Det usædvanlige menneske

Der er ikke mange digtere, der bliver breaking news med gule bjælker og store bogstaver, når de dør. Og lige så sjældent sker det for eksperimenterende filminstruktører.

Det var nu nok heller ikke, hvad der skete mandag aften, da Jørgen Leths familie via Gyldendal kunne fortælle, at han var død, 88 år gammel, og både DR og TV2 begyndte at bringe nyheden i loops og hele tiden føje mere biografi, flere kilder til. 

For hvor de fortalte, hvordan Leth debuterede som digter med Gult lys i 1962 og senest var aktuel med Zombie i år, og om hvordan han lavede en række særegne film – Det perfekte menneske fra 1967, En forårsdag i helvede fra 1976 og Jeg er levende fra 1999 – var det ved nærmere eftertanke ikke derfor, der blev kørt breaking, men fordi Leths velkendte nasale kommentering af Tour de France og om slottene, kunstnerne og ostene i regionerne, feltet kørte igennem, nåede så mange danskere og derfor forbindes med velbehag: lang sommerferie, lav puls, velvære.  

I de store fjernsynsår kunne man også høre, hvordan Leth mytologiserede rytterne og deres lidelser. Der var ikke tale om mænd på racercykler, men derimod om helgener og selvopofrelse, Jeanne d’Arc på to hjul og med tusind gear, stjerner og vandbærere og alt det dér, som så mange fandt forrygende og langt færre – herunder mig – fandt ret ulideligt. 

Men skal man tale om, hvad det er, Leth efterlader sig, så er det selvsagt en stor kunstnerisk produktion, hvor hans unikke diktion, hvor det svale og nøgterne og det storladne og episke ofte fandt sammen i hans stemme, både mundens og skriftens. 

Leth var i det hele taget en egen enhed i verden

Her er der meget at komme efter og på godt og ondt også i erindringsbogen Det uperfekte menneske fra 2010, dén med udsagnet »Jeg tager kokkens datter når jeg vil«, som vakte voldsom forargelse. Og de gange jeg siden talte med Leth, fortrød han intet. »Jeg har da noteret mig, hvem der ikke ville mig det godt«, sagde han flere gange, og hæftede sig mest ved det: Dem der var med og mod ham. 

Leth var i det hele taget en egen enhed i verden, som forekom at leve meget langt fra de skiftende identitetspolitiske strømninger i tiden, ligesom han aldrig, hverken i radio og tv eller i sine værker, rullede sig i den virkelighed, de fleste danskere lever i. Den med madpakker, Netto og onsdagssex.

Der var på den måde noget aristokratisk og på samme tid modent og barnligt over ham. Ved nyheden om hans død skrev norske Tomas Espedal på Facebook: »Et stort stykke Danmark er gått bort. Jeg skal ikke sammenligne Jørgen Leth med Dag Solstad, men de hadde noe av den samme fremtoning i senere år; det lyse halvlange hår og en stotrende gange; som om ungdom og alderdom kom i en og samme person.«

Nu er de begge døde, Solstad og Leth, og vender vi tilbage til spørgsmålet om, hvad Leth egentlig efterlader sig, hvad der vil stå tilbage, er det naturligvis kunsten og de mange timers Tour de France-kommentering. Men man kan også hævde, at det helt enestående er dét, der opstod ud af alle ordene og billederne og af alle hans temmelig ukritiske medvirkende i alverdens sammenhænge. Nemlig den helt usædvanlige figur, Leth endte som i det flade danske landskab, som ikke er set før ham og som næppe heller vil ses siden. For Leth, der til det sidste kunne ses i København med sine sneakers, lyserøde hørskjorter og flotte tørklæder, Leth som aldrig trådte ud af sit livs mange hjem og døre uden at se dashing ud, ja, han gjorde tilsyneladende det umulige: At forene det absolut elitære med det bredt folkelige.

Her var en mand, som i en film viste Andy Warhol spise en burger, og her var et menneske, som blev parodieret af Ulf Pilgaard i Cirkusrevyen. Her var en mand som lavede skrækkeligt hygge-føle-tv med Hans Pilgaard og lavede den suveræne De fem benspænd med Lars von Trier.

Spændvidden i det er tæt på ubegribelig, og selvom der bliver talt henført om Leths film og poesi i de her timer og dage, så kan man altså også mene, at det sande mesterværk, hovedværket, er det, han opnåede at blive for danskerne. Det elitært-folkelige menneske.

Det her menneske, som simpelthen ikke syntes at forstå janteloven, som spiste godt og læste internationale aviser med sin pen og notesbog ved siden af, som på mange måder lignede overvintret adel, men som samtidig havde en genert-skråsikker appel, som fik de fleste til at lytte, smile. 

Det her menneske, som var blanding af ungdom og alderdom og som på trods af danskernes ved jorden at blive-mentalitet tydeligvis var glad for at blive fejret, dyrket og feteret. Som på trods af sine eksklusive vaner og kunstsmag blev dansk fælleseje, og hvis stemme lykkeligvis kan høres og genhøres på de vidunderlige albums med trioen Vi Sidder Bare Her, hvor han improviserede over genstande, tilstande og fænomener. Her fra nummeret Efterår fra 2016, hvor Leth var 79 år, som fortjener det sidste ord, nu hvor hans vinter er kommet: »Nej, nej, nej, når efteråret kommer, så er det der/Og så udvikler det sig den vej, og ingen anden vej.«