Jeg har set alle Bilkaer, så du ikke behøver at gøre det

Sommerferien var ved at gå i gang, og jeg havde ingen planer. Eller jo. Jeg ville ud af DK, måske besøge eller genbesøge et tidligere østblokland, men jo mere jeg prøvede at sætte mig ind i de forskellige landes corona-bureaukratier og nationale egenlogikker, desto mindre orkede jeg turen over grænsen. Oveni var der en raffineret kampagne fra DSB, som pludselig sendte reklamer for Rejsepas i mit Instagramfeed. 

Jeg fik sådan en reklame, lige efter jeg havde været i Bilka Hundige og tænkt, at hvis den ene Bilka ikke havde tilbuddet, jeg var på jagt efter, så måtte den anden have det, for vi har to Bilkaer på Vestegnen (hvor jeg bor), endda relativt tæt på hinanden, kun et stop med S-toget, og det er sært tæt, når man tænker på Bilkaernes øvrige geografiske spredning. 

Der opstod idéen: I stedet for at rejse ud af DK så rejse med offentlig transport fra den ene Bilka til den anden, indtil jeg havde set samtlige 18 Bilkaer i landet. Jeg havde seks sammenhængende dage til turen, indtil en deadline tvang mig hjem, kunne det lade sig gøre? Og ville jeg kunne drage skarpe konklusioner om virksomheden Bilka og de mennesker, der besøger virksomheden Bilka, og få alle mulige vilde samfundserkendelser? Jeg tvivlede. Bilka er ikke eksistentiel, Bilka er convenience, det diametralt modsatte – men det kan også noget.

Inden afgang legede jeg med at inddele landet i forskellige Bilka-zoner og lavede skøn ved brug af Rejseplanen, hvor lang tid de hver især ville tage at turnere til (ca. tre Bilkaer pr. dag). Desuden meldte der sig hurtigt spørgsmål som f.eks.: Hvorfor har Falster eller Bornholm ikke en Bilka, og hvorfor har Hjørring helt oppe i Vendsyssel en Bilka uden fødevarer – bedre kendt som en A-Z – der er en Bilka, men ikke rigtigt er en Bilka, en Bilka med identitetsproblemer, men som alligevel skulle medregnes for fuld dækning.

At Bilkaerne ligger, hvor de ligger, var dog også heldigt. Yderområder var krævende, f.eks. mistænkte jeg, at turen til Esbjerg ville æde en hel dag alene, og ikke mindst enfant terrible Bilka Sønderborg var svær at placere i programmet uden at føle, at man ville tage damage. En Bilka Svaneke eller Bilka Maribo ville have tiltet tidsplanen, men selvfølgelig gjort turen mere sammenhængende, således at jeg ville komme til at se hele landet, ja, sådan at jeg efterfølgende ville kende Danevang bedre end selv den hårdeste Nordfront-type. 

Første dag i Bilka-landet

Lørdag i uge 27 så jeg således alle Bilkaer på Sjælland. Jeg behøvede ikke engang stå tidligt op takket være hovedstadsområdets glimrende offentlige transport. 

Turen startede med Bilka Hillerød, der unikt for samtlige Bilkaer er placeret midt på byens handelsstrøg. Men hvor de fleste Bilkaer er stolte af at være Bilka (vajende Bilka-flag og meterhøje bogstaver med hypermarkedets navn over samtlige indgange), er Bilka Hillerød på trods af sin centrale placering inkognito og stuvet af vejen i det mindre kønne SlotsArkaderne Shoppingcenter, således, at man ikke rigtig bemærker butikken fra strøgsiden. Måske skammer bedsteborgerne i Hillerød sig over deres hypermarked, hvem ved. Det er placeret fem minutter fra Frederiksborg Slot på gåben, men alle handler der hele tiden – selvfølgelig – Bilka Hillerød er proppet.

Lidt over en time senere stod jeg i megacenteret Field’s, hvor jeg ikke havde været i over 15 år. Jeg huskede derfor denne Bilka, og dette center, som sært afsides, nærmest tomt og klaustrofobisk med alt for få ind-/ udgange – hele området var dengang stadig ved at blive udviklet.

Bilka Field’s hedder unikt Bilka OneStop, smart, men kryptisk navn, som hverken Google eller Bilkas hjemmeside kan give en forklaring på. Indenfor var der godt med kunder, et populært sted fuldt af Kardashian-typer, og der er jo noget Dubai over Field’s arkitektur og det øvrige vanvittige byggeri så langt nede på metrolinjen. Temperaturen udenfor havde også sneget sig op på niveau, 28 grader, og centerets aircondition fungerede glimrende, så gik man ind og inspicerede de »mere end 100.000 varer«. 

Ved indgangen tog jeg et Bilka-katalog, hvad kunne man forvente? Her fra hukommelsen: en dunk olivenolie til 99 kr. og en pose KiMs chips til en 10’er – men chipsene lod til at være et fast lokketilbud.

Reelt blev det også sådan, at den ene Bilka adskilte sig meget lidt fra den anden, og samtlige tilbud gik på tværs af kædens butikker, men hvor der var mennesker involveret – f.eks. i Bilkas Bager og Deli – var der mere kreativ power, og disse to afdelinger blev også velbesøgt, da jeg havde besluttet mig for at spare tid og udelukkende leve af måltider produceret af koncernen. 

I Field’s overvejede jeg at købe et Luksusstjerneskud, i denne Bilka et ca. 30 centimeter højt tårn af alt godt fra havet (der skulle sikkert tømmes et køleskab), men gik med deres Deli 2 Go Salatbowle M/Laks til 35 kr., der, i modsætning til den faste vifte af hurtigretter/salater, faktisk smagte tilforladeligt. Og props til OneStop for at sælge østers – som den eneste Bilka på hele turen.

Alle, jeg kender, har fucking problemer 

Fra Field’s gik turen til Næstved via Nørreport. Jeg havde aldrig været i Næstved og vidste ikke, hvad jeg kunne forvente. Jeg må indrømme, jeg ikke husker ret meget fra deres Bilka, ud over at den var placeret ved Næstved Nord St. – et trinbræt udi industriområdet. 

Turen fra Bilka og ind til Næstved by står mere klar, en feel af ”Udkantsdanmark”, vilde tatoveringer, crazy hårfarver. Et par gutter gik foran mig, den ene tog et hiv af sin joint og sagde: »Min mor har problemer, min far har problemer, min bror har problemer, min søster har problemer, alle, jeg kender, har fucking problemer!«

Han skulle vide noget om problemer, tænkte jeg, der var EM, kampen DK-CZ var i gang, og der gik jeg rundt og jagtede Bilkaer i stedet for at se mine to hjemlande spille mod hinanden … Men der var perspektivet også – Bilka ka’ – hvad vil du ha’, Bilka tilbyder rammerne – i det mindste det – og jeg nåede da også at se lidt af kampen på et LG 55” OLED TV til 8.888 kr.

Fra Næstved gik turen til Slagelse via Ringsted. En kort tur med en buschauffør, der både fragtede mig frem og tilbage, og en lidt mere mindeværdig oplevelse end Næstved, da Bilka var tom, med undtagelse af typen praktisk bedstemor, der så sit snit til at have hypermarkedets tilbud for sig selv. 

Festlighederne var rykket udendørs (DK vandt), kun mannequindukkerne stod tilbage med klaphatte på hovedet og dannebrogsflag i hænderne sammen med et udvalg af alt godt til kampen, tårne af chips og dåseøl. På parkeringspladsen foran blev der brændt dæk af, og den lokale McDonald’s havde godt med gæster, det havde man udsigt til ovre fra busskuret på den anden side af hovedvejen, hvor man spiste en blomme til to kroner.

Ro og orden i Randers

Næste dag gik turen via Høje Taastrup tilbage til Ringsted. Derefter et skifte til IC-toget og herfra til min jyske base i Randers og en Airbnb, der ikke ville ruinere mig, som f.eks. en Airbnb i Aarhus ville gøre det. Lejligheden lå lidt op ad Hobrovej, med udsigt til vejens vartegn: en stor mosaikpølse midt på fortovet. Lige så snart jeg havde smidt oppakningen, fandt jeg en bus og kørte ud i Bilka Randers, kørte langt ud, helt ud af Randers var det, en tur med opstigning og udsigt over byens teknobajere og basarme. 

Udaset af turen (og varmen) bundede jeg en kold Cola Zero foran Bilka og spiste et stykke bagværksdesign fra bageren, der indeholdt 11 E-numre, mens en børnefamilie, far, mor, to børn, gik forbi i langsomt tempo og stirrede ud af øjenkrogene: Hvad sad jeg der for, på parkeringspladsen, og holdt picnic?

Denne Bilka var så gennemsnitlig, at mindet om den fortog sig, mens man var inde i den.

Og så et kærestepar, søde folk med næsen i sky, lokale hipsters med sleeves og tunneller i ørerne, den ville også være gået i København, tænkte jeg, men de havde parkeret en smart Mazda foran butikken, funklende ny, og det er der ingen hipsters i København, der har råd til. Ergo konkluderede jeg, at i Randers kunne man leve, her var stadig plads, her var også en relativt stor og velassorteret Bilka, her var sådan set alt, der fik middelklassehjulene til at dreje rundt, hvorfor smed man penge efter de københavnske boligspekulanter, når man kunne få en treværelses i Østjylland for 5000 om måneden, hvorfor, hvorfor … fordi: Når man har været i Randers i tre dage, har man set alt. Og når man har set alt, er der kun tilbage at holde af det, man ser, dvs. opretholde ro og orden.

Barndommens Bilka

Næste dag var der 2 x Bilka på etapen. Eller faktisk kun en, tænkte jeg på vej til A-Z Hjørring, den yderste bastion nordpå. At A-Z ikke er sprunget ud som en Bilka endnu (som alle andre A-Z’er), handler om de lokale købmænd vs. byens vogtere og sheriffer – Bilka vil gerne. 

Ved A-Z flagedes med andre flag, den Bilka-blå farve havde fået en mørk tone, bogstaverne var røde med hvid outline, men ellers meget genkendelig Bilka-stil, og ret outdated, A-Z-logoet emmede af 80’erne eller 90’erne, og mere var der vist ikke at sige om det. 

Jeg var sulten, fra Randers til Hjørring er der et stykke, men det var ikke her, jeg skulle få en hapser fra Deli, for der var ingen. Den indbyggede Bistro lokkede, men der krævede A-Z (og samtlige Bilkaer) negativ corona-prøve, hvis man ville være VIP med seniorparrene i loungen, og sådan en havde jeg ikke. Alternativt var der Quickfood-boden, hvor man kunne få en fransk hotdog eller diverse hurtigburgere for ingen penge, men maden så sløv ud, og jeg ville ikke risikere noget.

Imens testede en kvinde frygtløst en elscooter i indkøbsislen, og en mannequindukke lokkede med præmier, hvis man ville fortælle Bilka, hvad man tænkte om deres biks. Dette spørgeskema udfyldte jeg på vej til Aalborg – dvs. Skalborg – og dens Megabilka, som er min barndoms Bilka, og har vi ikke alle sådan en? 

Det var i Bilka Skalborg, jeg første gang smagte en hotter, det var dengang, der var smagsprøver, og mon smagsprøverne kommer igen post covid, mon afskaffelsen er en besparelse for koncernen, eller mister den ligefrem penge på det? 

Bilka Skalborg udmærker sig ved at være mega (28.000 m2 og en del af »Nordjyllands største indkøbssted«, Aalborg Storcenter, der ifølge Wiki har en omsætning på omkring 2 milliarder årligt), men også den eneste Bilka på turen, som havde selvbetjeningsområder med automatiske (fungerende) varebånd til den perfekte par-ballet. Her kunne man teamworke, den ene kunne lægge varer på båndet, den anden bippe dem ind, havde man overhovedet brug for ekspedienter længere – jeg kunne ikke få øje på nogen. 

Efter at have scannet min bon for udgang gav jeg op og købte en pulled duck-burger i Bistro, der, i modsætning til i mange andre Bilkaer, var placeret uden for indkøbsområdet. Jeg gik derefter, med fedtet hånd, hen til Falcks testtelt og fik stukket en vatpind op i næsen.

Kolde retter, varme retter

Næste dag tog jeg en tidlig bus fra Randers Regnskov, skiftede et eller andet sted, og så videre til Viborg og Viborgs nærmest centraleuropæiske kerne og rolige indbyggere. Tid til sightseeing havde jeg dog ikke, domkirken blev beundret fra hundrede meters afstand, Bilka ventede, lilleput-Bilka, den første todelte Bilka på turen, så ren og organiseret, at man skulle tro, man stod på Kongens Nytorv, nogen burde få den lønforhøjelse.

Opdelingen i nonfood til venstre for indgangen og food til højre for krævede tankearbejde, var det smart, var det ikke smart, skulle man sende den bedre halvdel ind efter cykelslanger og LED-skærme, mens den anden sikkert lige så gode halvdel shoppede fødevarer? Men hvem havde så børnene? 

På nettet stod forskellige erklæringer omkring opdelingen, nogle kunder var tilfredse, andre utilfredse, måske kræsede den todelte struktur for meget for egoisterne, der kunne ikke være tale om en total-Bilka-oplevelse, men mere målrettet shopping, man skulle jo ligesom vælge, om man ville gå efter maden eller ikke-maden, ellers gå igennem kasselinjen to gange. 

Centralt mellem de to afdelinger lå Bistro (eller Quickfood) og gav Bilka Viborg et feel af oplevelsescenter. Jeg ville ikke snyde mig selv denne gang. Havde min coronatest i lommen. Kolde retter. Varme retter. Luksus stjerneskud. Herregårdsbøf. Schnitzel. Jeg valgte retten Fiskefileter – to styk med pommes og fede citronskiver, en sort maskinkaffe til. Der sad man så med ungerne og ungernes vagtsomme bedsteforældre, og retten kom uden sovs, men stegt i frisk friture, og det var over al forventning. 

Spøgelser, støvhekse og synnejysk kagebord

Efter Viborg gik turen til Holstebro, endnu en uudforsket plet på landkortet. En af buschaufførerne havde hængt reflekterende spøgelser i snore fra bakspejlet, jeg tænkte, de symboliserede alle de fodgængere, hun havde kørt over, og hvorfor er det vigtigt? 

Bortset fra lidt mylder (tre mennesker) ved busterminalen var Holstebro øde, tom, ikke et øje, hverken i bussen eller ved indfaldsvejen omkring Bilka. Eller jo, men alle var i bil. Bussen kørte ikke til Bilka-døren (den luksus har man i samtlige andre Bilka-byer, om end nogle af busserne kun kører en gang i timen), man skulle gå igennem industriområdet og krydse en jernbanebro.

På den anden side af Bilkas roterende dør mødte man så både Lotte og Peter og Kenneth og Karen og Aisha og Ahmed og Piontek og Ludmila og alle børnene og børnebørnene, og hvad var så særligt ved denne Bilka – bortset fra at den havde sin egen pølsevogn? Intet. Denne Bilka var så gennemsnitlig, at mindet om den fortog sig, mens man var inde i den (et tegn på, at alt var, som det skulle være), og udmærkede sig kun ved at være langt væk fra offentlig transport. 

Bilka Esbjerg viste sig fra sin gode side, var flot og organiseret med brede gange, her kunne man nærmest køre rundt i bil.

På vej tilbage til Holstebro Station så jeg en sort patruljevogn, hvorfor var den sort, tænkte jeg, og hvorfor var der ingen mennesker på gaden, jeg forventede snart et par støvhekse komme susende forbi, men så så jeg en person, en ældre kvinde på fortovet, hun lå ned, tog en slapper, brugte en fyldt Bilka-pose som pude, og da jeg nærmede mig hende, kiggede hun væk. 

Turen til Sønderborg tog fire timer og fire minutter – det var sådan, det lod sig gøre, og i sidste ende gjorde det ikke lige så ondt, som jeg havde frygtet. Der blev talt tysk i kupéen, og det kom bag på mig, at Sønderborg St. var en endestation, fordi man så sjældent ser skinnerne ende. I Sønderborg var det hurtigere at gå til Bilka end at vente på en bus (lidt under en time til fods), men det gjorde ikke noget, for jeg var krøllet af turen.

Jeg må erkende, at denne Bilka var en anelse underernæret. Montren i Deli lignede noget fra et støvet museum uden fondsmidler, her lå en træt culotte og tørre bøffer »med løg« uden løg på, og de resterende hurtigmåltider lå stakket oven på hinanden og lignede noget, der var på vej videre i systemet. i Sønderborg lavede man vel hellere maden selv, tænkte jeg – her havde man stadig tiden – men ikke engang Synnejysk Kaffebord kunne man byde en træt rejsende, og den trætte rejsende havde rejst langt.

That Don’t Impress Me Much

Næste morgen sagde jeg farvel til min randrusianske Airbnb og steg på toget mod Herning. En ældre mand med lyst surferhår klædt i et nylon-joggingsæt havde taget træskoene af og hvilede fødderne på modsatte sæde, han spiste to bøtter Ben & Jerry’s med en ske, og da han havde spist isen, tog han øjenbind på og sov resten af vejen. En enlig mor holdt akkurat styr på sine unger på sædet bagved, drengen smurte torskerogn ud over bumletogets abstrakte sædebetræk.

Imens for landskabet forbi, og jeg tænkte på, om der var en fællesnævner for Bilkas klientel, et Bilka-folk, nogle gennemgående typer – måske den ældre herre med kridhvidt strithår, brune cargoshorts og Crocs, den ældre kvinde i rullestolen altid parkeret ved informationsskranken, stirrende livløst ud i luften, den fyldige mor med børnene på slæb, tights, løs kjole, håret vådt af badet, redt tilbage, simpelt og kort, måske. Jeg havde drukket tre kopper kaffe inden afgang og skulle på toilettet, toilettet var optaget, kontrolløren bankede på, bankede på igen, blev ved med at banke på, indtil der kom en ung fyr ud, der ikke kunne huske sin fødselsdato. 

Herning virkede sært konstrueret, som optegnet med lineal, ikke ét sving hele vejen til Herning Storcenter, bare lige linjer, en horisont, dette var byen, der gjorde, hvad den skulle, ledte én hurtigst muligt frem til mål. Jeg havde fart på mod storcenterets renskurede toiletter, højttalerne spillede Shania Twains That Don’t Impress Me Much. 

Hernings Bilka var mondæn, fra det ultramoderne center havde den nærmest sin egen betonallé mod indgangen, den blå Bilka-port kunne ses fra månen, og i byens ånd gjorde denne Bilka også det, den skulle, leverede en masse tilbud, en masse arbejdspladser, en masse convenience, denne Bilka var lige så Bilka-agtig som f.eks. Holstebro eller Næstved Bilka, og var det ikke, fordi også denne Bilka var todelt, ville den straks flette med alle de andre hypermarkeder, for det var begyndende svært at huske forskel.

Bilka Tilst var Bilkaen, man skulle se frem til, her var den originale Billiges Kaufhaus fra 1970.

Jeg tog et Deli Stjerneskud m. laks, det var sat ned til 25 kroner og indeholdt en sej filet, der gav Bilkas engangsbestik kamp til stregen. Frokosten blev indtaget foran Herning Station efter en kort tur ned ad gågaden, som også var lige, her hang plastikblomster fra wires over ens hoved, her var et trappetrin med ægte blomster, byen mindedes en elsket restauratør. 

Fra Herning tog jeg toget videre til Esbjerg, dvs. Gjesing St., Bilkas egen station, der var vitterligt tyve-tredive meter fra perronen til den roterende Bilka-dør.

Bilka Esbjerg viste sig fra sin gode side, var flot og organiseret med brede gange, her kunne man nærmest køre rundt i bil, og det kom ikke bag på mig, at en havneby havde flot fisk i kølemontren, et godt udvalg af f.eks. rødspætte. 

Det var tilfredsstillende at være langt væk fra alt, Esbjerg, blæsende Esbjerg, det trak stik imod forventning heller ikke tænder ud at komme dertil. Den sidste yderligger var dermed inspiceret – og jeg skyndte mig videre. Et hurtigt sprint ned ad gågaden, slalom imellem byens shoppere og flottenheimere, ned til stationen, det næste tog mod Aarhus holdt klar, og i Aarhus ventede en EM-kamp, England-Danmark, sandhedens time.

Den originale Billiges Kaufhaus

Og det VAR, hvad det VAR. Efter en enkelt overnatning i Aarhus var man videre, Bilka Tilst var Bilkaen, man skulle se frem til, her var den originale Billiges Kaufhaus fra 1970, der i starten blev lanceret som et kæmpe lager, og alle varer stod vistnok på paller, for det var ikke et supermarked, det var det bare ikke, fordi noget med loven. 

Turen fra Aarhus C til Tilst var længere, end jeg havde regnet med, hvorfor lå den Bilka dog så langt væk fra byen, en Bilka Aarhus var det næppe. Jeg så frem til en eller anden særlig adskillelse fra de andre Bilkaer, blev der taget friheder i den originale enhed, eller var det blot her, man finpudsede koncepterne?

Bilka Tilst er til kanten af de 30.000 kvadratmeter, her satte man altså en eller anden form for standard. På Bilkas hjemmeside udtrykker man ærgrelse over, at der med nuværende lovgivning ikke kan åbnes flere butikker i landet, reglerne er blevet lavet om på et tidspunkt for at undgå amerikanisering af Danmark: »Loven sætter en begrænsning på fødevarebutikker på 3.500 m2 brutto. Et Bilka-varehus kræver minimum 10.000 m2 brutto« – så begynder de opdelte Bilkaer måske at give mening.

Bilka Tilst var mere mega end Skalborg og havde søde og vågne medarbejdere. Herfra fik jeg en røget pebermakrel og en røget hvidløgsmakrel, som blev fortæret på parkeringspladsen sammen med en fino salat. Jeg havde optur over, at makrellen var frisk, men var skuffet over, at der ikke var jonglerende klovne og dresserede ulve, børneakrobater i Bilka-kostumer, noget, der adskilte Tilst fra alt det andet, men hvorfor egentlig, Bilka er Bilka af en grund, her strømlines koncepter og tilbud på lige fod med andre supermarkeder, og selvom Bilka føles lidt som et shopping-Lalandia, så er det jo først og fremmest en seriøs virksomhed. 

Bilkas østjyske rygrad

Herfra gik turen ned langs Bilkas østjyske rygrad, Horsens, Vejle, Kolding. Horsens havde den flotteste Bilka på hele turen, moderne bygning med god plads, central placering i forhold til gågaden (dog adskilt fra), ren og pæn og med gennemtænkt opdeling af vareområder, man trådte ind i bobler, blev i boblerne, trådte ud af bobler, ved makeup gik man ind i en slags walk-in-closet, i vinafdelingen havde en kreativ sjæl hængt plastikvindruer og vinranker over islen, jeg kiggede op og blev blændet af den kunstige belysning, det var ren Matrix, et øjeblik syntes jeg at kunne høre nogen tale fransk, en harmonika spille et sted i baggrunden og en varm brise ae min nakke, men det var vist nok bare noget udluftning. 

Ude foran butikken, i Bilka Horsens’ lange hall, lokkede bageren med søde sager. Jeg købte en sprød hindbærsnitte og hvad ellers, tre bidder, så røg den i skraldespanden, der skulle være plads til et Deli Bagerbrød m. æg & rejer. 

Bilka Vejle fortonede sig i anonymitet. En flot tur op ad bakken, Vejle er generelt en meget flot by med sin fjord, men Bilka? Intet at skrive hjem om, bortset fra at en mand sad på græsset ved indgangen med opknappet skovhuggerskjorte og bar mave. Han havde købt rigtigt meget papvin og pillede sig i navlen, han pillede noget ud, som han studerede, og stak fingeren ned igen, det var godt tidsfordriv. 

Derefter Bilka Kolding, der gemte sig i byens store (og afsides) Kolding Storcenter. Der var sært nok heller ingen Bilka-flag eller Bilka-skilte her, vel også et udslag af den lokale stemning. Bilka Kolding måtte være ærgerlig, tænkte jeg, over at have en Bilka af en betydelig størrelse (Google siger ca. 20.000 m2), der ikke blærede sig med at være en Bilka (på trods af, at den lå i Industrien), og jeg fik flashbacks til Hillerød, og selv buschaufføren, der fragtede mig derhen, kunne ikke svare på, om hun kørte til døren, men okay, det var hendes første arbejdsdag, og hendes kollega prikkede til hende og sagde: »Sådan noget skal du vide.«

Fordi Bilka Kolding trods manglende blær udadtil var helt okay indadtil, kunne jeg f.eks. skrive lidt om Bilkas generelle toiletforhold. De blå Bilka-kakler, der pryder varehusenes wc’er fra øst til vest og gulv til loft, og måske det smukke i cirkelbevægelsen fra indkøbet af varerne til udskillelsen af varerne, alle steder flot brugte kummer, men jeg lader det ligge, og hurtigt var jeg ude af Bilka Kolding igen. 

Jeg spiste min Deli 2 Go pastasalat m. falafel foran Kolding Station og bemærkede, at min sandalsål var glat, jeg havde trådt i en høm, og en myg åd af mit ben, mens jeg åd af pastasalaten (nul stjerner ud af seks for dette sære produkt), og så en tur op til slottet eller igen bare sådan beundring fra afstand, for toget kørte som altid om lidt.

Sidste stop, Odense

På vej tilbage til Sjælland manglede jeg blot at fjerne en enkelt knappenål fra kortet, Odense. Jeg steg af toget på Odense Banegård Center, tog derefter med bus til Rosengårdcentret, som Bilka ligger i skyggen af. 

Da jeg stod af ved Rosengårdcentret, var ryggen træt, oppakningen var tung, heldigvis lå der en Bilka-vogn ved busstoppestedet. Jeg lagde tasken i og trillede roligt hen til Bilka, præcis på samme måde, som man triller hen til centrene på Vestegnen, som om vognen er ens personlige ejendom. 

På Vestegnen har Bilka placeret Bilka-vognstativer i de omkringliggende almenboligområder, og det er nogle servicemedarbejderes tjans at opsamle vognene et par gange om ugen. Bilka tolererer altså tyveri, der med tiden er blevet til en gratis udlånsservice – og det er normalt, at folk bruger vognene til også at fragte storskrald, flytte fra bolig til bolig, beboerne har dem stående i haver og skure, det er hårdt erhvervsproletardemokratisk og okay sympatisk, at Bilka ikke deler dummebøder ud, men her anerkender hvor meget deres virksomhed fylder i folks liv.

Odense Bilkas 90’er-agtige facade med sine halvrunde glassøjler bød mig velkommen. En praktisk Bilka var det. En stor Bistro placeret bagerst i forretningen til ophold, Deli på vej mod kasselinjen, og lige inden man nåede til varebåndene det perfekte deal-hunter-snigmord, tilbudssektionens kæmpepalle med bjerge af ultranedsat tingeltangel fra Kinas bedste fabrikker. 

Det er hårdt erhvervsproletardemokratisk og okay sympatisk, at Bilka ikke deler dummebøder ud, men her anerkender hvor meget deres virksomhed fylder i folks liv.

Danmark var desuden ude af EM, nu havde man pillet klaphattene af mannequindukkerne og kørt dåsebajerne tilbage til ølafdelingen, hvad skulle Bilka nu finde på i dette posteuforiske vakuum, hvad dikterede årshjulet, hvad kunne de lokke forbrugerne med?

Det var vel noget med skolestart, snarligt highlight på penalhuse og skoletasker, men vigtigere, Bilka skulle have en af sine fødselsdage, som man på supermarkedsniveau altid fejrer i mindst en uge, og jeg ved ikke, om det kun er mig, men også gerne flere gange årligt …

Men hvad så. De fleste virksomheder er små kejsere, glade for al hyldest og parade, faktisk bruger de overraskende mange penge på hele tiden at være i centrum og skabe stemning, som om livet bare er for kedeligt i sig selv, og havde jeg en ven, der havde samme behov for fest og ballade og ikke mindst opmærksomhed, ville jeg give vedkommende en krammer og sige, at det hele nok skulle gå.

Øst vest hjemme bedst

Og så vågnede jeg på Vestegnen næste dag, træt af turen, og det skulle helst være så nemt som muligt, så jeg tog i Bilka Hundige for at shoppe en Deli Pitaplatte til 49 kr., men af en eller anden årsag havde de ikke en Deli Pitaplatte til 49 kr. – så måtte jeg tage i Bilka Ishøj.

Og det er de to bedste Bilkaer på Sjælland, Hundige og Ishøj. De er faktisk så gode, at de blev sanktioneret under lockdown, fordi det var her, at arbejderklassen handlede, og var der noget, arbejderklassen pludselig havde, så var det corona. En justering af lukketider fra politisk hold, det gjorde ondt på lokalbefolkningen, så kunne de lære det, fra klokken 23 til klokken 21, indtil smittetallet faldt. Mærkelig strategi i øvrigt. Havde regeringen udlovet et gavekort til Bilka Ishøj eller Hundige på 250 kr. for at lade sig vaccinere, ville området have den højeste vaccinationsrate i landet.

Og der var engang, Bilka Ishøj havde døgnåbent, og engang, hvor der gik rygter om, at Bilka Ishøj ville lukke, og der ville åbne en Føtex i stedet, og Bilkas lokale leder gik ud i pressen og manede rygtet i jorden, for Bilka Ishøj ejede sin egen matrikel, og hvorfor skulle de leje denne ud til en konkurrent – selvom Fødevarer & Textiler også er en del af Salling Group og egentlig: En præ-Bilka.

Bilka har meget loyale kunder på Vestegnen, for kunderne er lig med arbejdsstyrken, og det er et loop udi mikrokosmoskapitalisme. Bilka uddanner dermed en masse unge mennesker, og disse unge mennesker giver tilbage, for deres boliger er indrettet med Bilka-møbler, deres haver med Bilka-grill og -udstyr, hjemmene er malet med Bilka-vægmaling, og en indkøbsvogn hedder en Bilka-vogn, selv en indkøbsvogn fra Netto hedder en Bilka-vogn … 

Bilka Ishøj havde en okay Deli Pitaplatte til 49 kr., og så var man klar til at komme videre i teksten. Nogle dage senere sendte DSB så en sms og spurgte til, hvad man havde syntes om Rejsepasset. Måske … tænkte jeg … havde jeg udnyttet det lidt … så jeg begyndte at udfylde.

I spørgeskemaet skulle man bl.a. skrive, hvor man havde været, og hvilke transportmidler man havde benyttet sig af, og jeg gav op efter at have talt offentligt transportmiddel nr. 56, også selvom DSB lokkede med en præmie for gennemført skema, men altså, i Bilkas Plus-app, som jeg havde downloadet og installeret på min tur, vandt jeg straks – straks! – en pose slik og helt uden at gøre noget (jeg skulle faktisk kun give dem mine kortoplysninger for at få den).