Familien er et akavet fællesskab

Det er egentlig en ret spændstig situation, Nana Fatou lader udspille sig i hendes debutdigtsamling, Toubab. Det betyder, så vidt jeg kan google mig til, ”hvid”, eller ”udlændinge fra vesten”. Digterjeget er omkring de 20 og på besøg i sin fars hjemland, Gambia. Det er ikke første gang, fornemmer man, men måske er det første gang alene, uden faren, altså. Man kunne forvente sig et mere følelsesladet udtryk i digtene. En usikkerhed, der skvulper over i vrede. Nogle skarpt optegnede sætninger om tilhørsforhold og tabt hjemland. Det får man intet af. De spændinger bliver helt blødt ud i de fortællende digtes ligefremme og næsten lidt godmodige tone. Der er noget smidigt over dem. Fatous digte væver sig ind og ud af de forventninger, man har til dem. Der er mere mildhed end vrede. Der er mere humor end politisk indignation. Men så er der også en sorg, der ligger som en rød tråd i fortællingen. 

Der er det fremadskridende spor om ferien i Gambia krydsklippet med et tilbageskuende spor, som glimtvist portrætterer jeget og hendes familie i Danmark. Bl.a. til dengang jeget venter på sin lillebrors fødsel med intens nysgerrighed, og øver sig i at gå tur