Vesten undervurderer Mellemøstens sekulære
Sune Haugbølle er ikke nødt til at tænke sig om, før tallet kommer ud.
»Den sidste bog, der blev skrevet om den arabiske venstrefløj, kom i 1976. Det år jeg blev født,« konstaterer han ret hurtigt efter at have sat sig til rette på en fuldstændig tom Frederiksberg-café en iskold hverdagsformiddag.
Senere i år råder han selv bod på manglen med et opdateret værk om den mellemøstlige venstrefløj, baseret på to konferencer i Libanon, samtidig med at feltet opprioriteres kraftigt med et nyt center på RUC, SIME – Secular Ideology in the Middle East – der skal studere sekularisme i regionen, ledet af den tidligere adjunkt fra Københavns Universitet, og som starter med en offentlig rundbordssamtale i dag på RUC.
Men for mange i kulturpessimistiske sofaer, kontorstole og ministertaburetter kommer det akademiske værk og centeret måske en postgang for sent. Chancen for en sekulær bølge af forandring, for en åben og foranderlig borgerlig offentlig i den muslimske verden synes at have passeret. Den åbnede sig et kort øjeblik med de arabiske opstande, dansede spektakulært henover scenen og forsvandt igen, før nogen havde haft en rigtig chance for at se, hvordan den så ud,