Livet er opadstigende
Man kan undre sig over, hvordan den omstændighed, at Homers Odysséen endnu en gang fortælles, i det hele taget kan lade en debat opstå her tusindvis af år efter. Men at det, der – sammen med Iliaden – normalt betragtes som vesterlandets første fortælling, endnu ikke er fortalt færdig og stadig kan vække refleksiv resonans, er måske ikke så underligt, hvis man kigger på det homeriske epos’ stærke præg af almengyldighed.
Odysséen er nemlig et særligt eksemplarisk tilfælde af det almene og universelle. Den fortæller om det bestandige i mennesket, gældende alle steder og til alle tider. Men hvad er det, der gør Odysséen til en ’gældende’ fortælling?
En af vor egen tids både ligeledes største fortællere og dygtigste vindshviskere, Bob Dylan, kunne end ikke have undsluppet den skæbnesvangre vind, som blæste Odysseus ud af kurs. Dylan ved ellers en ting eller to om, hvad vinden ved.
Og hvad vinden ved, ved vi alle. Ligesom biblioteker og natur er vinden en emblematisk repræsentant for det radikalt kommunitariske, dvs. det for alle alment og lige gældende. Vinden er imellem os, og den er det, der er mellem os. Når svaret således blæser i vind
