Print artikel

»Vi er nødt til at anerkende, at vi har brug for migranter«

"Plastikhavet" i Almería. Foto: Wikimedia Commons.
Reportage
21.12.25
At migration er et onde, er en holdning, der findes over hele det politiske spektrum i det meste af Europa, og er nærmere blevet en vedtaget kendsgerning end et emne, man overhovedet diskuterer. Bortset fra i Spanien, der ikke blot praktiserer en mere lempelig tilgang til migranter, men har valgt at anskue de mange asylansøgere som en mulighed for økonomisk vækst.

Den højredrejning, der i øjeblikket præger langt det meste af Europa, har gjort Danmark til et foregangsland. I hvert fald når det gælder migrationspolitik. Det kunne man for nyligt læse i en artikel i The New York Times. Den danske model, vi har praktiseret de sidste ti år, lige siden flygtningestrømmen fra Syrien i 2015, og som har til formål at gøre livet for asylansøgere så besværligt som overhovedet muligt, har inspireret andre lande til at anlægge en lignende strategi.

Det særlige ved den danske model er, at den ikke er et højrefløjsprojekt. Det er i lige så høj grad venstrefløjen i form af Socialdemokratiet, der har omfavnet en politik, der skal få det at ankomme til Danmark som asylansøger til at føles som en straf. Danmark fik international kritik for smykkeloven, som blev indført i 2016, der giver myndighederne ret til at konfiskere værdigenstande og kontanter fra flygtninge og asylansøgere, hvis værdien overstiger 10.000 kr. – en lov, som Socialdemokratiet stemte for at vedtage.

De danske udrejsecentre og forholdene her, er også blevet kritiseret i udenlandske medier og sammenlignet med fængsler. Men trods kritikken har strategien virket, lyder det i The New York Times, færre søger asyl i Danmark end i de fleste andre europæiske lande, og nu har Storbritannien præsenteret en plan, der åbenlyst er inspireret af den danske model og låner flere elementer herfra. Danmark, et migrationspolitisk foregangsland.

Mens det meste af Europa følger Danmarks eksempel, eller noget, der ligner, har man i et enkelt EU-land valgt en helt anden strategi. Den spanske premierminister Pedro Sánchez beskrev i september i et interview til The Guardian, hvordan migration både bør ses som en mulighed og som en moralsk pligt.

En udtalelse, der kan føles helt chokerende at læse, eftersom den hårde retorik, der knytter sig til indvandring i både dansk og international politik, efterhånden er blevet grundtonen i debatten. Når Sánchez, der tilhører det socialdemokratiske parti Partido Socialista Obrero Español, siger, som han gør, så skyldes det, at Spanien gennem en længere periode har praktiseret en håndtering af det stadigt stigende antal asylansøgere på en måde, der står næsten i direkte kontrast til den danske model. I stedet for at føre en politik, der skal skræmme flygtninge og migranter væk, satser de på at bygge deres økonomi op omkring migrantarbejdere.

»Spanierne ved udmærket, at deres personlige liv såvel som landets økonomi afhænger af migranter.«

Der er noget skørt ved, at den spanske model synes så radikal. For den demografiske udfordring, der præger hele Europa - faldende fødselsrater og en gennemsnitsalder, der stiger markant - gør det nødvendigt at tænke ud af boksen. Så hvorfor ikke se det som en mulighed, at mange mennesker drømmer om at flytte hertil for at arbejde?

I rigmandskvarteret Salamanca, få minutters gang fra Retiroparken, ligger én ud af de i alt 19 VIPS-restauranter, man kan finde i det centrale Madrid. VIPS er en spansk/mexicansk restaurantkæde, der serverer mad fra alle verdenshjørner, og da jeg sætter min indenfor på restauranten en øsende regnvejrsfredag i november, kan jeg ikke helt finde ud af, hvad stedet forsøger at signalere. Er det et sted, kontorfolk der arbejder på dyre adresser mødes med forretningsinteresser over en let frokost, eller er det, som det ligger her i indgangen til et center, en fastfoodkæde?

Alt er rødt, og over bordene hænger Verner Panthons flower pot-lamper. Der er plads til flere hundrede mennesker herinde, her ser helt futuristisk ud med de røde vægge og hvælvede lofter med metallister og led-lys, der giver stedet et tegneserieagtigt rumstationsudtryk. På restauranten er der flere tjenere end gæster, og de ser alle ud til at have utroligt travlt. De har øresnegl i øret og headset på, de pisker rundt og taler til hinanden, men stopper næsten ikke ved gæsternes borde, inden de tager en ordre, det klarer de nærmest i forbifarten. Det er ærgerligt, for min plan var ellers at falde i snak med en af servitricerne.

VIPS er en af de kæder, der har benyttet sig af et særligt system, som muliggør, at virksomheder på en meget organiseret måde og gennem de spanske myndigheder kan hyre flere hundrede migrantarbejdere på samme tid, der ønsker et visum i Spanien.

Gennem forskellige kanaler kan VIPS og andre virksomheder få fragtet migranter hertil i store grupper, som alle bliver ansat på samme tid og får arbejdstilladelse, forklarer sociolog og forsker ved Universidad Complutense de Madrid Claudia Finotelli mig, da vi mødes et par dage forinden på en café i et kulturhus, der også ligger i Salamanca, få minutters gang væk fra den VIPS, jeg besøger senere.

»Rekrutteringskanalerne fungerer på den måde, at en kommission med repræsentanter fra den spanske regering, samt repræsentanter fra forskellige fagforeninger og de virksomheder, det benytter sig af systemet, hvert år beslutter, hvor mange migranter der hvert år skal rekrutteres for at sikre et stabilt arbejdsmarked.«

I 2024 blev 22.000 migranter rekrutteret gennem systemet, der i Spanien kaldes Contingente. Det lyder måske som en del, men i virkeligheden er det relativt få migranter, der finder arbejde gennem de store, kollektive rekrutteringskanaler.

»Mellem 2022 og 2024 skabte Spanien 5.2 millioner nye stillinger. 75% af de stillinger er blevet besat af udlændinge eller folk med dobbelt statsborgerskab,« fortæller hun.

Claudia Finotellis forskningsområde er migration og statsborgerskab med særligt fokus på de sydeuropæiske landes forskellige tilgange til emnet. Og, siger hun, der er ingen tvivl om, at Spaniens holdning til migranter adskiller sig fra det øvrige Europa.

»Det skyldes blandt andet, at det er udtalt i den offentlige debat, at betingelserne for vores økonomiske vækst hviler på migrantarbejdere. Der er ingen, der benægter det. Når præsidenten siger, at vi skylder migranterne æren for vores økonomiske vækst, så er der ikke en eneste, der vil forsøge at argumentere mod den påstand.«

Med et jobmarked, der efterspørger migrantarbejdere, og et rekrutteringssystem, der er mere organiseret og velfungerende end noget, man ser i resten af Europa, er opskriften på en mere pragmatisk tilgang til migrantarbejdere relativt simpel:

»Folk fra en hel masse lande kan komme til Spanien uden VISA for at arbejde. Det gælder særligt lande i Latinamerika, fordi de kan sproget i forvejen. Folk kommer hertil som asylansøgere eller humanitære flygtninge, og må begynde at arbejde lige med det samme, selvom deres ansøgninger er under behandling. Man har også adgang til uddannelse og sundhedspleje, også selvom man ikke har en opholdstilladelse endnu,« fortæller Claudia Finotelli.

Det er en EU-lovgivning, der tillader, at de fleste latinamerikanere er visumfrie. Det betyder, at vi i Danmark i princippet kunne gøre det samme.

På VIPS forsøger jeg stadig at komme i kontakt med en tjener. Overfor mig hænger et fladskærms-tv, der zoomer ind på forskellige retter, man kan finde på menukortet: Red velvet pandekager med flødeskum, trøffelburgere, poke bowls, gyoza, tacos, kroketter, et hav af obskure desserter, menukortet synes uendeligt.

Det er velklædte, voksne mennesker, der spiser her, ved bordet ved siden af mit slutter to ældre mænd deres måltid af med en espresso, ved bordet overfor sidder fire kvinder med opsat hår og i lange kjoler, de har lige bestilt en treretters menu. Selv drikker jeg en lille øl, menukortet blev simpelthen for overvældende, og tjeneren misforstod også min ordre, fordi hun ikke både kunne tyde mit gebrokne spansk og samtidig lytte til det, der foregik i hendes i øresnegl. Blandt de mange rigtige tjenere kører også et par robottjenere rundt, de kommer heldigvis ikke hen til mig.

Som antallet af asylansøgere vil stige, mens vores egen demografi udfordres og flere sektorer er pressede i manglen på arbejdskraft, er det helt nødvendigt at ændre vores blik på migration

Jeg drikker øllen langsomt, mens jeg forsøger at få øjenkontakt med en servitrice. Det lykkes først, da jeg beder om regningen, eller lykkes og lykkes, regningen bliver smidt så hurtigt på mit bord, at jeg må råbe efter den unge kvinde, der lagde den der:

Undskyld, taler du engelsk?

Hun smiler og gestikulerer med fingrene:

»En lille smule. Jeg boede i London, før jeg boede her.«

Hun stopper op, vender tilbage til mit bord, og smiler venligt til mig. Jeg forklarer hende mit ærinde, at jeg er journalist, og at jeg har hørt, at VIPS er et sted, der har baseret deres økonomi på migrantarbejdere. Da jeg begynder at fortælle begynder hendes øjne at flakke, hun spørger skeptisk ind til, hvor jeg kommer fra, og fortæller mig, at hun har travlt. Det har hun måske også, i hvert fald gider hun ikke tale om det emne længere. Mens hun bakker væk fra bordet igen, spørger jeg, om det passer?

»Ja,« svarer hun. »I hvert fald 20 af de tjenere, der er på arbejde i dag, er migrantarbejdere fra Latinamerika, der er kommet hertil på den måde.« 

Hun er selv en af dem, fortæller hun. 20 af tjenerne, det må være stort set alle, der er på arbejde.

Jeg vil spørge mere ind, men hun trækker undskyldende på skuldrene og skynder sig væk, så jeg betaler regningen og går.

Jeg ved ikke, hvordan min tjeners oplevelse med de spanske myndigheder har været, jeg kender ikke hendes bevæggrunde for at flytte hertil, jeg ved ikke engang, hvilket land, hun kommer fra, jeg ved ikke, om hun er tilfreds med sin situation. Men også i Spanien kan tilværelsen som migrantarbejder se ud på mange måder, og selvom den spanske tilgang til migration af internationale medier beskrives som ”åben” og ”pragmatisk”, er det ikke ensbetydende med, at det er en bekymringsløs tilværelse for dem, der rejser hertil for at bo og arbejde.

En ting er at være latinamerikansk migrantarbejder, der langer røde pandekager over disken på VIPS, og er kommet hertil på lovlig vis i et samarbejde mellem vedkommendes hjemlands regering og de spanske myndigheder. En anden ting er at komme fra Vestafrika eller Marokko og flygte over middelhavet og, hvis man er heldig, få arbejde i en af de drivhusbyer i Almería i Sydspanien, det område, der kaldes ”Plastikhavet”, hvor der produceres frugt og grønt til hele Europa. Her både arbejder og bor migrantarbejderne under ulovlige forhold, der blandt andet af The Guardian sammenlignes med slumkvarterer, mens de tjener langt under mindstelønnen.

Flygter man fra Afrika over middelhavet, er man lige så sortlistet i Spanien, som i resten af Europa på grund af EU's visumregler. Her er der ingen ”pragmatisk tilgang”. Kommer man fra et spansktalende land i Latinamerika, til gengæld, tilbydes man en række fordele og muligheder, der sjældent ses for migrantarbejdere andre steder.

Forskelsbehandlingen fra myndighedernes side er til at tage og føle på, sådan er det, men, forklarer Claudia Finotelli, det skyldes altså primært, at Spanien er nødt til at følge EU-reglerne. Og så har den positive retorik, Spanien praktiserer når det kommer til migranter og asylansøgere, medvirket til, at spanierne selv er positivt stemte overfor migranter.

»De nyeste undersøgelser viser, at den spanske befolkning er bemærkelsesværdigt mere tolerante overfor migranter end i de fleste andre europæiske lande. Der er lille præference til latinamerikanske migranter, men den er virkelig lille. Spanierne ved udmærket, at deres personlige liv såvel som landets økonomi afhænger af migranter.«

Men, påpeger Claudia Finotelli, selvfølgelig vil der altid være en uligevægt. Uanset hvor meget de bureaukratiske processer om opholdstilladelse simplificeres, uanset hvor mange goder, man tilbyder asylansøgere og migrantarbejdere, så vil der altid være en skævvridning i hvilke jobs, der er tilgængelige for migranter. Man kommer ikke hertil og stiger i graderne, man bruger ikke sin lægeuddannelse her, man kommer for at tage de jobs, spanierne ikke selv vil have.

Det spanske system er ikke uden fejl og mangler, det er ikke paradis på jord for alle, der ønsker at bo der, men, mener Claudia Finotelli, EU burde alligevel tage ved lære af den spanske retorik og de muligheder, landet tilbyder migrantarbejdere. For som antallet af asylansøgere vil stige, mens vores egen demografi udfordres og flere sektorer er pressede i manglen på arbejdskraft, er det helt nødvendigt at ændre vores blik på migration.

»Vi er nødt til at anerkende, at vi har brug for migranter. Vi er nødt til at behandle migration som en mulighed.« 

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.