Spejlinger af spejlinger af spejlinger

Inden jeg åbnede den amerikanske stjerneforfatter Katie Kitamuras ualmindeligt hypede nye roman Audition – shortlistet til Bookerprisen, fremhævet som en af årets bedste bøger af nærmest samtlige engelsksprogede medier og rost af Barack Obama – havde jeg fået et godt råd: Læs ingen anmeldelser, opsøg ingen plotreferater. Jeg vil give rådet videre. 

Fordi jeg intet vidste på forhånd, blev jeg hurtigt overbevist om, at der var tale om en form for litterær thriller: En midaldrende kvindelig skuespiller bliver opsøgt af en ung mand, Xavier, der påstår at være hendes søn. Men det er umuligt. Hun har aldrig født et barn. Langsomt infiltrerer han hendes liv – men hvad er det egentlig, han vil? 

Hele tiden arbejder Katie Kitamura med at skabe spænding ved at tilbageholde information. Selv de mindste ting kan være en afsløring: En mand, Tomas, kommer ind på den cafe, hvor hovedpersonen sidder sammen med Xavier. Hun reagerer kraftigt, til at begynde med uforståeligt. Først efter tre sider får læseren at vide, at Tomas er hendes mand. 

Der tilbageholdes så meget information for at skrue spændingen i vejret, at det næsten er snyd. Eller det troede jeg. For langsomt viser det sig, at Audition ikke er en thriller. Der tilbageholdes ikke eksisterende information, der senere vil blive afsløret, nej, der er store lakuner i teksten af ting, der aldrig kan forklares. Det er ikke spænding, Katie Kitamura skaber, det er en om ikke uhyggelig, så i hvert fald unheimlich stemning. 

Unheimlich er netop ordet, for Audition er en roman om de roller, vi spiller i hjemmet, i familien, men hvor rollerne aldrig går op, hvor én maske kan lægges til side og en anden tages på med et snuptag. Katie Kitamura har selv fremhævet David Lynch som en inspiration, og hun låner da også et greb fra Lost Highway, Mulholland Drive og sidste episode af Twin Peaks, hvor de samme personer kan spille flere forskellige, let forskudte roller. 

Skuespillet, hovedpersonen spiller hovedrollen i, hedder i løbet af bogen skiftevis Den anden bred og Floderne, og det må være en reference til Heraklits diktum om, at man ikke kan bade i den samme flod to gange. Både fordi vandet strømmer videre, men også fordi man selv forandrer sig. Eller som hovedpersonen tænker om Xavier, hvilket alle forældre også vil kunne tænke om deres børn, i takt med at de vokser op: »Det virkede ikke, som om han holdt op med at være sig selv. Det så ikke ud, som om de bratte skift i hans personlighed generede ham.« 

Ja, David Lynch er en tydelig inspiration, men lige så tydeligt er Kitamura inspireret af Ingmar Bergman, hvis manuskripter Xavier også er ved at læse. Hvis man skulle gætte, læser han næppe den sene Bergman, der lavede realistiske karakterstudier i værker som Scener fra et ægteskab og Høstsonate, men 60’er-Bergman, der i film som Persona, Som i et spejl og gyseren Ulvetimen gjorde menneskelige relationer til et spørgsmål om spejlinger af spejlinger af spejlinger, så grænsen mellem fiktion og virkelighed blev udvisket. 

Det er film, jeg sammenligner denne roman med, og ikke romaner, for Audition føles med sin optagethed af de forskellige roller, vi spiller i vores egne liv, sin konstante livet er en scene-metaforik og sin evne til at skabe optrin, der klistrer til nethinden, langt hen ad vejen som et genialt arthousemanuskript, der ved en fejl – eller et lykketræf – er udkommet som bog. Og der er da også allerede en filmatisering på vej ved The Farewell-instruktøren Lulu Wang. Jeg spår, at det bliver et typisk eksempel på »Men bogen var bedre«, for det bliver svært at leve op til Katie Kitamuras høje niveau. 

At leve op til forfatterens niveau er til gengæld en bunden opgave for enhver oversætter. Det lykkes Eva Aagaard – som også har oversat to af Kitamuras tidligere romaner, Intime relationer og Afsked – fint med. Som i enhver oversættelse er der ting, der kan diskuteres, men gennemgående flyder sproget let og uhindret. 

Så let, at man kunne forledes til at tro, at vi her har at gøre med en roman af den slags, der i en snarlig fremtid måske kan oversættes af en maskine. Der er ikke de store stilistiske krummelurer, det er ikke Ulysses, det her, det gælder bare om at flytte en flydende prosa fra ét sprog til et andet. 

'Audition' er en roman om de roller, vi spiller i hjemmet, i familien, men hvor rollerne aldrig går op, hvor én maske kan lægges til side og en anden tages på med et snuptag. 

Men så snart man begynder at sammenligne med originalteksten, opdager man, at selv en oversættelse, der i sin danske sprogdragt virker nogenlunde ligetil, faktisk er opstået på baggrund af et utal af vanskelige valg. Det vanskeligste – som også er meget typisk for oversættelser fra engelsk – er, hvor tæt man skal lægge sig op ad originalens syntaks.

Eva Aagaard har gjort noget hverken helt enkelt eller helt ukontroversielt: Hun sætter flere punktummer end Katie Kitamura, rykker rundt på ledsætninger og forenkler ligefrem nogle mindre vigtige beskrivelser for at kunne lade de vigtigste beholde al kompleksitet, uden at de danske sætninger bliver klodsede. 

Lad mig komme med et eksempel fra bogens første side: Jeget stirrer ind gennem en caférude »gennem lagene af glas og spejlbilleder, gennem omridset af mit eget ansigt, og mærkede et sug i maven af en ukendt følelse, som langsomt bølgede gennem mig.« På engelsk står der om følelsen: »Something uncoiled in my stomach, slow an languorous«. 

Betydningen er ikke den samme – hhv. et sug i maven, der langsomt bølger, og noget, der langsomt og sløvt (måske adstadigt? Njah …) vikler sig ud (løsner sig?) – men selvom oversætteren gør noget så radikalt som at dele to sætninger op og slå to andre sammen, samtidig med at en af beskrivelserne omformuleres, må jeg give hende ret: Man kan ikke få både hele betydningen og hele stilen med og samtidig gøre prosaen flydende. 

Eva Aagaard har valgt et kompromis – det, hun har fundet vigtigst af betydningen og vigtigst af stilen – og jeg tror, valget er fornuftigt (spejlingerne er uden tvivl tematisk vigtigere end vikle-ud-følelsen og derfor vigtigere at oversætte ordret). Men det er ikke selvindlysende – der findes også mange andre løsninger. 

Selv hvis denne oversættelse kunne maskingenereres, ville det derfor ikke blive en tilfredsstillende læseoplevelse. Selv i en tilsyneladende lettilgængelig prosa som denne er de nødvendige oversættelsesvalg så store, at man ikke kan klare sig uden en menneskelig afsender på oversættelsen, der er så dybt nede i teksten, som kun en rigtig oversætter, og ikke en redaktør, kan være – én, der kan forklare og forsvare valgene, ja, som faktisk har truffet dem, og som man (i sit stille sind eller en nørdet anmeldelse) kan diskutere dem med. 

Det er en fordel ved rigtige, menneskelige oversættere, vi ikke skal glemme: at de har ansvaret for deres eget arbejde. I dette tilfælde varetager Eva Aagaard, efter min vurdering, ansvaret godt.