Istanbul kan blive fremtidens Berlin
Hærgede, gamle betonblokke i sarte pastelfarver står tæt ned gennem de snoede gader i det bakkede landskab. Imellem dem titter ældre træhuse frem side om side med nyere, moderne højhusbyggerier. Små købmandsforretninger, en moské, en tankstation, et par restauranter og et hav af antikvitetsforretninger og små vintage-shops fylder gadens nederste plan, mens små balkoner med tyrkiske tæpper og vasketøj stikker frem over hovedet på en. En svag lugt af havvand blandes med duften af mad fra restauranterne, som omkranser de mange, små gallerier, der udgør kernen i Istanbuls kreative miljø.
Både det moderne kunstmuseum »Istanbul Modern« og den såkaldte »Istanbul Art Walk«, som guider turisterne rundt til samtlige af de mange gallerier i området, ligger placeret her. Midt i den moderne kunstscenes centrum i Istanbul. Tophane – også kaldet »Istanbuls Soho«. Den moderne kunstscene i Istanbul er blomstret kraftigt gennem de seneste år, og nye gallerier dukker konstant op, indeholdende alt fra nye, ukendte, tyrkiske kunstnere til store internationale navne. Gülsün Karamustafa er en af de moderne, tyrkiske kunstnere, der i disse år er med til at flytte grænser for tyrk