En klæg omgang ugebladslitteratur
Da jeg havde læst de første 20 sider af Jeg giver dig bjerge, tænkte jeg, at det måtte være en ældre dame, der havde skrevet det her. Ganske rigtigt viste det sig, at hun er 77. Jeg hverken hader damer eller ældre damer specifikt, men det er altså en gammeldags og lidt forstokket tilgang til sagerne, der gennemsyrer Kristín Marja Baldursdóttirs nyeste roman på dansk.
Måske er det skærmhadet, der særligt skinner igennem i løbet af de første sider, hvor hovedpersonerne og deres medpassagerer i lufthavnen og på flyet hele tiden “fortaber” og “fordyber” sig i deres telefoner.
Jeg ved godt, at mange mennesker kigger lidt rigeligt på deres telefoner, men gud, hvor er det kedeligt at læse om, og så føles det, som om forfatteren gerne vil prikke til de yngre generationer, så de rigtig kan se, hvor meget tid de spilder på deres telefonener. Eller måske er det den selvhøjtidelige og klæge indirekte tale: »Vores kærlighed er selve kærligheden, den kærlighed der vil følge os til det sidste, sagde han, som om han talte om elementerne vand, luft, ild og jord, livets kendsgerninger, som et uformående menneske ikke kunne stille noget op overfor.« Jøsses. Hvem taler sådan ti
