Det starter socialrealistisk og ender i småborgerskab tilsat en mængde magisk realisme

Ud af det blå skriver en bekendt til mig på Instagram, at hun er ved at læse billedkunstneren og forfatteren Christian Vinds rejsedagbog Udtog fra 2016.  

»Er det den, hvor han cykler rundt på Lolland?« spørger jeg uvidende.  

»Nej, i Udtog er han helt ude i Europa«, lyder svaret.  

En måned senere er hun der igen: »Nu har jeg også læst Lolland-trilogien i min Christian Vind-binge. Jeg er fan.« 

Cirka samtidig spørger Atlas-redaktionen i en sms, om jeg vil skrive et portræt af Lolland-Falster »med inddragelse af« Christian Vinds Lolland-trilogi. Ja, for fanden! Det føles prædestineret, skæbnebestemt, jeg har jo allerede Christian Vind inde på lystavlen. Jeg kan ikke takke nej og gør det gudskelov heller ikke, for Vinds bog (I, II og III er udgivet i en samlet tryksag) viser sig at være et nydelsesfuldt bekendtskab: Tre gange i løbet af tre år rejser Vind til Lolland, og hver gang samler han indtryk og nedfælder tanker, mens han interagerer sporadisk med lokalbefolkningen.  

»Cykler ved titiden langs kysten til rundkørslen nær broen i hård modvind så ad Nystedvej mod Fuglsang. Grønne roemarker. Fladt, åbent landskab brudt af levende hegn. Stynede piletræer, som på en tegning af Storm P. Jeg elsker det«; »Af uransagelige grunde har ingen anden landsdel end Lolland-Falster bevaret så mange ung- og højgotiske korbuekrucifikser. Jo længere sydpå man kommer, jo flere torturerede smertemænd«; »På værtshuset Annes Bodega i hovedgaden er de grundet øgede energipriser forårsaget af krigen i Ukraine begyndt at tage entre. Jeg drikker i stedet et par øl på Café Cosmo på hjørnet af Østergade, men taler ikke med nogen. Bartenderen, der skulle have taget vagten, er ikke mødt ind, hører jeg, med begrundelsen, ‘at hun ikke orkede mennesker i dag’.« 

Christian Vind beskriver med nørdet autoritet den menneskeskabte æstetik, han opsøger eller støder på i det lollandske, og han gør det uden en lang forklarende indkøring og iscenesættelse. Allerede på første side er han i gang med at undersøge og aflæse sine omgivelser, og han har end ikke forladt Storkøbenhavn! 

Den første af hans tre Lollands-rejser er dateret d. 17.-20. november 2020. Mærkeligt nok var det nøjagtig samme uge, jeg selv opdagede Lolland-Falster. Jeg var blevet hvirvlet dertil af en række tilfældigheder, som jeg vil tilskrive det morads af omstillingsprocesser, der for mange af os fulgte i kølvandet på coronapandemien. Pludselig stod jeg der bare.  

Den er alt det, jeg synes Falster er. Den starter socialrealistisk og ender i småborgerskab tilsat en mængde magisk realisme. 

Lolland-Falster var kold og mørk og våd, men under omstændighederne også eksotisk og dragende. Blot seks uger senere var jeg impulskøber på det falsterske boligmarked. Jeg havde erhvervet mig en såkaldt fleksbolig ikke langt fra den lettere ramponerede, fraflytningsramte købstad Stubbekøbing. 

I den første tid var det hele meget fremmedartet for mig. Falster mindede mig ikke om andre steder, jeg kendte. Landskabet var fladere, og så snart man forlod hovedvejnettet, blev infrastrukturen rå, nogle steder næsten brutal. Når jeg var i København og ville visualisere Falster, så jeg hele tiden for mit indre blik den sidste vej, jeg kører ind på, inden jeg når frem til mit hus:  

Jeg drejer fra i en lille landsby, der på papiret har fire stavelser, men som de lokale (ligesom det er tilfældet med alle andre stednavne på Lolland-Falster) insisterer på at udtale med én stavelse. På de første par hundrede meters vej virker alt ‘normalt’. På den ene side en mark, på den anden en række parcelhuse med påmonterede udestuer. 

Så, nu sker der noget. En stigning, en markant stigning, og bedst som hjernen og kroppen har belavet sig på, at nu går det op ad bakke, tager vejen et skarpt sving til venstre. Stigning og sving, se det for dig, mærk det i mellemgulvet. Det er svært at orientere sig, man håber på det bedste. Det er så her, det går op for en, at vejen ikke er afmærket. Der er hverken striber på midten eller i siderne. Asfalt, rabat og marker glider sammen. Efter godt 150 meter, hvor modkørende biler synes at dukke ud af ingenting som hvepse på sukkerjagt, jævner vejen sig ud. Men kun for straks at tage en voldsom drejning til den modsatte side. Kurven er endeløs, og hvis man kører hurtigere end 70 km/t, sætter accelerationskræfterne, G-påvirkningen, ind; blodet søger ned i benene, mens vitale organer forsøger at presse sig ud gennem skelettets ribben. Det bliver ved og ved. 

Til gengæld er landskabet fladt og himlen høj, og ude i horisonten glider forskellige fysiske elementer ind i synsfeltet fra højre. Først en grusgrav og så, længere ude, en grøn bakke, der virker for stejl til ikke at være lavet af mennesker. Øverst på højderyggen er der en lille hvid prik. Det må være en – man skal lidt tættere på for at… – er det en? Ja, det er en simpel, hvidmalet træstol, hvorfra udsigten over Nordøstfalsters åbne vidder må være olympisk. Vejen går tæt forbi bakken med stolen og slynger sig dramatisk gennem terrænet. Et hus med en mærkelig tilbygning her, en gammel udpint gård der, men først og fremmest furede marker på ganske få konventionelle landmænds hænder. 

Og pludselig: en række mere eller mindre afrakkede huse på begge sider, et sumpet gadekær, en kat, en lille, firkantet have med træer klippet som puddelhunde. Så et stykke med bart, så en hvidkalket kirke, der virker alt for stor og velholdt til det her sted. Et par kilometer senere, mellem en enklave af huse, som udgør, hvad der må formodes at være et mikrosamfund med den obligatoriske landsbytosse eller olding og måske en fleksboligejer fra hovedstadsområdet, kommer en mand gående midt på vejen. På skulderen har han en stor blå papegøje, og både mand og papegøje glor på en med et ligegyldigt blik, mens man triller forbi med nedrullet vindue og kæbe. Det, der er eksotisk og fremmedartet for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden. 

Vejen er 10 kilometer lang, og som om den ikke allerede har det hele, munder den ud i skov, havn, strand og Østersøen. Den er alt det, jeg synes Falster er. Den starter socialrealistisk og ender i småborgerskab tilsat en mængde magisk realisme. Den ydmyge stol på bakken symboliserer lokalbefolkningens på en og samme tid selvudslettende og majestætisk-stolte mistro over for myndigheder og autoriteter. På Falster og Lolland var bønderne i gamle dage fæstebønder. Man arbejdede for de mange fine herremænd. Landsdelen (særligt Lolland) er plastret til med herregårde, og efterkommere af den gamle adel besidder alt for store jordarealer. Det er, som om forne tiders hyperhierarkiske samfundsstruktur stadig optager en plads i folks bevidsthed. 

Jeg vil ikke gå længere ind i det her, den konfliktorienterede læser kan selv google det.  

I sin trilogi bevæger Christian Vind sig hovedsageligt rundt på Lolland. Jeg er jo på Falster. Lolland betræder jeg oftest, når jeg krydser Kong Frederik den IX’s Bro for enten at tage på Fuglsang Kunstmuseum eller købe stort ind i Guldborgsundcentret. Hvor Christian Vind er mest optaget af, som forlaget Antipyrine formulerer det, at »søge billeder« – dvs. »personlige erindringsglimt, indtryk, lys og skygge, som han finder, efterhånden som han kommer frem og farer vild i ruiner, kilometersten og transformatorstationer, på et hjemsøgt hotel, i marinemalerier og i skalakunst« – er jeg måske endt med at bruge energien på at få en fornemmelse af menneskerne, den lokale folkesjæl. Der er nogle modhager på spil, noget no bullshit, som det har vist sig, at jeg godt kan lide. 

Mine første møder med falstringerne var møder, der slet ikke fandt sted. De forrige ejere havde boet i huset i 56 år, så det var naturligvis ikke gået folk i lokalområdets næse forbi, at der var flyttet nogle nye hoveder ind. Men selv når folk lejlighedsvis passerede med deres hunde lige ude på vejen, lod de, som om de ikke bemærkede os. Først da jeg begyndte at anråbe eller ligefrem løbe efter dem, stoppede de og engagerede sig i en snak. Det gav sådan set god mening. Det er bedre at lade den fremmede tage den første kontakt, så man ikke virker for opsøgende eller for forhippet på socialt samkvem. Fra da af var de lokale imødekommende, og de fleste samtaler sluttede med, at folk spurgte: »Og hvornår flytter I så rigtigt herned?« Underforstået: Hvorfor bo i København, når man kan bo på Falster? 

Kommunerne Guldborgsund og Lolland, som til sammen dækker det, vi på landsplan kender som Lolland-Falster, er dog ikke ligefrem landets mest velhavende. Der er sociale udfordringer, og kommunerne har haft deres imageproblemer. Jeg vil ikke gå længere ind i det her, den konfliktorienterede læser kan selv google det. 

Som jeg tror jeg nævnte længere tilbage, så havde jeg ikke noget forhold til regionen inden Covid-19. Lolland-Falster var helt sort på mit Danmarkskort. Og jeg troede ikke, at der var noget nævneværdigt kunst- og kulturliv. Der tog jeg fejl, og jeg skammer mig en smule over min manglende indsigt i det regionale kulturlandskab. 

En af de første ting, jeg undersøgte, da jeg ankom, var, om der boede nogle store klassiske komponister på Lolland-Falster – altså nulevende, i dag. Komponister er der noget storladent over. Jeg henvendte mig af en eller anden grund til Allan Gravgaard Madsen, som i visse miljøer er kendt under navnet ‘Speaker-Allan’, og som selv er en stor komponist.

Det fløj ud af Speaker-Allan, at »den berømte Ole Buck« jo boede på Lolland. Speaker-Allan kunne have stoppet der og overladt researchfasen til mig, men det var, som om alene tanken om Ole Buck løftede hans humør. I hvert fald gav han mig en indføring i Bucks levnedsforløb frit efter hukommelsen: Født 1945, opvokset i Københavns Sydhavn, ekstremt talentfuld – så talentfuld, at legenden Per Nørgård gav ham gratis privatundervisning. Så søgte Buck ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han blev afvist ved optagelsesprøven. Det syntes Per Nørgård var noget pis, han var rasende. I protest opsagde Nørgård sin stilling på konservatoriet i København og flyttede hele sin kompositionsklasse til Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Her søgte Ole Buck ind og blev optaget uden problemer samme år, 1965, og fik både Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holmgreen som undervisere.  

Speaker-Allan fortalte, at Buck ikke har komponeret synderligt mange værker, men at dem, han havde hørt, alle var interessante alene takket være instrumentsammensætningerne og de klangfarver, der kommer ud af det. 

Jeg har endnu til gode at møde Ole Buck. Han bor helt u’e i Nakskov, som vi siger på Falster, men jeg har ofte lyttet til de af hans værker, der ligger på Spotify, når jeg kører sydover og lige skal have en dosis Sydhavsøerne inden ankomsten. Fiori di ghiaccio er god om vinteren, A Tree kan man nuppe om foråret, og No 1 Summer og No 2 Autumn fra Landscapes (1996) ville jeg lytte til henholdsvis om sommeren og efteråret. Buck har skrevet Lolland-Falster-inspireret musik til det klassiske Ensemble Storstrøm, som er støttet af Kulturregion Storstrøm og hjemmehørende i Guldborgsund Kommune. 

Det, der er eksotisk og fremmedartet for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden. 

Inde på Komponistbasens opslag om Ole Buck er der et citat af en unavngiven dirigent: »Ole Buck komponerer som et barn, der leger med farver.« Jeg synes, at citatet passer godt til Lolland-Falsters kollektive psyke. Et barn, der leger med farver, er ikke bundet af en masse regler og normer, men gør med farverne, hvad der synes rigtigst i øjeblikket.

Det handler ikke om fandenivoldskhed eller følelser, der er ude af kontrol. Det handler om spontanitet og frimodighed. Ligesom børn ikke bør finde sig i hvad som helst, gider lolliker og falstringer ikke stå model til alt muligt crap. Det er en sund indstilling. Af samme grund mener jeg, at Lolland og Falster er stedet at bosætte sig, hvis man for eksempel er kunstner og føler, at storbyen er blevet for hæsblæsende, for zombieagtig, for snærende, for gentrificeret, for homogen eller simpelthen for dyr. 

Jeg kommer ret meget i Stubbekøbing. Man kan med en vis ret kalde Stubbekøbing Nordøstfalsters hovedstad. Stubbekøbing er også Lolland-Falsters svar på San Francisco. Det er en gammel kuperet købstad med egen havn, der har set bedre dage. Den har været nede i møget, helt nede at vende, men nu begynder det lige så stille at gå den anden vej igen (ligesom for San Francisco).

Jeg har hørt, at det er den by i Guldborgsund Kommune, som sidste år havde procentvis flest tilflyttere i forhold til antal indbyggere. Borgerne i Stubbekøbing er noget for sig. Jeg har studeret dem på havnen, på biblioteket, i Netto og på Facebook. De elsker deres by, og lige nu arbejder lokale kræfter på at redde byens bevaringsværdige, men nedrivningstruede gamle vandtårn. 

For nogle år siden var den kendte arkitekturrevser Peter Olesen i Stubbekøbing. Han var der for at ‘anmelde’ byen i Kristeligt Dagblad, og han kunne ikke lide, hvad han så. Byen var »udpint«, skrev han – udpint og »misrøgtet«. Hovedgaden Vestergade lignede »jeg ved ikke hvad« og var »lige til en depression«. På en navngiven butik hang baldakinerne »uklædeligt«, og flere steder, hvor gardinerne ikke var trukket for, »glor man direkte ind i mistrøstigheden og forladtheden«. Der var »virkelig behov for nogen til at rydde op«, for skribenten havde »ikke set værre med mine ellers kritiske øjne«. 

Peter Olesen, der modtog Gyldendals Faglitterære Pris i 2013, havde en hel masse holdninger til Stubbekøbing, men til gengæld kneb det med argumentationen. Det skyldtes muligvis, at Olesen i Stubbekøbing var uden for sin faglige komfortzone; han ‘så’ byen, men gjorde sig ingen anstrengelser for at forstå den. Den var gal, det kunne han se, og »nogen« burde gøre noget.

Man kan med en vis ret kalde Stubbekøbing Nordøstfalsters hovedstad. Stubbekøbing er også Lolland-Falsters svar på San Francisco.

Jeg talte en dag med en pensioneret bagermester i byen. Han fortalte, at der af og til var en kraftig blæst i hovedgaden. En dag havde vinden taget fat i den store metalkringle, som han havde hængende på facaden, og skubbet den op, så den hang omvendt med bunden opad. Byens ‘facaderåd’ opdagede miseren og aflagde bagermesteren en visit. Kringlen måtte ikke hænge sådan, lød befalingen, den skulle på plads i en fart. Men det gad bagermesteren ikke finde sig i. Ingen skulle fortælle ham, hvordan hans kringle skulle hænge. Hvis det var vigtigt for facaderådets medlemmer, var de velkomne til at hente en stige og fikse problemet selv. Det gjorde de ikke.  

»Hvor længe hang den så på hovedet?« spurgte jeg. 

»Åh, det gjorde den vel i to-tre år,« sagde bagermesteren. 

»Hvordan kom den på plads?« 

»Vinden tog den igen ned.« 

På en af de sidste sider i Christian Vinds Lolland-trilogi nævner han pludselig den tjekkiske forfatter Franz Kafka. Det viser sig, at Kafka besøgte Falster i sommeren 1914. Det var nyt for mig, og det var og også nyt for de falstringer, jeg fortalte det til. Falster bliver ved med at overraske.  Kafka kørte i hestevogn fra Væggerløse til det daværende Marielyst Badehotel – en tur på under fem kilometer, som i dag ville have ført ham tæt forbi en rimelig kedelig Rema 1000. Men allerede dengang var Kafka uimponeret. »Et fortvivlende første indtryk af det ensomme sted, det elendige hus, den dårlige mad uden frugt og grønt,« skrev han i sin dagbog d. 28. juli 1914. Til vennen Max Brod skrev han, at omklædningskabinen var »ubekvem«, at badebroen var »kummerlig«, og at stranden var »temmelig øde« og »fyldt med tang«. Det lyder ærligt talt lidt som Peter Olesen?  

Forskellen er, at Kafka ikke ønskede, at hans dagbøger skulle offentliggøres. Han var bare en ung mand, der var rimelig muggen – og hverken høj i hatten eller opmærksomhedssøgende. Falstringerne ville kunne lide ham. Nogle ville måske endda være fans.