Åbne pladser

De store, åbne pladser i hjertet af verdens metropoler har i nyere tids historie flere gange udgjort en art af folkerevolutionernes frihedsplatforme. Bastillepladsen i Paris 1789, Alexanderplatz i Berlin 1848, Den Himmelske Fredsplads i Beijing 1989 for blot at nævne nogle få af de pladser, der i tre revolutionsår indtoges af større folkemasser. Om muligt vil 2011 i endnu højere grad end disse revolutionsår blive husket som året, hvor millioner af mennesker verden over fyldte en lang række pladser til bristepunktet. Tahrir-pladsen i Kairo, Puerta del Sol i Madrid, Kikar Hamedina-pladsen i Tel Aviv, og igen er listen meget længere. Hvad er det ved storbyers åbne pladser, der gør, at enorme menneskemasser på et givet historisk tidspunkt drages imod dem?

Magtens monumenter        

På grund af de mange komplekse facetter ved de omtalte begivenheder kan der sandsynligvis gives flere svar. Der findes dog et kort, indlysende svar, som det er muligt at uddybe uden at udelukke andre mulige forklaringer og under bevaring af det komplekse ved anliggendet: De fleste af verdens metropoler er konstrueret omkring magtcentre, hvis åbne pladser udgør enorme rum for