Så indbydende at man ikke kan se væk

Den roman, jeg sidder med mellem hænderne, tigger og beder simpelthen om at blive citeret, gloet på, indtaget, og det fortjener den også, så lad os starte med et lille citat: 

»Jeg tillagde mig en dreven amerikansk accent og daskede dekadent med arme og ben og raslede med nylon og blonder.

Eller jeg lød hidsig og stakåndet og gav hals og hev brysterne frem som et sæt hugtænder.«

Hovedpersonen Sasja i Runa Lily Luths nye roman Drømmepenge er camgirl, og sådan her ser hendes verden ud, når hun ser sig selv på skærmen, og når hun ser sig selv blive set af sine kunder på skærmen. Et dramatisk show, uforudsigeligt, iscenesat og altid i bevægelse.

Udefra set er Sasjas liv egentlig ikke noget særligt. Hun er selvmordstruet og lider helt sikkert, men på en lidt halvhjertet måde. Selvmordsforsøget, der finder sted i romanens begyndelse, er næsten en performance, får man indtrykket af. Et smådovent forsøg på at sætte et eller andet i bevægelse, og hun kommer sig da også ret hurtigt over sine suicidale tendenser igen. Hun har indrettet sig i en glitrende lejlighed fyldt med personlighed, men er det hendes egen personlighed? Hun aner det ikke. Hun er tiltrækkende nok, men ingen klassisk skønhed. Sexappellen er klistret og kropslig, ikke mystisk. Det virker ikke som om, Sasja har særligt mange midler at gribe efter, når det kommer til den opgave det er at fylde livet ud med noget.  Så hun træffer en hurtig beslutning om at fylde livet ud med sig selv. Tjene penge ved at posere foran en skærm, gøre de ting, hendes kunder beder hende om, mens de kaster tokens efter hende. Det er dem, hun kalder »drømmepenge«, en legetøjsvaluta udbetalt for et stykke arbejde, der ærligt talt heller ikke ligner et rigtigt job i begyndelsen: hun tænder sit webcam og leger lidt foran det. Men et arbejde, det er det altså, det står mere og mere klart som værket skrider frem. Og det er vel et slags omsorgsarbejde, Sasja har varme hænder, hendes stærke krop trækker i uniformen og klarer skærene, og hun føler sig ovenpå:

»Arbejdet sad i hænderne, de varme hænder

mod tastaturet, mod kroppen, de famlende,

hapsende fingre ind i munden og op i skeden.

Jeg stak en finger i en bøtte med fedtede pailletter og

strøg den henover pandebenet, over kinderne, ind mod øjenhulerne og ned langs kæbebenet.

Kroppen var stærk og dalret, vild og god,

og hver dag blev større, mægtigere.«

Fuck me, siger Sasja, hvor er det dejligt at »være nyttig.«

På papiret er fortællingen åbenlyst tung. Rammen er som sagt et selvmordsforsøg og et til tider både kynisk og yderst krævende sexarbejde, men historien er båret frem af en stemme, der med en legende lethed i udtrykkets allermest bogstavelige forstand simpelthen kan få hvert eneste ord i bogen til at gøre sig til, på samme måde som vores camgirl poserer foran kameraet.

Ordene vrider sig og slår krumspring, ordene er altid i bevægelse, ordene overrasker. Intet udtryk er trivielt, langsommeligt eller forglemmeligt. Ordene performer, og du, læseren, får lov at nyde showet. Det er en ualmindeligt særegen læseoplevelse: hvert ord er så lækkert og indbydende, at man umuligt kan se væk. Se bare på denne anmeldelse, halvdelen af den består af citater allerede, og det er svært at stoppe igen. Hvert ord vil gerne beskues, vendes og drejes og beundres, sådan føles det. 

Flere kritikere har påpeget, at romanen lige så godt kunne være genrebetegnet som ’digt’ eller ’digtroman’, og det kunne den egentlig også. Der er stort set ikke hverken plot eller psykologisk dybde til stede, til gengæld er der en overflod af ordleg, sansninger og ja, poetisk kvalitet. Værket ligner sådan set også en digtsamling, som vi kender dem i dag: En abrupt eller ”hullet” art prosa, opsat med masser af luft og linjeskift, så hver eneste sætning ophøjes. Digt, det kunne man sagtens kalde den. 

Ordene vrider sig og slår krumspring, ordene er altid i bevægelse, ordene overrasker. Intet udtryk er trivielt, langsommeligt eller forglemmeligt.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at romangenren som valg i dette tilfælde er en genremæssig genistreg. Der er alle muligheder for at skrive et dramatisk plot og psykologisk dybdegående portræt, som skildrer en socialt udsat og selvmordstruet kvindes selvmordsforsøg og vej ind i sexarbejdet, møderne med de mere eller mindre ubehagelige kunder, de knubs, kroppen uvægerligt får. Det har Runa Lily Luth bevidst undgået, ja, danset rundt om, ved i stedet at fylde værket ud med sansninger, billeder og bevægelser. Romanen er en slikbutik, eller simpelthen en overstimulerende pornohjemmeside, hvor den ene film hele tiden overbyder den næste. Men lidt som det kan ske, hvis man scroller rundt for længe på sådan en hjemmeside, ender letheden med at blive utroværdig. Jo mere ordene vrider sig og poserer for læseren, jo mere opmærksom bliver man på, at den her roman beskriver en facade. Man lader sig hurtigt rive med af det underskønne, hypnotiserende sprog, at man næsten glemmer, hvilke tragedier de faktisk beskriver. Så opstår der nærmest en skamfuldhed ved at beskue, ved at labbe Sasjas nedtur i os, fordi facaden er så skøn. 

På den måde mimer romanens form det digitale sexarbejde. Runa Lily Luth giver os aldrig den forløsning, det er at nå en psykologisk dybde hos hovedpersonen. Vi er tvunget til at blive i facaden, i den glitrede pornofilm, selvom vi for længst har fået øje på de klamme og urovækkende detaljer, der bryder illusionen. De detaljer, der altid er der, hvis man leder længe nok, men som man også snildt kan lære at overse. Hvem er den kvinde, vi ser på?  Findes der et menneske bag skærmen? Vi kan ikke mærke det, og Sasja ved det heller ikke selv. Hun er allermest levende, når hun bekræftes i sin eksistens af andre menneskers blikke. Det er vel en ret almenmenneskelig erfaring, her sat på spidsen i kraft af, at Sasja vitterligt tjener sine penge ved at sælge sig selv.

Drømmepenge kan sammenlignes med Bjørn Rasmussen og Amalie Langballes værker, der også fremskriver en ekstrem form for kropslighed. Men deres værker er til gengæld også gennemsyret af en form for omsorgsfuldhed, der ganske enkelt ikke er til stede her. Værket er uden tvivl også i familie med Asta Olivia Nordenhofs romanserie om Scandinavian Star, men mens Nordenhof er interesseret i at gennemskue de mekanismer, der sammenkobler alle led i det kapitalistiske system og forbinder eksempelvis sexarbejderen med forsikringssvindleren, så fremskriver Runa Lily Luth ingen stor sammenhæng. Her er der intet andet end en larmende tomhed. Man kan sælge sig selv som et produkt i den her verden, man kan opfylde nogens behov og gøre sig nyttig, men i sidste ende er man kun sig selv, og findes det selv overhovedet? I Drømmepenge gør det ikke. Man er et objekt, verden kan puffe lidt rundt. 

Drømmepenge er en narrestreg, et fupnummer. En i virkeligheden uskøn fortælling om en udsat skæbne, maskeret som den ekstase, Sasja leder sådan efter. Efter endt læsning er Sasja hurtigt glemt, ulykken er glemt, det er billederne, der bliver. Billeder som man – lidt skamfuld, måske – hurtigt længes tilbage til.