Rystelsen som ikke væltede Norge
OSLO – Jeg sad på mit kontor i Oslo centrum den 22. juli, ikke mere end 500 meter fra regeringskvarteret, da bomben sprang. Klokken 15.26 var jeg akkurat færdig med at lave en liste over reportageideer til resten af året og arkiverede nogle avisudklip, da jeg mærkede, at det rystede i bygningen, helt op til syvende etage, hvor jeg sad. Det hele gik så hurtigt, at jeg et øjeblik efter troede, at jeg bare bildte mig det ind, for ingen vinduer var knust.
Knust var imidlertid samtlige ruder i justitsministeriet og statsministerens kontor i regeringskvarterets ’Høyblok’, bygningen som gerningsmanden havde parkeret sin bil udenfor. De gik i stykker, sammen med vinduer i olie-og energiministeriet, nærings-og handelsministeriet, Norges Højesteret og avishuset VG. Med i købet røg broderparten af den norske uskyld, og det meste af det, som var tilbage, blev senere skudt i småstykker i sommerlejren på Utøya.
Det var en dag, som forandrede Norge. Men måse ikke så meget, som jeg troede, da jeg efter braget løb ud for at se, hvad der var sket. Jeg havde et kamera med. BBC ringede først. Jeg fortalte, hvad jeg så. Til en canadisk avis, som ringede lidt senere tilføjede jeg