Tre nødder om morgenen

Sådan her skulle det have været: Vi ville ankomme til togstationen i Guilin i det sydlige Kina i god tid. Vi ville stå på toget mod Beijing, finde vores pladser og hurtigt falde i snak med vores indfødte medpassagerer. Vi ville spise nudler og drikke the, inden vi ville finde risvinen frem for at sidde til langt ud på natten i det lille, larmende rum mellem vognene og lytte til en af kineserne synge vemodige sange om sin hjemegn så langt væk. Det ville selvfølgelig være på kinesisk, så ret beset ville jeg ikke kunne forstå, hvad han sang, men når jeg hørte det, ville der ikke være nogen tvivl. En af dem ville for eksempel helt sikkert handle om hans gamle mor. Hun var så god så god, og smuk som bjergene i Yangshuo. Men ak, det gik hende ilde. Ak.

Og sidst på natten, i de sidste timer inden vi ankom til Beijing, og hvor alle andre var gået i seng, ville jeg sidde tilbage med en vis, gammel kineser med hvidt skæg ned over mundvigene. Og han ville lære mig ikke så lidt om livet, mens vi delte hans the, og solopgangen fløj forbi udenfor, og måske ville jeg, som den første hvide mand nogensinde, få overdraget opskriften på hans families helt særlige bryg, der var gået i arv fra