Her er dit værn mod vold, her er dit sværd
Der har været meget palaver om den såkaldte åndelige oprustning på det seneste. Det er jo egentlig dejligt, når debatten for en gangs skyld handler om andet end kampen om fordeling af ressourcer i velfærdsstaten, men det har været bemærkelsesværdigt at følge, hvor usikker grund samtalen har fundet sted på. For hvad taler vi egentlig om, når vi taler om ånd?
Vi kan vel alle blive enige om, at det handler om noget ikke-fysisk. Det er ikke noget med penge, pensionsordninger og problemer med antallet af parkeringspladser i København. Og det er heller ikke noget om antallet af kanoner og kampfly vi kan sætte ind mod dem, der vil os det ondt. Det er jo helt almindelig oprustning.
Heldigvis kan vi ringe til kunstnerne og filosofferne, der netop beskæftiger sig al den slags.
Billedkunstneren Filip Vest har i dette nummer skrevet et essay om kunstens vilkår i en tid fyldt med modløshed. Men, skriver Vest, det er netop i en tid, hvor det kan være svært at bevare sin menneskelighed, at det er vigtigt at tro på kunsten: »For troen på kunsten er også troen på noget, der er større end os selv. På vores kritiske sans, på empatien, kærligheden, poesien, på vigtigheden i at mødes og bruge noget tid sammen i et rum. På at blive ved og ved med at stille spørgsmål og finde på nye måder at besvare dem på.«
Kulturlivet lider mere end politikerne er klar over. Stort set alle mennesker beskæftiget i kulturlivet er en del af en uværdig kamp om alt for små midler. Det kunne man fikse med et pennestrøg fra politisk hold. Den anden og sværere del, er, at det lader til, at markedet for kulturprodukter ikke svarer til de varer, der kommer ud. Hvordan gør vi kulturlivet en større del af flere menneskers liv? Måske er bøgerne og teaterstykkerne bare ikke gode nok? Ellers også er de, men formidlingen af kunstens værdi er ikke stærk nok. Det kunne man nok også gøre noget ved med et langt sejt træk, men mon ikke det også ville kræve nogle statslige midler? Måske de 100 milliarder, der er blevet allokeret til den militære oprustning, kunne få følgeskab af bare en lille bitte milliard til åndslivet.
Her på bladet vil vi gerne stå ved, at når vi taler om ånd, så taler vi om humanisme. I den allerbredeste forstand. Det handler om troen på menneskets værd og dermed en indbygget ret i hvert eneste menneske til at leve et frit liv. Det vil selvfølgelig sige, at demokratiet er den eneste rigtige styreform, for det er den eneste, der respekterer den tro og dermed sikrer det enkelte menneske den værdighed, der er i at have selvbestemmelse. Men humanisme handler også om rigtigt meget andet end vores styreform. Det handler også om, hvordan vi forstår os selv som mennesker. Hvem er vi? Hvad kan vi? Og hvad tør vi håbe på? Vi skal kende os selv for at kunne kæmpe for os selv.
Måske er du ligesom os bekymret for fremtiden. Måske spørger du, som nordmanden Nordahl Grieg gjorde i 1936, hvor bekymringen for fascismens fremmarch fyldte alt hos humanistisk sindede mennesker, Hvad skal jeg kæmpe med? Hvad er mit våben? Heldigvis indeholder det berømte digt og senere sang Kringsatt av fiender også en del af svaret. For udover de militære våben som vi tydeligvis ikke kommer udenom og som Grieg også selv tyede til, da Norge blev besat af nazisterne, så skrev han: »Her er dit vern mot vold, her er dit sverd: troen på livet vårt, menneskets verd.« Læg mærke til det kolon.
KG
