Punk på museum
Jeg er ikke punk. Jeg er født godt 20 år for sent til at have oplevet punkens “energi” på egen krop og til enten at have købt ind på dens indbyggede ugidelighed eller taget afstand fra den. Jeg har hørt en smule Sex Pistols og en god portion Patti Smith, bevares, og jeg kender til de kulturelle referencepunkter for punken, i hvert fald i grove træk, men det gør mig næppe punket.
Så da jeg ankommer til ARoS’ nye udstilling Ulydig. Kroppen i punk ved jeg ikke, hvad jeg kan forvente. Hvor bogstaveligt skal jeg tolke udstillingstitlen? Skal jeg se en udstilling, der dissekerer punken som en epoke i (kunst)historien? Som et afsluttet hele, der er på sikker nok afstand til at få et spotlight og blive puttet på museum? Det klinger jo angiveligt en anelse upunket.
Udstillingen gør brug af en slags tematisk inddeling. Første afdeling præsenteres under titlen Zeitgeist. På væggen står tallet 1976 i stort format – året for punkens gennembrud. Rundt om årstallet hænger begivenheder, der alle knytter sig dertil. Zeitgeist-rummet vil have os til at forstå den sociale og historiske kontekst, som punken udspringer af. 60’ernes opsving bliver afløst af en følelse af nedtur ikke kun økonomisk, men også moralsk og kulturelt. Tiden er præget af krig, oliekrise, atomoprustning og et fremspirende fremmedhad. Virker det velkendt? Den pinner vi lige.
Tilbage ved indgangen er det første egentlige værk, man møder (selvom kronologien i udstillingen er op til fortolkning), et fotografi af Sheila Rock. På billedet ses en poserende Pamela Rooke foran butikken SEX på Kings Road i London. SEX solgte designs af bl.a. Vivienne Westwood og blev hurtigt synonym med punkbevægelsens modemæssige udtryk. Men det værk, der i virkeligheden trækker i min opmærksomhed, hænger på væggen modsat indgangsdørene. Det er et maleri – udstillingens eneste af sin slags, viser det sig. Det vækker min nysgerrighed, fordi jeg, som så mange andre, nok mest af alt forbinder punken med en stil, en attitude og en musikalsk lyd.
Maleriet foran mig undersøger derimod punkens mulige indskrivelse i kunsthistorien, som sin egen stilart. The Singer (1981), som værket er døbt, er skabt af Helmut Middendorf og er en slags oversættelse af det ikoniske fotografi, hvor Paul Simonon fra bandet The Clash smadrer sin bas under en koncert i New York. Fotografiet danner albucover til pladen London Calling fra 1979, som desuden hænger længere henne af samme væg. Og referencen er ikke til at tage fejl af. Det gælder faktisk for hele udstillingen. Mange af værkerne refererer til hinanden, de samme personer går igen enten foran eller bagved kameraet, de samme motiver behandles i forskellige medier.
Foruden Zeitgeist rummer udstillingen temaerne Punk bag muren, Det dyriske, Fordi natten og Benhårde piger i plastikudstyr. Jeg dvæler ved en fotografisk serie på fire billeder i hver sin passepartout. Serien har fået plads i afdelingen Punk bag muren, og den er skabt af den tyske kunstner Cornelia Schleime, der i 1981 endte med at få et udstillingsforbud. Det er Schleime selv, der er foran kameraet, selvom det er en information, jeg opsnapper fra værkteksten, for på billederne vises en kvinde, hvis ansigt er maskeret, sløret, bundet eller på anden vis manipuleret med. Schleimes værk tilbyder noget andet, eller mere, end udstillingens mange øvrige fotografiske værker. De er mestendels portrætter, hvor den poserende med et enten ligegyldigt eller fuck off agtigt udtryk stirrer direkte ind i kameraet. Her er stilen, miljøet, attituden motivet, og der ligger ikke så meget “skjult” i billederne. Men Schleimes selviscenesættende portrætter er mere abstrakte. De rummer en smerte og en skrøbelighed, der faktisk i positiv forstand forvirrer mig. For de er langt mere poetiske end de værker, jeg indtil videre har mødt i udstillingen. En poetisk punk?
Og det vækker faktisk noget i mig, en længsel tror jeg. Jeg vil være der, lige der til festivalen 13AB i 1980. Jeg vil stå midt i rodet, absorbere absurditeten og være sammen om det meningsløse.
Et af udstillingens i alt fem videoværker er filmen Underdogs (1980). Det er en godt 26 minutters video skabt af Lars Dan og Klaus Lynggard under festivalen 13AB i København, en festival med kunst, film, teater, musik og digtoplæsning. I klippene ses bl.a. bandet Sods (der blev til Sort Sol) og teatergruppen Billedstofteatret (nu Hotel Pro Forma). Sods spiller koncert i et villalignende rum pakket med mennesker. Der er ingen scene, Sods og publikum går ligesom bare i ét med hinanden. Kameraet panorerer væk fra koncerten og over langs væggen, hvor en gruppe mennesker i hvide skjorter har gang i noget. En mand fortærer en burger i meget langsomt tempo, en kvinde med lukkede øjne står og rækker tunge, en fyr holder en karton mælk i hånden, en anden har vendt sig om og står med fronten helt op ad væggen, endnu en står til koncerten med sin walkman på. Alle er de fjerne i blikket, men rettet mod koncerten. Lyden er dårlig, musikken skraldet, folk ryger og drikker. Kameraet er i vildrede med sig selv; Hvad skal det filme? Det er humoristisk, absurd, og jeg klukker lidt for mig selv. Værket er en lille perle af et vidnesbyrd. Det vender blikket væk fra punken ude i verden og dokumenterer i stedet miljøet herhjemme. Og det vækker faktisk noget i mig, en længsel tror jeg. Jeg vil være der, lige der til festivalen 13AB i 1980. Jeg vil stå midt i rodet, absorbere absurditeten og være sammen om det meningsløse.
Der er mange værker, jeg gerne vil give taletid (f.eks det læderbeklædte trommesæt af Käthe Kruse der forvandler funktion til form, de vilde accessories eller klippet fra Linder Sterlings optræden i 1982 der umiskendeligt må have inspireret Lady Gagas kødkjolestunt små 30 år senere), men jeg kan simpelthen ikke undlade at kommentere på de formidlingsmæssige greb, ARoS har foretaget.
Lad os starte med musikken. Udstillingen igennem danner numre som Because the night af Patti Smith Group, og Bodyguards af Kliché et slags auditivt bagtæppe. Jeg kan ikke greje, om det er et nostalgitrip, ARoS forsøger at skabe, eller om playlisten skal hensætte folk i en bestemt rå stemning, men musikken blander sig med alle værkerne uden egentlig at gå i dialog med dem, og for mig bliver det mest af alt et støjende element, der forstyrrer snarere end forstærker. En passiv form for loungemusik.
Dernæst har vi “stilladserne”, som ligner (eller måske ligefrem er) variationer over den populære IKEA-reol Omar. ARoS har valgt at fremhæve “konstruktionen” og bruge den i forsøget på at mime punkens DIY-æstetik i selve kurateringen af udstillingen. Det skal se “råt” ud. Siddepladserne rundt omkring er beklædt med leopardprint som et kip med hatten til punkens fascination af (døde) dyr, og den klassiske sokkel under podiet til trommesættet er udskiftet med en masse (g)rå mursten.
Undervejs i udstillingen går det op for mig, at ARoS ikke kun udstiller punk, de forsøger at være punk. Jeg anfægter ikke intentionen – det kunne helt sikkert skabe en meget helstøbt museumsoplevelse – men at agere punk i selve udstillingskonteksten forbliver et halvhjertet lidt naivt projekt. Der skal mere til end et par IKEA reoler, lidt leoprint og et par mursten, når alt i udstillingen ellers er så ordentligt iscenesat. Det forbliver en tæmmet affære.
