De hurtige ånder og den svigefulde solidaritet

Der er oprør i luften! I hovedværket Oprøreren skriver Albert Camus: »Jeg gør oprør, altså er vi«. Bedst som flest troede, at oprør eller revolte, og andre kollektive modstandsformer, ja måske sågar revolution, hørte til i historiens arkiver står de frem med nyvunden aktualitet og betydning. Tahrirpladsen, Los Indignados, Zucotti Park, Occupy-X.

For Camus er problemet frem for alt; samhørigheden mellem oprøreren og øvrigheden. Som sin ven Jean-Paul Sartre var han optaget af den intellektuelles rolle, især hvad angår dennes potentielle solidaritet med dem, de aldrig kan blive lig med. Dem de taler på vegne af, eller hvis sag de forsvarer. Det kom til et vedvarende brud, da Camus begyndte at stille skarpt på forholdet mellem den intellektuelle og dennes menighed af kommunistiske revolutionære. Sartre kunne ikke genkende sig selv som folkeforfører og nihilistisk instigator. Men foreløbigt; oprøret har et følgefænomen, der sjældent udebliver, og her tænkes uden videre på mobiliseringen af de intellektuelle.

Min hensigt er her at forskyde det fokus, og undersøge, ganske foreløbigt og langt fra tilstrækkeligt, den formodede solidaritet mellem den vestlig