Filosofiens grødhoveder
Kontroverser om hvad der er ’ægte’ filosofi, og hvem der snarere bedriver sofisteri og humbug, har været en fast del af filosofiens iboende dynamik siden antikken. Et sprængfagligt og underholdende indlæg i denne genre af den tyske filosof Arthur Schopenhauer er nu blevet udgivet på dansk i form af et uddrag fra Schopenhauers gennembrudsværk Parerga & Paralipomena fra 1852.
Her harcelerer Schopenhauer over især den samtidige filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel og dennes indflydelse og anerkendelse inden for universitetsverden. Hegel er ifølge Schopenhauer forfatter til »det huleste, mest tomme ordskvalder, som grødhoveder nogensinde har fundet tilfredsstillelse i.«
Men hvad skal vi bruge den slags filosofihistoriske polemik i dag, kan man spørge? For dem, som er særligt interesserede i den tyske filosofis gennembrud på denne tid lige fra Immanuel Kant og Johan Gottlieb Fichte til G.W.F. Hegel og Friedrich von Schelling, giver Schopenhauer en smule kød at tygge på. Den krasse kritik af særligt hegelianisme går blandt andet ud på, at Hegel ifølge Schopenhauer sætter almenbegreber før den empiriske virkelighed som om, at verden, som den fremtræder for os,
