Svigtede børn og inkompetente borgere
Første gang jeg hørte den amerikanske Harvard-professor Robert Putnam fortælle om sin idylliske middelklasseopvækst i Port Clinton i 1950'erne og om David, Kayla, Laureen, Elijah og alle de andre unge, var i 2014 på Aarhus Universitet i forbindelse med det årlige MatchPoint seminar. Putnam fortalte levende om det mulighedernes Amerika, der i hans optik udvikler sig i en helt forkert retning. De rige bliver rigere, de fattige fattigere og middelklassen skrumper ind.
Putnam er en formidabel formidler. Også i Our Kids: The American Dream in Crisis anvender han det greb, at han levendegør kold statistik og tørre data med fortællinger om menneskeskæbner, der både rører og berører.
Den ulighed, Putnam ser, er ikke af den legitime slags, som er beskrevet af blandt andre John Rawls. Den øgede ulighed, der moralsk kan forsvares, er den ulighed, der ganske vist øger skellene i samfundet, men samtidig indebærer, at de fattigste får flere ressourcer og bedre muligheder. Den dårlige ulighed gør det stik modsatte. Den gør de fattige endnu fattigere og indskrænker deres muligheder, og det går i særlig grad ud over børnene.
Putnam beskriver sin egen opvækst i 1950'erne
