Fetichérbare verdenshelhedsstumper

Det er egentlig mærkeligt, at vi anmeldere kun bruger ordet håndværk, når det handler om krimier. Som om kun det at få en mordgåde til at gå op uden løse ender kræver tillært dygtighed. Som om kun det at støbe et betonfundament kræver flid, mens Michelangelo bare vågnede en dag og tænkte »Mon jeg egentlig har talent?«, hvorefter han, uden nogensinde før at have rørt en mejsel, befriede David af marmorblokken med to-tre velrettede slag.

Hvis man vil forvisse sig om, at der ikke kun findes plothåndværk, men også sætningshåndværk, så er digteren René Jean Jensens første roman Den anden, den tredje, mig det rigtige sted at gå hen. Jeg tror aldrig før, jeg har læst en så sprogligt gennemarbejdet roman; den føles som greatest hits fra en vakkelvorn stak digternotesbøger. Der er mange lysbeskrivelser, vi møder både »pillehvidt lys« og »andensorteringslys«, »lyset mildt a la nedslidte savtakker«; der er gakkede billeder (»Mat som udsprællet sprællemand rejser jeg mig«) og finurligheder (»hvor længe skal vi stå her før vi har været her«); men først og fremmest bare en konstant og gennemtrængende velskrevethed, en vilje til, at hver eneste sætning skal være original, latterfremkaldende i sin præcision; se bare, hvordan det lyder, når jeget møder en gammel ven: »Hun havde en champagnebrus i venstre hånd, og krammet blev derefter.«

Jeg har sjældent læst en roman, der sætning for sætning er så håndværksmæssigt perfekt.

Handlingen er også meget digteragtig: Der er ingen. Romanen består af jegets vandringer gennem byen og møder med to venner (den anden og den tredje) hen over, vist nok, nogle år; den anden harcelerer altid over kapitalismen, den tredje og jeget er altid klar til at skyde ham ned med velformulerethed:

»Den tredje er også træt, han peger med en bøjet finger på den anden og siger, at han simpelthen ikke orker at tale politik i dag. Det handler alligevel altid bare om at forklæde særinteresser som fælles ditto, og det er aldrig de bedste udklædninger, der vinder, men dem, der går i ét med de andres.«

Efter endt læsning er jeg ikke sikker på, hvad nogen af de tre venner egentlig laver, hvis man med »laver« mener »arbejder med«; romanen lader til at foregå i en intellektuel udgave af TV-serien Venner, hvor man aldrig foretager sig andet end at hænge ud og udveksle vittige bemærkninger:

»På vejen konkurrerer vi om de dummeste afslutningslinjer. Jeg griner overraskende højt af hendes: og dér stod så min brøndkarsesalat, hun kraftesløst ad min: Jeg hader egentlig alt, mangler bare en at dele det med.«

Men det er samtidig en tom tilværelse, der ikke byder på meget andet end »Det virknings- og konsekvensløse ved endnu en samtale, at lade futilt sprog godte sig med sig selv,« som den anden formulerer det, og jeget tænker: »Gid den anden kunne gå længere afsides med sin vrede end vores afsides.« Selv finder han ikke mening i tilværelsen gennem raseri, engagement. Hvor så?

Et sted står der: »i nuet en længsel efter et stærkere nu«, et andet: »Eftersom jeg ikke kan få verden i dens helhed, må jeg fetichere dens stumper.« Og det er, hvad jeget som inkarneret æstet gør:

»Jeg tror aldrig, nogen af de andre har grædt over synet af en kvinde, der styrer en pølsevogn ned ad Dag Hammerskjölds Allé en morgen i dis. Eller over løvskygger på en nybodergavl. Italienske marmormontører i ens arbejdstøj foran Overformynderiet. Men jeg gjorde, over de ting. Eller egentlig snarere til dem.«

Hvis de enkelte sanseindtryk er fetichérbare verdenshelhedsstumper, så er de enkelte sætninger vel fetichérbare stumper af den helhed, en roman er. Og Den anden, den tredje, migs stumper lader sig fetichere. Jeg har sjældent læst en roman, der sætning for sætning er så håndværksmæssigt perfekt.

Er en helhed af perfekte stumper selv perfekt? Det afhænger af læserens temperament. For mig er svaret ja.