Fastlåst i destruktiv levevis

Herbert Marcuse (1898-1979) var en af Frankfurterskolen og den kritiske teoris førende tænkere, hvis analyser af efterkrigstidens amerikanske samfund vandt stor indflydelse i 1960’erne og 70’erne, hvor de blandt andet tjente som inspirationskilde for ungdomsoprøret og demonstrationerne mod Vietnamkrigen. Sammen med kollegaer som Max Horkheimer og Theodor Adorno forsøgte han at dissekere den immanente vold og de neo-fascistiske tendenser, der kendetegnede det kapitalistiske samfund, som det begyndte at tage sig ud i sin højtudviklede form fra midten af det 20. århundrede. 

I modsætning til Adorno og Horkheimer var Marcuse mindre interesseret i den nye totalitarismes idéhistoriske forudsætninger. Som oversættelsen af to centrale essays med klarhed viser, rettede Marcuse sit kritiske blik på samtiden og den type mennesker, dette avancerede og massemedieinfluerede amerikanske samfund producerede.  

Det ene essay, Filosofi og kritisk teori, er oprindeligt fra 1937, med andre ord fra den kritiske teoris spæde år, hvor den stadig skulle finde sit ståsted mellem andre discipliner såsom sociologien, økonomien og altså filosofien. Filosofi og kritisk teori kan ifølge