Yuppien har aldrig forladt os
Jeg skammer mig faktisk lidt, da jeg sidder på en propfyldt og solbeskinnet smart café i det indre København, hvor alle omkring mig allerede er i gang med at drikke en fyraftens-vermouth-tonic eller husets orangevin, mens jeg er i færd med at læse i Perfektioner af italienske Vincenzo Latronico, der er blevet en international bestseller. Ved bordet ved siden af mit sidder en kvinde på min alder og læser Borges, og jeg misunder i stilhed hendes bog, der er et udtryk for en udsøgt og mere kurateret personlig smag end det topsælgende og letlæselige værk, jeg sidder med mellem hænderne.
»De ved ikke engang, at jeg læser den i arbejdsøjemed,« tænker jeg og ærgrer mig, mens jeg forsøger at skjule bogens forside. Men det er ikke den primære grund til min skamfuldhed (der i sig selv er et udtryk for et ultraoverfladisk snobberi, jeg nu også begynder at skamme mig over, så for at undslippe hele situationen går jeg ind og henter en kaffe til, selvom jeg slet ikke trænger).
Nej, min skamfuldhed opstår, fordi bogen, jeg læser i, jo primært er blevet et samtaleemne hos det segment, der kan relatere til den. Og dét at relatere til den er skamfuldt i sig selv, fordi den ve
