I konflikt med mig selv
Normalt afkræves skribenten at fremhæve ”konflikten” øverst i en artikel, at ”åbne den op for offentligheden” ved at præsentere læseren for indholdet, det ”styrker” teksten med henvisninger til en aktuel sag og/eller konkret person. Men dette er et essay, og jeg er en forfatter i konflikt med sig selv.
Teksten vil væve en del, og den bliver afgjort for lang.
Egentlig er jeg ikke intrigant, men kan umuligt fortie sandheden, som jeg erkender den. Imens jeg erkender den! Nej, jeg nærer ingen beundring for kritikeren, der vægter behovet for imagepleje og at høre til blandt indgruppen tungere end vedkommendes eget sanseapparat og intellektuelle redelighed:
Er oplevelsen af stor kunst og litteratur måske ikke intim? Førsproglig? Hinsides lærebøgerne? Andet end en kommentar på samtiden og for flertydig til at kategorisere partipolitisk? Situeret i en kontekst, nuvel - og farvet af øjnene, der ser. Og måske jeg modsiger mig selv allerede. Jeg ved det ikke …
Som medlem af Statens Kunstfonds Legatudvalg for litteratur bør jeg konstant skille afsender og værk ad. Hvis jeg udelukkende skulle støtte ansøgere, hvis politiske overbevisninger, jeg delte, ja … så kunne jeg sende samtlige ansatte og deres familier på krydstogt til Hawaii for det resterende rådighedsbeløb.
Som forfatter vil jeg gerne forholde mig til den pågående debat om dansk litteratur, som kritikerne hævder domineres at den yderste venstrefløj. Herunder til Lars Bukdahls (morsomt ufrivillige) startskud i Weekendavisen og til den nationalkonservative ph.d. i Kunst- og Kulturvidenskab Kasper Støvring, hvis opslag på de sociale medier, jeg orienterer mig i. Og jeg kunne passende henvise til flere endnu, men hæng lige på et øjeblik …
Året er 2011. Jeg er blevet optaget på Statskundskab ved Aarhus Universitet, og vores instruktor stiller os opgaven at undersøge den politiske observans blandt førstesemesters jurastuderende - sammenlignet med vores egen. Vi, fremtidens rapportforfattere, NGO-ledere og embedsfolk. Vi inddeles i grupper, hver med sin lårtykke statistikbog og databehandlingsprogrammet på Mac’en. Metoden er kvantitativ, udformet som et spørgeskema og kan afsløre, hvordan de kommende jurister stemmer lyseblåt og konservativt, mens vi selv stemmer udelukkende lilla og rødt. Der er ingen overraskelse at spore på mine medstuderende. Næh, for vi deler kantine med jura og har vel bemærket mapperne under armen, de stramme knolde og strøgne skjorter:
Et underforstået dem og os. At her er vi ens, og der er de ens, men forskellige fra os. Statskundskab er det studie i Danmark med den laveste grad af social mobilitet. Ikke kun holdningsmæssigt ligner de studerende hinanden, men også erfarings- og klassemæssigt. Samtidig er det studiet, der uddanner flest til at varetage jobs i den offentlige administration, der vedrører os alle.
Ligesom litteraturen vedrører os alle? Og bør skrives, bedømmes og formidles af et repræsentativt udsnit af befolkningen. For litteraturens eget bedste?
Apropos om et panel af unge universitetsstuderende (sammenlignet med den gennemsnitlige befolkning) mon i gennemsnit ville anmelde et islamkritisk værk af eksempelvis den algerisk-franske forfatter Kamel Daoud ens?
Apropos om en konservativ, mandlig højesteretsdommer (sammenlignet med en kvindelig progressiv) mon i gennemsnit dømmer ens i fx stalkingsager?
Apropos biasstudier generelt.
Året er som nævnt 2011, jeg er 21 år, og det bliver for meget med tal og grafer, og jeg dropper ud fra universitetet.
Huslejen betaler jeg med mine jobs på hhv. et callcenter og som aflaster for en familie med et barn på autismespektrummet. Jeg går fra min kæreste og melder mig som frivillig hos Ungdommens Røde Kors (URK), hvor de fleste af kollegerne stemmer Ø eller på Alternativet, dette nye parti, som udspringer af kaospiloterne i de år. Hos URK er vi nogle selvopofrende, samvittighedsfulde unge mennesker. Her er vi gode, alle med undtagelse af ham, der arbejder i en bank og stemmer LA:
Er han måske ikke kun frivillig for at få adgang til kvinderne i gruppen?
Smørhår!
Ej, har du også været sammen med ham?
Det virker forlorent på os, at en mand kan arbejde i finanssektoren og samtidig være sympatisk.
Jeg bliver optaget på Psykologi i 2012, men inden da går jeg på Handelsskolen i Horsens fra 2007. Disse tre år overlever jeg ”i skabet”, altså ved at behovsudsætte, terpe og spille PlayStation. Aldrig har jeg sat fødderne på et diskotek i min hjemby, og jeg når at have et selvmordsforsøg inden mit første kys med en fyr. Min seksuelle debut får jeg som tyveårig, da en anonym fremmed henter mig i sin bil på parkeringspladsen ved Netto. Han kvitterer ved at blokere mit nummer efter at have opnået sin udløsning og igen kan vende tilbage til den heteroseksuelle verdensorden, som han deler med 90% af klodens befolkning. Nå, men nærmest samtlige i min handelsskoleklasse stemmer på Anders Fogh i 2001, også pigerne.
Holder jeg fast i, at hvad som helst kan læses politisk, hvis man vil?
Året efter at være droppet ud fra universitetet bliver jeg optaget igen. Denne gang som eneste dreng på et hold af psykologistuderende, og selvom vi ikke diskuterer forrige aftens Deadline-udsendelse, men mere glutenallergi, forlovelser og spinning, fornemmer jeg hurtigt, at ingen af de andre rigtigt stemmer til højre for S; at ingen i hvert fald tør indrømme det.
Der går desuden rygter om én på campus, som er DF’er. Og sådan betyder DF ”bøsse” på akademisk …
Jeg flytter ind på Parkkollegiet med den billigste husleje i Århus, nu deler jeg køkken og stue med en antropolog, som har septum i næsen og stemmer Ø. Hun er vegetar, dyrker yoga og har stort uglet hår og læser Information. Hendes ”guilty pleasure” er at ”hate” på de artige, noget feminine og petitte piger, der scorer alle fyrene, hvis anerkendelse hun åbenbart selv hungrer efter. Men som hun er for bogklog og selvstændig til at indynde sig hos. Hvis antropologen havde en fast avisklumme i dag og stadig ikke havde bearbejdet sit ”shit”, kunne hun klandre den slags piger for at være nogle ”pick me-girls”, nogle ”kønsforrædere”, der hellere vil efterleve klassiske skønhedsidealer end den progressive tidsånd.
Ligesom hende får jeg skudt hul igennem næsen til en antiautoritær tyrering. Den piller jeg dog ud igen ved årsskiftet, eftersom englefjæs + punkergrim synes at afskrække ”dudesene” på Grindr, hvis anerkendelse også jeg hungrer efter.
Efter valget i 2015 vågner vi om morgenen til det såkaldte ”gule Danmark”. Indsæt torden og regn, der pisker mod vinduet. Vi er i chok på kollegiet, omfavner hinanden til og fra brusenicherne. Men da jeg ringer hjem, virker de gamle glade og tilfredse i telefonen. De er også royalister uden ironisk distance. Og den sorg deler jeg med dem på kollegiet; vi sygemelder os resten af ugen, ruller gardinerne for, laver popcorn og ser Gilmore Girls. Og Morten, gangens ene konservative mediciner er ikke inviteret:
Gå ud, Morten! Du har selv at valgt at være usolidarisk!
Selvynkende på den boheme måde, hvor velfærdsstaten nok skal forhindre, at det går helt galt, begynder jeg samme dag første gang at ryge og ryger fast i fire år, indtil jeg i 2019 har afgang på Forfatterskolen i København.
Enter: litteraturdebatten anno 2026 og spørgsmålet om, hvorvidt branchen og dens formidlere er for venstreorienterede, om den politiske ensretning i så fald er et problem osv.
Foruden forfatterne selv, kritikere, boghandlere og bibliotekerne, som alle udgør led i kredsløbet omkring bøgerne, hvorfor så ikke starte med netop Forfatterskolen? Selvom institutionen ikke nærer monopol på at uddanne prisbelønnede bedstsælgere (hverken Thomas Korsgaard, Amalie Langballe, Linea Maja Ernst, Caspar Eric, Morten Pape eller Maren Uthaug har afgang fra Peder Skram-adressen), modtager skolen årligt 4-500 ansøgninger, hvoraf en håndfuld håbefulde eller to optages.
Eleverne er ikke garanteret at få deres manuskripter antaget hos et forlag, men vejen uden om frasorteringsbunken og på redaktørens skrivebord lettes betydeligt med en sådan blåstempling. Her taler jeg af erfaring og er overordnet taknemmelig for min tid på skolen. Desuden er underviserne selv udøverende forfattere med netværk og indflydelse.
Længes jeg ikke også efter sandheden, og behøver forestillingen om det sublime være maskulin?
Men er talentfabrikken Forfatterskolen totaldomineret af et antiborgerligt kunstsyn, sådan som filosof- og debattør-ægteparret Eva og Rune Selsing diagnosticerer kulturbranchen i indlægget her? I romanen Habitat, der udkom i 2025 og er baseret på forfatter Theis Ørntofts eget liv, beskriver Theis-jeget en læsningsseance på Forfatterskolen, hvor en kvindelig lærer affejer Ringenes Herre-universet som noget »fascistisk propaganda.« Selv husker jeg en lærer kritisere en elev for at bruge en opslået avis til at specificere ugedagen i en novelle. Underforstået, at markøren var småborgerlig og strittede forstyrrende, eftersom teksten hidtil havde syntes mere interesseret i at skildre hovedkarakteren som en udbyttet (og dermed værdig) rengøringsassistent.
Grunden til, jeg underlader at benævne disse lærere (og eksterne undervisere) ved navn, er, at ovenstående værdibaserede læsninger var mainstream og kunne være ytret af hvem som helst, også af mig selv.
Efter en talk på et mindre egnsteater i 2023 (igen undlader jeg navnene) diskuterede jeg med en tysk, kvindelig og anerkendt dramatiker, som afslørede at have ”cancelled” Edouard Louis’ forfatterskab, da han i Voldens historie havde beskrevet en voldtægt begået af en brun hjemløs på den hvide, homoseksuelle jeg-fortæller, som i øvrigt også var hjemløs. Dramatikeren opfattede voldtægtsmanden som offeret og krævede af forfatteren, at han enten tilslørede hændelsen eller byttede rundt på profileringerne.
Lignende kritik rettede den svenske digter Athena Farrokhzad i 2014 mod debutanten Yahya Hassan. Ifølge Athena leverede Yahya ammunition til DF ved at berette om sin opvækst, sådan som han oplevede den. Jeg ved ikke, hvordan debatten landede, og om parterne lærte noget af hinanden. Men tilsvarende former for censur ser vi gentaget i dag, blandt andet når kritikere vil fremhæve det had, som føromtalte Louis nærer til sit hvide/racistiske/misogyne og traktordemonstrerende ophav på bekostning af de hyklerianklager, han retter imod selvsamme kulturelle overklasse, der læser ham (hvoraf størstedelen er fra privilegerede baggrunde). Eller når ikoner som essayisten Joan Didion eller vores egen Tove Ditlevsen krones som nogle feministiske fyrtårne, mens de skurrende selvmodsigelser, de også rummede, ofte mørklægges i sagens tjeneste.
Men tilbage til min uddannelse på Forfatterskolen, hvor jeg som sagt elskede at gå. Her måtte visse emner ”problematiseres”, nu var den maskuline, lineære fortællestruktur med en helt, der drager ud for at slagte dragen, en Vestlig/kolonialistisk kliché. Og det var straks mere originalt at gå cirkulært, blødere til værks; at skrive som at opsamle bær og nedfaldsfrugter på afveje, at dyrke kollektivet frem for individet, sådan som Ursula le Guin forklarer os i Bæreposeteorien om alt.
Jeg husker især en eftermiddag, hvor jeg har haft tekst med, og en af eleverne vil kvittere med en kompliment. Vi befinder os på toilettet ved hver sin håndvask, og øjenkontakten fastholder vi i spejlet. Han er »misundelig på mit stof,« selv har han ingen traumer at skrive om. Og jeg bør opfatte min opvækst som et PR-mæssigt held - at min far tog sig liv, og min mor efterfølgende giftede sig med en alkoholiseret voldsmand. Tænk, hvis kun jeg havde været en heteroseksuel ung mand med en kedeligsund middelklasseopvækst? Ja, da ville jeg have forbedret min position på markedet af afladskapitalisme ved at smøre neglene ind i neglelak og i stedet vælge at skrive om den ene gang, jeg onanerede med en dildo i bagdelen, #queer.
Hvorvidt forlagene opsøger og positivt særbehandler ethvert samfundsoffer med en flig af skrivetalent, er en debat, der har været ført i Atlas Magasin her, samt i adskillige radioudsendelser og kommentarspor.
Fra kunstnerperioden 2017-2019 husker jeg også, hvordan tillægsordet ”ambitiøs” pludselig beskrev noget negativt ved en person. At det virkede ”cringe” på os, når nogen ”ville det for meget.” En elev pralede med sin SU-gæld på over 300.000 kr., som om den røde bundlinje var et antikapitalistisk hædersmærke.
Modsat min frisindede kammerat er jeg opdraget med forståelsen, at hvis ikke jeg tager vare på mig selv og mine nærmeste, kommer kommunen og tvangsfjerner os. Min mor var buschauffør og har aldrig modtaget offentlig forsørgelse, som hendes egen mor gjorde, og hun vil stadig ”victim blame” fremmede for at klynke i Go’ Aften-TV. Jeg har aldrig kunnet låne hjemmefra, og jeg har altid vidst, at hvis jeg skulle ind på boligmarkedet, måtte jeg tjene selv. Og så må bevægelsen mellem klasserne koste mig på autenticitetskontoen, mens Aurehøj Gymnasie-producerede åndsfyrster som Matthias Dressler-Bredsdorff kan grine hånligt ad mine socialdemokratiske længsler efter samme materielle velstand og tryghed, han er født ind i.
Apropos Vestens klimaaktivister, der kun kan se måbende på, mens også den kinesiske middelklasse får installereret WC med skyl i boligen.
Ligesom min studiekammerat ønskede jeg også at kunne mærke bedre efter, ”melde mig ud af hamsterhjulet” for at blive omsorgsaktivist, bare hengive mig til fællesskabet, ja for at skrive den slags barfodsutopier, som lektor på Københavns Universitet, forhenværende anmelder og genganger i diverse juryer Tue Andersen Nexø vil fremhæve i sin seneste bogudgivelse fra 2025 Fælles liv, utopiske modbilleder til velfærdsstaten, hvor han bruger marxistisk teori og magisk realisme til at hylde samtidslitteraturens subversive potentiale.
I anmeldelsen af Nexøs bog kritiserer professor emeritus ved Syddansk Universitet Niels Gunder Hansen forfatteren for sin »sentimentalitet«. Ifølge Hansen forfalder Nexø til den binære inddeling med systemet som det onde, mens det gode altid er »livsverdenen, store fester og evig sommer.« For bedriften valgte kritikerkollegerne imidlertid at præmiere Nexø med Georg Brandes Prisen, og så skulle krusningerne på andedammen være manet til ro igen.
På Louisiana Litterature i 2022 fremfører min ven og kollega Søren Ulrik Thomsen argumentet om, at det æstetiske og universelt menneskelige tilhører kategorier, som nødvendigvis bør unddrage sig samtidens modernitet og diskurser; at det ikke er kunst ellers.
En anden tidligere Louisiana-gæst Bret Easton Ellis, forfatteren til American Psycho og Rules of Attraction, og hvis podcast jeg abonnerer på fast, hævder ligeledes at læse efter »stemmen« (voice); efter forfatterens »sensibilitet«. I podcast-episoden d. 12. maj lovpriser Ellis HBOs hitfænomen Euphoria for instruktørens »visuelle originalitet og kinematografi«. Ellis værdsætter tredje sæsons »galleri af komplekse karakterer, hvor alle er fejlbehæftede«, og han er ligeglad med de »puritanske kritikere« og »the Hollywood press«, som forarget beskylder dramaserien for at »svælge i kvindeundertrykkelse«. Politiken-anmelder Eva Eistrup kvitterer følgelig med et enkelt hjerte og kalder serien et »forræderi« og en »vammel verden set gennem serieskaber Sam Levinsons private peephole.«
Enig med Thomsen og Ellis synes også Dostojevski-indlæser og satiriker Frederik Cilius. I P1-radioprogrammet Det’ en klassiker fortæller Cilius vært Alberte Clement, at han dropper bogen, straks han fornemmer »intentionen bag« (dvs. de underliggende erkendelser, som forfatteren ønsker at påvirke læseren i retning af). Og i et interview til journalist Asker Hedegaard Boye svarer højaktuelle Theis Ørntoft:
»Du har ret i, at jeg på flere områder deler fjendebillede med mange konservative: Det gælder både den politiske korrekthed, som virkelig er noget af det værste, jeg ved, og så den her lufthavnsagtige globalisering med dens opløsning af det lokale.«
På scenen med Søren Ulrik Thomsen i 2022 hævder jeg, at alt i princippet kan læses politisk, selv et digt om ingenting, fordi hvem har dog privilegiet at kunne bruge sin tid på ingenting, og hvem opfatter dette ingenting som læseværdigt?
Jeg forstår, at en sådan »magtkritisk«, lettere paranoid tilgang til kunstformen, hvor enhver replik og udsigelsesposition scannes for »intersektionel blindhed« (for at bestå »the vibe check«), længe har været en integreret del af kalde ud-kulturen på de sociale medier; at den grundlæggende aktivistiske tilgang er effektiv og ikke kræver meget andet end at udenadslære nogle holdningsremser og fastlåste kategorier af undertrykker og undertrykte. Udviklingen er sidenhen blevet adopteret af universitetsstuderende, og forfattere til et nyudgivet værk kan i dag affejes med slet skjult ideologisk argumentation.
Selvom min last med at konfrontere branchens cool kids bestemt ikke har været uden personlige konsekvenser, tør jeg alligevel henvise til Haidar Ansaris seneste bogudgivelse Normaliseret, hvor lektor ved Københavns Universitet og über flittig Politiken-anmelder Mikkel Krause Frantzen blandt andet beder forfatteren skrue ned for sin kritik af Nørrebros forældrekøbssegment til fordel for krigen i Mellemøsten. Underforstået, at så havde bogen været stærkere også æstetisk.
Når så Litteraturredaktør ved Information Peter Nielsen d. 21. maj i forlængelse af den verserende debat klandrer sine direkte opinionsmodstandere, anført af litteraturforsker Marianne Stidsen og Frederik Lind Køppen (ja, jeg har læst bogen) i DR2-programmet Deadline for at »tage kunstformen til gidsel« samt »afkræve af forfatterne, at de skriver programlitteratur«, er det ikke vanskeligt at forestille sig ordlyden på budskabet retur, nemlig: spejl.
Borgerlighedens meningsdannere kan lige så bekvemt udpege venstreekstreme værker, hvis forfattere præmieres for »vigtigheden af deres historie« samt forfatterens samfundsmæssige perspektiver og sympatier, hvilke jurymedlemmerne som regel deler og anser for både kløgtige og modige og tiltrængte.
Som deklareret indledningsvist er jeg i konflikt med mig selv, og det er jeg stadig:
Holder jeg fast i, at hvad som helst kan læses politisk, hvis man vil? Er alternativet ikke en smule naivt/romantisk? At noget skulle være ”neutralt?”
Men længes jeg ikke også efter sandheden, og behøver forestillingen om det sublime være maskulin?
Hvem har dog privilegiet at kunne bruge sin tid på ingenting, og hvem opfatter dette ingenting som læseværdigt?
Hvilke teorier anvendes og konklusioner drages der i årets bacheloropgaver og afhandlinger, og hvilke undervisere har podet dem undervejs? Nexø, Frantzen - eller Kamilla Löfstrøm, som ved seneste kommunalvalg delte løbesedler ud for Kommunistisk Parti, og som i P1-programmet Anmelderne forsvarede forfatter Suzanne Brøggers seneste roman Mischling: En frisørs bekendelser, da programmets anden gæst Jeppe Bentzen kritiserede Adam Mamadou-karakteren, som er en ung afrikansk flygtning, der opholder sig i en campingvogn i udkanten af slottet Taverney, mens de dannede, aldrende europæere samles for at ”reparere verden” gennem samtale, litteratur og erindring for at tilhøre tropen af »udefrakommende sandsigerske.« En anke, Löfstrøm ikke havde haft, i stedet værdsatte hun outsiderens blik på tingenes tilstand.
Det siger sig selv, at samtlige humanioradimittender og journalister ikke kan få praktikplads på Politiken, Information, Zetland, DR osv. Men kan en forfatter så forvente at blive bedømt fra et grundborgerligt, jysk og politisk uafhængigt kunstsyn i Jyllands-Posten og fra et centrumhøjre i Weekendavisen?
Forleden protesterede medarbejdere på sidstnævnte avis i et åbent brev til Berlingske Medias koncernchef Anders Krab-Johansen imod følgende kampagne: Hvis vi ikke er borgerlige, er vi ingenting. Halvdelen af avisens betalende abonnenter identificerer sig som venstreorienterede, og dette segment skal også tækkes; eksempelvis med bog- og kultursektionen? Sektionen lægger i hvert fald hyppigt spalteplads til forhenværende skribenter fra landets mere progressive aviser.
Og Jyllands-Posten? Ved uddelingen af avisens litteraturpris sidder journalist og forfatter Rikke Viemose i juryen for skønlitteraturen, hun er ikke just nogen grundborgerlig, bondsk type.
Boghandlerens private meninger tror jeg også, påvirkes af geografi og ansættelsesforhold:
Hvor chefen søger at maksimere overskuddet, selvom dette indebærer salg af Jordan Petersons, Henrik Dahls og J. K. Rowlings bøger, mon så ikke de ungeansatte i de større byer formår at kuratere udstillingsvinduerne nøje aktivistisk?
Vi kunne også spørge boginfluencerne til deres politiske orientering, og om denne påvirker, hvilke værker de udbreder og vil stille op til farvekoordinerede selfies med. Eftersom erhvervet er en amerikansk opfindelse, og vi i Danmark importerer kulturprodukter ukritisk, vil min hypotese lyde, at vores ”booktok” mimer samme progressivitet.
Modtageren af årets Gyldne Laurbær blev imidlertid Niels Krause-Kjær, og det brede, købestærke publikum må forventes at kende til forfatterens tidligere ansættelse i Det Konservative Folkeparti.
Bestsellerlisterne domineres af krimien, anden genrelitteratur og kendtes biografier, og der er med få undtagelser som Emma Holtens Underskud og Lea Korsholms Inden året er omme langt ned til næste systemkritiske basker.
Men bør vi overhovedet ransage os selv som faggruppe? Berlingske kan igen i år dokumentere, hvordan størstedelen af samfundets såkaldte ”erhvervstalenter” (forbigåelsen af undertegnede er i øvrigt uhørt) slet ikke læser romaner. De maraton-dyrkende, AI-kyndige i forsikringsbranchen og storbyens glasborge fulde af legal teams, investeringsrådgivere og merger capitalists vil da skide på dansk poesi.
Venstre- eller højreorienteret? Som forfatter kan man uanset hvad trøste sig med, at der selv under Josef Stalins socialistiske realisme-tyranni, hvor ”dekadente” og ”individforherligende” stemmer lod sig fængsle, blev skabt stor litteratur. Mesteren og Margarita skrev Mikhail Bulgakov i 1930’erne; her blev angsten for henrettelse omsat til en satire over Sovjet-systemet, forklædt som djævlebesøg og en grotesk humor.
Sådan skal dén ged barberes, og måske dét er min holdning.
