Byder fremtiden stadig på fremskridt?

»No future for you, no future for you

No future, no future for me«

Sådan lyder slutningen på Sex Pistols' punk-klassiker No Future fra 1977.

Dengang var punken et symbol på en nedgangsforestilling, hvor der rumsterede en stemning af krise og pessimisme. Forestillingen om fremtiden var deterministisk: der er ingen. Men konturerne af punkens fremtidspessimisme synes at have trængt ind i Vestens politiske bevidsthed.

»Lige nu hersker der en følelse af endelighed ude i samfundet. En kritisk følelse af, at det hele snart er forbi,« fortæller den britiske professor i politologi på London School of Economics, Jonathan White, der sidste år udgav bogen In the Long Run.

»Vi lever i en tid, hvor det føles som, at det moderne repræsentative demokrati og dets institutioner er for kortsigtet, og at de ikke er i stand til at håndtere fremtidens problemer,« siger Jonathan White og tilføjer:

»I sidste ende er det et spørgsmål om magt og kontrol. Når du føler, at du ikke er i kontrol, så ender nutiden med at føles som et ekstraordinært kritisk moment.«

Krisestemningen kan ifølge professoren spores på tværs af hele det politiske spektrum: fra de venstreorienteredes bekymringer om klimakrisen og ulighed til højrefløjens kulturelle frygt for multikulturalismen. Og på tværs af fløjene er der en generel frygt for, hvad kunstig intelligens vil gøre ved samfundet. Alle har en følelse af krise, men den politiske diagnose varierer.

Jonathan Whites beskrivelse af udbredelsen af en krisestemning taler også godt ind i den generelle pessimistiske sensibilitet, der hersker i Europa. Lige nu vrimler det med diagnoser om, at demokratiet er i krise i Europa: indefra i form af højrepopulismens fremtog og udefra grundet USA’s demokratiske deroute.

Danmark er heller ikke undtaget. For nylig viste en analyse, at 31% af danskerne ikke er tilfredse med måden, demokratiet fungerer på. Skepsissen krystalliserer sig især hos Generation Z. Her viser et studie, at kun halvdelen af generationen i Frankrig og Spanien mener, at demokrati er den bedste styreform.

Men demokratiet vil altid være til forhandling og i debat med befolkningen om, hvorvidt det leverer det, den ønsker. På mange måder vil demokratiet egentlig altid være i en slags krise. Det smarte er, at demokratiet kan korrigere sig selv.

Dét, der ikke virker lige nu, kan fikses i fremtiden. Hvis vi er utilfredse med regeringen, så kan vi artikulere vores frustrationer ved at stemme dem ud til næste valg. Et eksempel på det er, hvordan DF’s jordskredsvalg i 2015 har medført, at en stram udlændingepolitik nu er blevet mainstream - helt fra SF til LA.

Men ifølge Jonathan White hviler tanken om demokratiets selvkorrigering på, at vi tror på, at fremtiden er åben. Men den tanke udfordrer den udbredte krisestemning.

»Det repræsentative demokrati har brug for, at borgerne tror på idéen om, at det kan korrigere for, hvad der ikke fungerer lige nu. Vi har brug for at se nutiden som et moment i et større kontinuum, hvor fremtiden ses som et åbent sted, og hvor man kan handle og skabe forandring. Hvis demokratiet ikke har en åben fremtid, så bliver alt, hvad der er galt i nutiden, uudholdeligt. Hvorfor skulle du engagere dig i langsigtede projekter og idéer, hvis du ikke tror på, at fremtiden er åben?«

Modgiften til den demokratiske fremtidspessimisme findes i det tunge, kollektive slid inde i det institutionelle maskinrum.

Men i et demokrati er konflikt helt centralt, hvor der kan være forskellige opfattelser af, hvordan fremtiden skal se ud. Er nutidens konflikter blevet for eksistentielle i politisk forstand?

»Det, tror jeg, er rigtigt. Konflikt i politik er godt, men hvis følelsen eller bevidstheden efter et tabt valg er, at resultatet er endeligt, at nu er der ingen vej tilbage, så bliver demokratiet meningsløst. Og dette skaber et rum for den ekstreme højrefløj, som bedst reagerer på en sådan situation ved at se mere på fortiden end fremtiden.«

Jonathan White har et venligt blik. Men når han taler, bliver hans øjenbryn sammentrukne, hvilket giver hans ellers blide øjne og britiske dialekt en vis alvorlighed.

Og hans tanker om, at vi måske har mistet troen på fremtiden som et formbart rum, hvor vi kan handle, synes også at være et alvorligt brud med modernitetens fortælling om fremtiden. For gennem moderniteten har vi i Vesten oplevet ubegribelige fremskridt: Vi har behersket naturen, der har resulteret i en overflod af energi, øget levestandard og ekstrem vækst, vi har etableret en frugtbar landbrugsproduktion, der har brødfødt milliarder, og den medicinske videnskab har med sine opfindelser forlænget vores levetid med årtier.

Selvom der også findes en mere kritisk udlægning af moderniteten, som klimakrisen kun gør mere overbevisende, synes de fleste at have internaliseret modernitetens forventning om, at fremtiden byder på fremskridt. At fremtiden i sidste ende vil indebære, at ens børn vil få det bedre end en selv. At fremtiden er åben og formbar for os.

Men lige nu udfordres den fortælling. På tværs af 19 lande såsom Japan, Frankrig, Italien, Holland og Canada tror i gennemsnit 70 procent forældre, at deres børn vil blive stillet økonomisk dårligere end dem selv.

Vi er blevet fremtidspessimister. Men hvordan er vi nået herhen? Forklaringen kan findes mange steder. Men ifølge Jonathan White finder vi en central forklaring i det politiske partis udvikling og deroute fra det 19. til det 21. århundrede.

»En måde at tænke på det politiske parti i det 19. århundrede var, at det var et sted, hvor man kollektivt organiserede idéer og visioner om fremtiden. Dengang begyndte partier at organisere sig kollektivt forankret i ideologier som socialisme og liberalisme, hvor de begyndte at skrive manifester. Manifestet symboliserede en vision om en bedre fremtid, og at partiet var den aktør, som skulle anskaffe det. På den måde viste partierne, at der her eksisterede et projekt, der var større end individet.«

På den måde blev partiet en intellektuel syntese, der samlede dem, der ville bekæmpe nutidens problemer og dem, der ville skabe et helt nyt samfund. Men i løbet af det 20. og 21. århundrede begynder udviklingen dog at gå ned ad bakke, hvilket kommer til udtryk i partiernes manifester. »Manifesterne udvikler sig til at handle mindre om samfundsvisioner om fremtiden. I stedet bliver det til en indkøbsliste over de ting, som man vil gøre i den næste valgperiode,« fortæller Jonathan White.

Vi mobiliserer og protesterer fysisk og digitalt som ind i helvede over ulighed, klima, politivold, racisme med videre, men de strukturelle politiske forandringer udebliver.

Manifesterne er dog bare én brik i en større politisk afinstitutionalisering. I Danmark har de traditionelle magtpartier mistet medlemmer i flere årtier.  I 1960 havde Socialdemokratiet 259.459 medlemmer - i 2023 28.349. I samme tidsrum er Venstre gået fra 192.629 til 21.278 medlemmer. Og i Europa stoler kun 22 procent af befolkningen på partiet som institution - modsat stoler 67,3% på politiet.

Derudover har støtten til anti-establishment partier i Europa været stigende siden 1960’erne. Tendensen blev tydeliggjort til seneste kommunalvalg, hvor både Venstre og Socialdemokratiet gik tilbage sammenlignet med forrige kommunalvalg.

Sagt på en anden måde: Det traditionelle parti er blevet en kortsigtet og truet organisme, som borgerne ikke har den store tillid til og i stigende grad vælger fra til valg. Når nogle af samfundets bærende strukturer for kollektiv organisering og tænkning svækkes, så fører det ifølge Jonathan White til toneangivende patologier:

»Når folk i større grad mangler måder at organisere sig på kollektivt, så ender de med at blive mere kortsigtet i deres syn på samfundet«. Han tilføjer, at manglen især har en klassemæssig slagside:

»Dette forstærkes af udviklingen af platformøkonomier, som har skabt prekære arbejdsvilkår for rigtig mange mennesker. Hvis man har flere forskellige prekære jobs, har man ikke tid til at reflektere over fremtiden sammenlignet med andre, som har sikre og velbetalte jobs. Man er opslugt af nødvendighed, opslugt af nutiden. Og jo svagere partiet og andre kollektive organisationer bliver, jo mere prisgivet står de prekære borgere overfor neoliberalismens kræfter.«

En slags ondskabsfuld feedback-cyklus åbenbarer og formerer sig i den politiske horisont: hvis social lighed er fundamental for, at borgere, specielt dem i de lavere klasser, kan artikulere en forestilling om fremtiden, så er det de politiske partier, der har magten, som skal skabe det. Men vores engagement i og tillid til partierne er kritisk lave, og i mellemtiden kan et større økonomisk projekt mod mere social lighed heller ikke opfattes som et særligt kortsigtet - og dermed attraktivt - projekt at engagere sig i politisk.

Når mainstream-politik taber terræn, er det politiske engagement nødt til at finde andre kanaler. Her kan de revitaliserede sociale bevægelser tilbyde et alternativ. De seneste 15 år synes de politiske vibrationer især at ligge her med bevægelser som Occupy Wall Street og 15-M. De senere år har MeToo, Black Lives Matter og klima- og propalæstinensiske bevægelser i højere grad været de toneangivende skikkelser ude på gaden.

Men ifølge Jonathan White skal vi være påpasselige med at nære for stor tiltro til, at de sociale bevægelser kan overtage det politiske engagement, som partierne har formøblet.

»Vi har naturligvis brug for sociale bevægelser. Men traditionelt set har de det med at organisere sig omkring én specifik sag - eksempelvis omkring klimaet eller ulighed. Det gør, at de ikke er lige så holdbare på langt sigt sammenlignet med partiet. Det, som vi har brug for lige nu, er på kontinuerlig vis at forbinde en masse af nutidens frustrationer og arbejde med dem i fremtiden, og her synes partiet at tilbyde en mere vedvarende struktur end sociale bevægelser.«

Whites tanker får mig til at tænke på den belgiske idéhistoriker Anton Jägers populære bog Hyperpolitik. Jägers centrale pointe er, at vi lige nu befinder os i en tid med massiv politisering og lav socialisering.

Med andre ord: vi mobiliserer og protesterer fysisk og digitalt som ind i helvede over ulighed, klima, politivold, racisme med videre, men de strukturelle politiske forandringer udebliver. Engagementet kan ikke konsolideres og blive til forandring.

Betyder det, at sociale bevægelser som aktører måske ender med at svække partiet, som er indehaver af den reelle politiske magt?

Ikke nødvendigvis, hvis du spørger Jonathan White. »Sociale bevægelser og partier behøver ikke nødvendigvis at ses som modsætninger. Bevægelser kan institutionaliseres og blive til partier, hvilket Zohran Mamdanis demokratisk socialistiske bevægelse har fået succes med til borgmestervalget i New York.«

Men en afgørende udfordring for demokratiets kollektive forankring er, at partiernes centralisering af magten kan hindre deres egen evne til folkelig mobilisering.

»Et centralt problem er, at partierne er erobret af ledere, som tænker kortsigtet og på at blive genvalgt, hvorimod partiets bredere bagland tænker mere idealistisk og langsigtet. En potentiel løsning kunne være at demokratisere partiets struktur, hvilket måske kan få reduceret afstanden mellem partiets bagland og lederen,« siger Jonathan White.

»Men jeg siger alt det her med en bevidsthed om, at der er nogle grundlæggende samfundsændringer, der går imod det. Vi lever i en tidsalder, hvor partilederen bliver mere autonom. Det skyldes ikke blot partiets institutionelle design, men i høj grad også de digitale medier, som har gjort, at politik generelt er blevet mere personbåret, og politikerne kan derfor tilegne sig politisk magt uafhængigt fra deres parti,« siger Joanthan White og antyder, at modgiften til den demokratiske fremtidspessimisme findes i det tunge, kollektive slid inde i det institutionelle maskinrum.