De overfuldmægtige og de ikke-valgte politikere
I december 1973 blev jeg medlem af Folketinget – og indtrådte i såvel Folketingets som regeringens interne skatteudvalg. I Folketinget var der en sekretær til at betjene udvalget, der var Folketingets mest travle. Nogle gange var der en til, når det gik hedest til. Sekretæren var samtidig sekretær for flere andre udvalg.
Da jeg sidst var formand for folketingets skatteudvalg i 2000, var der tre sekretærer, der kun havde skatte- og afgiftsudvalget, og vi havde mindre at lave i forhold til 1973.
I 1973 var der ingen spindoktorer – politikerne klarede selv kontakten til medierne. Der var ingen sekretærer tilknyttet det enkelte folketingsmedlem. Der var en skrivestue, hvor vi kunne få hjælp, når der var for mange breve, der skulle besvares.
I dag er der så mange ansatte i folketinget, i partierne, på rådhusene og i ministeriet, der betjener politikerne og ødelægger den direkte kontakt til journalister og vælgerne.
I 1973 var der rigtige politikere. Der var landmanden, arbejderen, direktøren, fagforeningsformanden, skolelæreren, detailhandleren og mange andre, der repræsenterede den danske befolkning, og som hvilede i sig selv. Jeg kunne remse snesevis af n