den måde er velfærdsstaten lidt som bjørnen, der af venlighed vapper fluen væk fra mandens ansigt og kommer til at slå både flue og mand ihjel.

Eller er den karakteristik for hård? Alternativet til en universel velfærdsstat er vel værre: galopperende ulighed, sygdom og død, det rene anarki, den stærkestes ret. Det kan godt være, den danske velfærdsstat ikke er i stand til at drage nok omsorg for især de mennesker, der virkelig har brug for det, men uden velfærdsstaten ville situationen vel værre endnu mere brutal? Måske handler det om, at vi med tiden er kommet til at tro, staten kan hjælpe os med mere end de rent materielle fornødenheder. At staten så pludselig også skal sørge for kærlighed og omsorg, selvom den slags er lige lovlig meget forlangt af et politisk-administrativt system.

Der er i de senere år skrevet en række skønlitterære værker, der kredser om skyggesiderne ved den danske velfærdsstat. Bøger, der skildrer, hvordan den omsorg, velfærdsstaten er bygget til at yde, ikke altid når de mennesker, der har mest brug for den. Hvordan velfærdsstaten ikke kun repræsenterer det gode, men også er tvingende, bøvet og alt for grovmasket til at passe på sine borgere, og især de borgere, der i forvejen ikke har det godt.

Den majoritet, der har det fint, får mindst ligeså meget gavn af velfærdsstaten som de mest ressourcesvage i samfundet

Martin D. Munk er professor i sociologi på Aalborg Universitet og mener, at velfærdsstaten i udgangspunktet er en god idé med en historisk berettigelse, men at den på mange måder har taget overhånd og er blevet for indgribende på områder, hvor den ikke hører hjemme:

»Før Anden Verdenskrig levede store grupper under kummerlige forhold, og hævelsen af levestandarden er jo god nok i sig selv. Men med tiden skete der det, at folks livskvalitet i højere og højere grad blev formet gennem velfærdsstatens institutioner, der begyndte at tage sig af børnepasning, opdragelse og så videre. Samtidig blev der færre selvstændigt erhvervsdrivende. Så folk vænnede sig til at leve et liv, der var defineret af institutioner, og dermed satte man muligheden for at definere sit eget liv over styr. Man kan næsten gå så langt som til at sige, at vi har deponeret vores autonomi i institutionernes favn, og det har altså konsekvenser for vores liv.«

I debutromanen Vor tids helt beskriver Jacob Skyggebjerg, hvordan hovedpersonen Jacob bliver hentet af politiet og tvangsindlagt på en ’karantænestation’ af velfærdsmedarbejdere, som er så ligeglade, at de ikke engang kan den indlagtes navn, at han straks ved indlæggelsen bliver tilbudt ’noget beroligende’ selvom han absolut ikke opfører sig voldsomt, og de formår heller ikke at holde den ’syge’ indespærret. Han flygter uden problemer, næsten uden at have en intention om det, og den efterfølgende søgen efter ham er halvhjertet, stort set ikke-eksisterende, som en irriterende, men dybest set ligegyldig summen i baggrunden. Det er en blind og dum velfærdsstat, der slet ikke er i berøring med det liv, hovedpersonen lever. Jacob fortsætter tilværelsen i København, hvor han forsøger at skabe sig et liv. Myndighederne er hele tiden to-tre skridt bagefter. Velfærdsstaten er der, og så er den der alligevel slet ikke.

Ifølge Jacob Skyggebjerg selv er velfærdsstaten indrettet med det formål at holde folk under kontrol. Det handler mindre om livskvalitet og mere om at pacificere mulige problemskikkelser. For ham er velfærdsstaten ikke af det gode. Han har selv erfaring med dens bagsider fra en psykiatrisk dom, der danner baggrund for den beskrevne scene i Vor tids helt og er omdrejningspunktet i hans seneste bog, Hjælp. Til ATLAS fortæller han:

»Da jeg havde den dom, blev jeg hele tiden taget ud af samfundet og ud af den rolle, hvor man bidrager. Jeg fik taget min uddannelse og mit arbejde fra mig, alt blev standset. I stedet kunne jeg så få en almisse fra staten, fordi den opfattede mig, som om jeg ikke kunne noget. Den mente, at jeg ikke kunne klare mig selv og leve et normalt liv. Og det er jo velfærdsstatens i sin mest perverterede form, men det er den samme stat, vi alle sammen lever i til hverdag. Så personligt er jeg helt klart mest interesseret i, at staten holder sig væk.«

Men hvordan er det kommet så vidt, at velfærdsstaten er noget, man har lyst til at undgå? Hvordan er det endt med, at det, der skulle være så godt, kan ende med at blive oplevet som et perverst mareridt, som er en Kafka-roman værdig? Noget man flygter fra, ikke noget man søger hjælp hos, i hvert fald ikke, når man én gang har mærket statens jerngreb om sit liv. Et bud kunne være, at det skyldes, at den med tiden er drejet i en retning, hvor den majoritet, der har det fint og tjener penge nok selv, får mindst ligeså meget gavn af velfærdsstatens tilbud som de mest ressourcesvage i samfundet.

Middelklassens serviceorgan

For mange vil det nok være dybt overraskende at høre, at velfærdsstaten kan blive oplevet som en så gennemført smertepåførende indretning, som Jacob Skyggebjerg beskriver. Velfærdsstaten er da fin og god, gratis uddannelse for alle, et socialt sikkerhedsnet, sundhed og tryghed. I hvert fald set fra middelklassen, dér hvor man alligevel aldrig for alvor har brug for at trække på velfærdsstaten, hvor man aldrig for alvor hænger i nettet og er nødt til at tro på, at det vil holde. Den idé om den kærlige stat, som helt sikkert er grundtanken bag velfærdsstaten, rammer Jacob Skyggebjerg en pæl igennem. Set fra hans synspunkt er velfærdsstatsmennesket en zombie, lokket og holdt fast af en gulerod, der samtidig viser sig også at være en pisk: du er velkommen til at modtage hjælp, men så skal du også være en kastebold i vores system.

Det er slet ikke nemt at være stat

»Staten er en indhegning med bestemte regler for rigtigt og forkert. Og stort set alle i det her samfund lever efter de regler og lader sig binde, og derfor beskæftiger de sig slet ikke med at tænke selv. Og så bliver man en zombie. Men jeg har ikke lyst til at være en zombie, jeg kan ikke holde tanken ud om at skulle følge de rammer,« siger han.

Et eksempel på en sådan zombietilstand kunne være den opslugthed af internetkasinospil, som moren Lonnie glider ind i, efter hun stopper med at arbejde på fabrik, i Thomas Korsgaards debutroman Hvis der skulle komme et menneske forbi og opfølgeren En dag vil vi grine af det. Moren lider af depression og sidder fast, men velfærdsstaten er ikke noget, man søger hjælp hos. Ikke i dét miljø. Den er en fjern instans, man skiftevis frygter og brokker sig over. Romanerne beskriver en opvækst i en socialt udsat familie, hvor velfærdsstaten på trods af familiens mange problemer er karakteriseret ved at være fraværende og ikke til nogen rigtig hjælp. Bogens fortæller Tue bliver for eksempel igen og igen misforstået af lærerne i folkeskolen, ingen ser, at her er et ungt menneske, som ikke trives, og at utilpassetheden og balladen måske bare dækker over en mangel på omsorg. Velfærdsstaten er noget diffust, som man kan mærke tilstedeværelsen af, som en ubehagelig skygge et sted derude, men igen, som i Skyggebjergs romaner, uden at man rigtig kommer i berøring med den. Thomas Korsgaard forklarer:

»I mine bøger er familien præget af en frygt for, hvad de bare kalder “systemet” - herunder folkeskolen og dens lærere, eller sagsbehandlere hos kommunen. De ser slet og ret “systemet” som deres fjende, og det er nok i høj grad sådan, det opleves, når man er meget udsat, som Tue og hans familie er.«

At velfærdsstaten er en indretning, der efterhånden mest kommer de i forvejen velstillede til gode er en velkendt pointe, som blandt andre socialforskeren Erik Jørgen Hansen fremførte, da ATLAS interviewede ham i foråret 2017. Her beskrev han, at velfærdsstaten har udviklet sig til at være en leverandør af service, og serviceydelser kommer notorisk dem til gode, som bedst kan råbe op og kræve deres ret. Altimens omfordelingen af rigdom er blevet forsømt og stadig bliver det:

»Hvis indkomstfordelingen skal stige, og det er jo det element i velfærdsstaten, der ubetinget kun kommer de dårligst stillede til gode, så kan det være, man skal se på de vigtige institutioner som uddannelsessystemet og sundhedsvæsenet,« sagde Hansen dengang.

Mens middelklassens unge får gratis uddannelse, og overklassens rødvinsdrankere gratis hospitalsbehandling, kommer der loft over kontanthjælpen, mulighederne for at komme på førtidspension forværres, dagpengeperioden forkortes, og pensionsalderen bliver hævet for alle uanset beskæftigelse og uddannelsesbaggrund. Ikke så sært, at Tues familie er mistroiske over for, hvad det egentlig lige er, velfærdsstaten kan gøre for dem.

Kapitalistisk velfærdsstat?

Spørgsmålet er dog, om en større omfordeling af indkomster er midlet, der kan sikre, at børn som Tue ikke vokser op i familier, hvor omsorgen kunne lade meget tilbage at ønske. For Thomas Korsgaard er det det, manglen på penge kan føre til, der er bekymrende:

»Penge er vigtige for folk, der aldrig har nogen - og især for de børn, der vokser op med forældre, der ikke har nogen. De er de største ofre. Men den økonomiske fattigdom er især farlig, når den udvikler sig til en apati og en ligegyldighed overfor livet i det hele taget. I min bog er moren dybt deprimeret, faren truer ofte med at “jeg kan også bare hænge mig selv,” der er meget vold og endnu flere trusler om det. Den apati er en stor fare for det gode liv.«

Og det er da også selve det, at nogle mennesker bliver sat uden for fællesskabet og fortalt, at de ikke duer til det store, der ødelægger livskvaliteten. Ikke så meget ydelserne i sig selv, men det, der er forbundet med dem, stigmaet, det, de betyder for, hvordan man bliver set på af andre, og hvordan man ser på sig selv. Og det problem er velfærdsstaten ifølge Jacob Skyggebjerg ikke i stand til at løse:

»I vores samfund vil vi gerne sige, at gadefejeren han er nederst, han er ikke ligeså god som direktøren. Men nogle er jo skabt til at feje gader, og de er ikke dårligere. Problemet er, at gadefejeren eller pædagogen ikke bliver set som ligeså vigtige. Så går gadefejeren hen og bliver statsminister, og statsministeren bliver depri og begår selvmord. Sådan er det overalt. Folk bliver opfordret til at stræbe efter den her prestige, og det er på grund af den økonomi, der gennemsyrer det hele. Vi flasker folk op til at ville have penge.«

-Så velfærdsstaten er kapitalistisk, man doper folk med penge?

»Ja. En sut hedder jo en pacifier på engelsk, fordi den pacificerer. Og det her er lidt det samme,« siger Skyggebjerg.

Sociologiprofessor Martin D. Munk advarer dog mod det, der nemt kunne komme til at lyde som et ønske om en radikal afvikling af velfærdsstaten. På den måde kommer man bare til at skylle fællesskaberne ud med badevandet i bestræbelsen på at frisætte borgeren fra institutionerne. Senere års tendenser til at skære ned i velfærdsstatens tilbud og øge incitamentet til at tage et arbejde er ikke lig med frihed. Så skifter man bare den ene form for stirren sig blind på penge ud med en ny. Det er derimod de fællesskaber, vi vælger til, fordi vi har lyst, der er nøglen til det gode liv:

»Liberalisternes svar er heller ikke det rigtige. For det, at man ikke skal betale så meget i skat, og deregulering, giver ikke et individ autonomi. Det gør derimod fællesskaber. Og min pointe er, at det måske ikke er bedst, at det primært er staten, der skal definere de fællesskaber, vi er en del af, men at det med fordel kan ske i civilsamfundet og på en mere frivillig basis, hvor man ud fra livsform og af egen drift vælger det lokale fællesskab til.«

Den slags kan et system ikke sørge for. Det er det spontane, det utvungne og ikke altid så nøje planlagte, der skal til. Som Thomas Korsgaard svarer på spørgsmålet om, hvad der kan give et lykkeligt liv: »Kærlighed.«