For første gang siden november: solen

Dragningen mod forfatteres dagbøger er altid den samme: at komme ind bag den skrivendes filtre og fiktioner og ind til det utilslørede, det hudløse, det blottede, det ægte, ja, ind til det utvetydigt og skandaløst sande.

Dagbøgerne er dog ikke altid skrevet uden bagtanke. Uden en ambition om udgivelse før eller efter døden. På den måde er forfattere ikke til at stole på. Men nogle af mine mest bevægende læseoplevelser har ikke desto mindre været dagbøger af både den notatlignende og mere litterært forarbejdede slags, fra Virginia Woolfs En forfatters dagbog over Franz Kafkas Dagbøger, Ludwig Wittgensteins Dagbøger og Tomas Espedals Dagbog til Lars Noréns En dramatikers dagbog.

Det, og en del andet, kom jeg til at tænke over, da jeg læste Ivan Malinowskis nyligt udkomne 18 traner, skrigende, på vej mod syd, fordi den så åbenlyst ikke har været tiltænkt udgivelse, og fordi den på ingen måde fremstår udleverende eller selvudleverende. Fordi den træder frem som noget andet, og fordi den har en anden indvirkning på den læsende.

Malinowski ville være fyldt 100 i år og vakte tilbage i 1958 opmærksomhed med digtsamlingen Galgenfrist og et splittet syn på det at være menneske. Her var tale om en slags radikal efterkrigsmodernisme, og siden udgav han en stribe bøger med vidt forskellige udtryk og aftryk: naturdigtning, haikudigtning, politiske kampdigte.

Efter Malinowskis død fortog interessen for forfatterskabet sig gradvist, hvilket Jonas Eika i 2023 forsøgte at ændre på med udvalget Er døden ikke politisk? hvor de antikapitalistiske digte var mange. Det var blandt andet i dem, Eika så en forbindelse til nutiden. At digte med titler som fx Kritik af købekræfterne ville kunne få en opblomstring i nutidens venstrefløjsvakte læsere og forfattere, og i forordet skriver Eika: »Det gør mig ikke noget at skriften nogle gange bliver mere målrettet, mere instrumentel.«

For mig var det nu noget andet i udvalget, som lyste, nemlig de steder hvor naturen træder frem for digteren, og hvor verden nok er tom og meningsløs, men alligevel afgiver en egen skønhed, et eget blussende nærvær: Som i Læredigt om vinterens hjerte fra 1980, der åbner sådan: »Disse måneder/har jeg stort set tilbragt/med at kigge ud af vinduet/på tre røde hyben i sneen/og lægge talløse kabaler/hvoraf den sædvanlige procentdel gik op/mens teen stod rød i sit glas/og vinteren voksede/til vindueskarmen.«

Naturen stjal billedet for mig, og i Malinowskis dagbog får den lov at stå alene. Eller som Erik Skyum-Nielsen skriver i sit efterord: »Hvad der før var baggrund, nemlig hans intime forbundethed med naturen, bliver her forgrund.«

Dagbogen, som Malinowski skrev fra 1960 til 1989, hvor han døde som bare 63-årig, består af registreringer af flora og fauna omkring huset i Småland, hvor hans lille familie boede, og som han efter dagbogen at dømme altid længtes tilbage til, til torpet og planterne og dyrene, når han var i Danmark eller på rejser rundt i verden – Sovjet, Nicaragua, Spanien – med sit poetiske gemyt og sine røde synspunkter.

Jeg ved af erfaring, at det virker. Dét løbende at registrere fra dagene, der går og går, om det trivielle og prosaiske og særlige, og på den måde skabe en form for bånd til hverdagen.

Det er der intet af i dagbogen. Den er renset for digtning og politik, men også for den intimitet og bekendelse, vi har lært at forvente af en dagbog. I stedet fokuserer Malinowski på naturen omkring ham og huset i det linjerede hæfte på hvis højresider, han først skrev sine optegnelser, for så, da de var fyldt helt ud, at skrive sig tilbage på venstresiderne.

Det fremgår af affotograferingen af dagbogen, faksimilen, og det betyder, at man ret tidligt i den fortløbende læsning af den sorte, blå og røde skråskrift når til dét, der skulle blive Malinowskis sidste optegnelse. Den er fra 26. august 1989, hvor en nerveskade i armen og hånden, som ifølge datteren Ninas forord skyldes en »blodprøvetagning på et elendigt hospital«, har gjort den ellers sikre skrift skæv, rystende. Men der står, som man også kan læse i transskriptionen: »Endnu omkring den 15/8 var her en enkelt mursejler. I dag det første tranetræk, 20-30 individer, meget højt.«

Den nøgterne beskrivelse og brug af understregning er typisk for alle Malinowskis optegnelser, der beretter om elgen, som spiser nedfaldne æbler i gården, om sankning af stenmorkler, om grævlingen han skyder og parterer og hvis dele, skind, kød, indvolde, han omhyggeligt noterer vægten på. Om hvornår tranerne flyver i kileform, hvornår og hvordan urfugle, tjurer, tornskader og skovsnepper viser sig, om husmus og rødmus, som kryber ind i huset, når den første frost kommer. Om antallet af ål i ruserne, om tegnene på forårets komme. Her fra 9. april 1962: »Påskeliljerne blomstrer, 18 planter med fyrre blomster. Birk og syren er ved at grønnes, saften stiger så voldsomt i birkene, at man synes man kan lugte den: bitter. Også hæggen er på vej. Spoverne holder et farligt hus. Stor rovfugl, vist nok fiskeørnen.«

Det indgående kendskab til planter og dyr får mig til at tænke på noget, jeg har lagt mærke til de senere år. At der typisk tales og skrives om »fugle« og »træer«, de her uspecifikke overkategorier, som måske vidner om manglende viden om naturen og det store under, som Malinowski forstår og kan sætte navne på. Uden romantisering og sentimentalitet. Da en stæreunge han en tid har fodret med »orme, bremser og brød opblødt i mælk« dør fra ham, bliver det således ved konstateringen, og det samme gælder i et notat fra 13. februar 1988: »For første gang siden november: solen. Bodil har taget livet af sig. Havde hun ventet til i dag havde hun måske ikke gjort det.«

Men hvis dagbogen ikke giver læseren et pund af Malinowskis kød og følelsesliv, hvad skal vi så med den? Ja, måske lære at se opmærksomt på det, der er omkring os. Eller måske ligefrem følge hans eksempel og begynde at skrive dagbog i vores flimrende og accelererende senmodernitet og på den måde etablere en forankring i verden.

Jeg ved af erfaring, at det virker. Dét løbende at registrere fra dagene, der går og går, om det trivielle og prosaiske og særlige, og på den måde skabe en form for bånd til hverdagen. Men ikke nok med det: Skrivningen intensiverer og højner oplevelsen af at være i verden. Giver ro, men også farve, nærvær, dybde.

Et udsnit af mine dagbogsoptegnelser udkom i 2024, under titlen et år med læsning og skrivning, og året jeg skrev i og om står i dag klarere og mere intenst for mig end alle de andre. Og jeg tror, at Malinowskis naturdagbog – udover at være en slags skriveritual – var til for at samle og sanke indtryk og tanker om livet i Skåne, som ellers ville sive ud af bevidstheden og hukommelsen. Elgen dér i gryet, den fuldfede ål i rusen, de røde hyben i den hvide sne.

At skrive dagbog kan på den måde betragtes som en form for modstand mod glemsel, som et bolværk mod døgnenes strømmen, og behøver på ingen måde være en aktivitet, der skal ende med udgivelse. Det var det ikke for Malinowski, og er det heller ikke længere for mig. Det drejer sig om at være i verden og lade den sætte sig spor. Med sanserne og med tankerne og så, når dagens støj og støv har lagt sig, med sproget.