De rationelt irrationelle vælgere

Han tænker så det knager, men hvordan kommer han frem til hvem han skal stemme på?

Analyse

18.12.12

Der kan påvises en sammenhæng mellem uddannelsesniveau, og sandsynligheden for at man vil stemme på en populistisk kandidat. I takt med at borgerne bliver mere oplyste, skulle man tro, at lande ville vælge bedre politikere. Hvorfor er det så ikke nødvendigvis tilfældet og hvordan sikrer man, at ens stemme vægter så tungt som muligt?

Morten F Byskov

I kølvandet på det amerikanske præsidentvalg kunne man læse en masse mere eller mindre interessante analyser og statistiker: Ved at vise hvem, som stemte på hvem og hvorfor skulle valgets udfald forklares.

En af de mere kontroversielle statistiker, fremlagt af den amerikanske videnskabsmand Neil deGrasse Tyson, søgte at påvise en sammenhæng mellem vælgernes uddannelsesgrad og deres tilhørsforhold til den ene eller anden kandidat. Således kunne man læse, at ni ud af de ti delstater med lavest procentdel af universitetsuddannede indbyggere havde stemt på den republikanske kandidat Mitt Romney. Omvendt vandt Barack Obama de ti højstuddannede delstater.

Konklusionen var intuitivt åbenlys: Kun uuddannede ville kunne finde på at stemme på de tåbeligt populistiske værdier Romney stod for, mens uddannede vælgere skulle være mere tolerante og åbentsindede. Derfor ville de selvfølgelig stemme på Obamas progressive politikker.

Nu blev præsidentvalget godt nok ikke afgjort af uddannede kontra uuddannede, men af demografien. Ifølge flere analyser var Romney ikke i stand til at tiltrække minoritetsstemmerne og måtte derfor sætte sin lid til de hvide kernevælgere. Ikke desto