Nostalgi for raske drenge

Mon ikke de fleste, der har afdøde, læsende bedsteforældre og ikke kan få det over sit hjerte at køre bogkasser på genbrugspladsen, har en lille hyldemeters Rifbjerg stående et sted? Det har jeg i hvert fald. Og selvom jeg har læst en del af bøgerne, kommer jeg aldrig i nærheden af de over 150, Store Klaus nåede at udgive. Hvis jeg kun har tid til en brøkdel, hvilke skal jeg så egentlig vælge?

Det spørgsmål stiller man nok også sig selv inde på Gyldendal. Rifbjerg er blevet degraderet fra den obligatoriske til den frivillige del af gymnasiekanonen, og man må gøre noget for at holde klassikerstatussen ved lige, men hvad? Da han døde i 2015, gik man straks i gang med at udgive de ni færdige manuskripter, der havde ligget og ventet i skufferne, men efter tre styk gav man op. Salget var nok ikke tilstrækkeligt, og hvorfor da også læse de bøger, Rifbjerg ikke selv prioriterede, når der findes over 150, han gjorde? I stedet har man først forsøgt sig med et digtudvalg ved Theis Ørntoft og et prosaudvalg ved Kim Leine, og nu prøver man så med en genudgivelse af Amagerdigte, der oprindeligt udkom i 1965.

Rifbjerg er blevet degraderet fra den obligatoriske