Agitation for alle aktivt drømmende
Det var en af Danmarks væsentligste digtere, vi mistede sidste år, da Marianne Larsen døde i en alder af 74.
Selv har jeg læst hende, siden jeg som studerende gik ind i et antikvariat i Aarhus og blev tiltalt af en digtsamling med den herligt konfrontatoriske titel Hvem er fjenden? og den mest inkarnerede 70’er- genrebetegnelse, jeg kan mindes at have set: »Klassepoesi«.
Det var litteratur fra dengang, hvor et digt – som i den lidt tidligere Fællessprog fra 1975 – kunne slutte med ordene: »de arbejdende masser vil befri sig selv«.
Den unge Marianne Larsen (1951-2025) var politisk utopist, men utopien blev ikke indfriet. De arbejdende masser befriede ikke sig selv. Og med årene blev hendes digte mindre konfrontatoriske og til gengæld mere finurlige.
Mindre konfrontatoriske, ja, men ikke apolitiske og ikke ikke-utopiske. Utopierne drejede sig bare ikke længere så meget om, hvad digtet så, som hvordan digtet så. Den sene Marianne Larsen arbejdede med at betragte verden med barnlig troskyldighed, at spørgejørgensk sanse verden ubundet af voksen logik – at undre sig over, at man en dugvåd morgen i september tilfældigvis er
