Det betyder noget, hvor man taler fra
Under læsningen af Constance Debrés roman Navnet, er det slående for mig, hvor rent hun og den ligeledes franske forfatter Annie Ernaux snitter hinanden i deres projekt med at komme henholdsvis ud af og ind i den øvre middelklasse.
Det får mig til at spekulere over, hvor meget længsel, afsky og skam, der kommer fra vores medfødte placering på en given socioøkonomisk plads. Herkomsten er et ureguleret t-kryds på en trafiklegeplads for børn. Og børn kan være så grusomme.
Først et flashback: Jeg er vel en seks år gammel og gynger i haven på et kedeligt sted, jeg senere forstår er kunstmuseet Louisiana, jeg synes de lange tynde mænd inde på museet ligner de tændstikfigurer, jeg tegner derhjemme. Men det er selvsagt Giacomettis langlemmede skulpturer jeg kigger på, mens jeg svinger frem og tilbage i afmægtig spleen.
Senere tager vi hjem til et arkitekttegnet hus i Hareskoven, og der er fyldet i den kaninbamse min søster har syet til mig makulerede pengesedler. Min morfar var nemlig direktør i Nationalbanken og skrev under på pengesedlerne, og hun havde fået en lille pose makulerede sedler, der var gået ud af omløb på en rundvisning, som jeg synes lød for ke
