Et evolutionært syn på verden

»Hvorledes Mennesket og ›dets‹ hjerne - eller rettere: hjernen og dets menneske - måtte se ud i det øjeblik, hvor de forlod planeten for bestandig, meldte historien intet om«.

Med dette citat indleder filosoffen Jean-Francois Lyotard sit lille skrift En postmoderne fabel fra 1991 (da.: 1993). Citatet udgør slutningsordene i fablen, som omhandler de ca. 8-9 milliarder år fra vort solsystems opståen til dets afslutning med solens slukning. Lige nu er vi sådan ca. midtvejs. Lyotard forestiller sig (optimistisk?) at der til den tid vil være en eller anden form for menneskelig aktivitet, måske i form af robotter udstyret med forbedrede menneskehjerner, som gennem mange tusinde år vil have forberedt sig på flugten fra jorden og den galakse den tilhører.

Udover at han behandler et erkendt og uomgængeligt aspekt ved vor kosmologiske situation (den udbrændte sol), hvad kan så være meningen med at fremmane et så syret fremtidsperspektiv? En tolkning - som jeg her vil tilslutte mig - kan være, at han vil gøre os opmærksomme på vor indkapsling i en verden underlagt en aldrig afsluttende evolution. Hvis vi blot tilnærmelsesvis vil forstå vor nuværende situa