En løftet pegefinger til en visuelt røvsyg verden
Parterapi på Statens Museum for Kunst er en storslået udstilling. Armbevægelserne er store, og jeg havde ikke forventet andet. Jeg har fulgt de fire duoer, der udstiller, siden de startede, og lige så snart det kunne lade sig give sig, har de slået ud med armene.
Alle otte kunstnere er kvinder i halvtredserne, og det præger udstillingen ret åbenlyst. For eksempel i måden som tekstiler og beklædning er integreret i mange af værkerne på en måde, som ville have været ret utænkeligt før denne generation trådte frem. Det er kroppen som tekstilet refererer til, huden som lærred og omvendt, og ikke så meget den klassiske opfattelse af tekstilet som medium for kvindelig husflid. Måske til den sociale krop, hvis begær er anderledes end den individuelle krop.
De er egentlig rimelig forskellige i deres kunst, men når de bliver sammenstillet på denne måde, bliver en række ligheder, og hvad man måske kunne kalde generationsfælleskaber, ret tydelige. Der er noget grundliggende kraft’edmig over dem, kombineret med en tilsvarende omsorgsfuldhed. En tilgang til verden, der ikke er ængstelig, men tværtimod modig og insisterende. Når man tænker på hvilken form for rimelig hård
