Kan oprydderen også rydde op i Afghanistan?
Over de seneste år er én person kommet til at fremstå som den måske vigtigste person i USA’s sikkerhedspolitik, der i de seneste ti år uundgåeligt er svinget fra hovedsaligt at handle om at undgå angreb på hjemlig grund til hovedsaligt at handle om at slippe nogenlunde helskindet ud af Irak og Afghanistan.
Manden er ikke en politiker, ikke Barack Obama, ikke den lidt skarpere Hillary Clinton og heller ikke Cheney eller Rumsfeld, men derimod det amerikanske militærs Mr. Fixit, den firestjernede general David H. Petraeus.
Som en slags realpolitikkens pendant til Pulp Fictions Mr. Wolf, oprydderen, der med effektiv pragmatisme får tørret hjernemassen af bagruden og ordnet andre folks fuckups, fik Petraeus, da han overtog ansvaret for USA’s engagement i Irak i 2007, i løbet af relativ kort tid ryddet op i det rod, den amerikanske tilstedeværelse i landet havde været indtil da. Metoden var flere soldater og intensiverede militære aktioner, men først og fremmest et fait accompli med de tidligere sunni-oprørere, som både blev inviteret inden for i processen og betalt for ikke at være oprørere, men i stedet at indgå som soldater i lokale amerikansk-allie
