En flod, der strømmer igennem os alle
»Jeg synes, at der er sådan nogle poetiske strømninger i verden, som holder os alle sammen,« siger skuespiller Mathilde Arcel. Hun tilføjer, at udsagnet måske lyder lidt »hippieagtigt«. Men som samtalen fortsætter, bliver jeg også overbevist. Der er poetiske strømninger, der forbinder os alle. Og de ligger i kreativiteten.
Kreativitet er noget, som Mathilde Arcel har erfaring med. Allerede i 2009 brød hun igennem som titelrollen i TV-serien Mille. Nu er hun 29 og uddannet fra Den Danske Scenekunstskole. Hun er aktuel med både TV og teater, og skal spille hovedrollen i den kommende film Kvinde, ukendt, der handler om en kvinde, som har haft et forhold til en tysk soldat under Anden Verdenskrig.
Alligevel ser hun ikke kreativiteten som noget eksklusivt. »Det er lidt underligt, den måde vi taler om det i vores samfund, som om nogle mennesker er kreative, og nogle mennesker ikke er kreative,« siger Arcel. »Jeg tror ikke, det ér sådan, egentlig. Jeg tror, alle mennesker har noget, som er mere praktisk og faktabaseret, og noget som er mere kreativt.«
Til det kreative ligger det nysgerrige, og det nysgerrige er en måde at åbne sig f
