Empolis tidsalder

Natten til den 1. november 2014 går Giuliano Da Empoli en tur i Bruxelles’ mennesketomme gader. Han forlader det kønsløse hotel ved Schuman, hvor han har værelse ved siden af sin chef, den italienske premierminister Matteo Renzi.

Han drejer ned ad Rue de La Loi. Der er for en gangs skyld ikke trafikprop. Foran metrostationen ligger en klynge hjemløse og sover under en presenning. En af dem råber efter ham. Han løfter kortvarigt blikket, men lader så igen tankerne vandre.

»Var det virkelig rigtigt at vælge Juncker som formand for kommissionen?« tænkte han. »Var der ikke andre end den fordrukne bureaukrat, som havde gjort karriere på at lave Luxemborg til et skattely?«

Det knirker i hans hjerne. I morgen skal Juncker tiltræde. Han kan ikke finde ro. Gitterporten til Parc de Bruxelles er låst, så han går uden om, forbi Kongeslottet og ned ad trapperne ved Mont Des Art, hvor skumle narkosælgere lurer under platanerne.

Han vidste det ikke dér, men han fornemmede det. Der var noget i luften, en stemning af forfald i Europa, af at eliten ikke havde den fjerneste idé om den tarvelighed, der åd sig ind på det gamle kontinent, som borebiller i et bindingsværk. Det