Menneskets mistænkelige blik

Vi mennesker har et underligt forhold til tid. I dag er det næsten uundgåeligt at tænke på tid som en unison og universel størrelse. Vi ensrettes af tekniske apparater i vores lommer, om vores håndled. Vi økonomiserer vores kalendere med sociale aftaler og arbejdstider, som var det husholdningens budgetark. Alting er afstemt med dirigenten; uret.

Fiktionen i Rasmus Daugbjergs tredje roman har et smidigt og broget forhold til tid. Flere tider er simultant til stede og etablerer dermed romanens mest fremskudte motiv: skellet, og muligheden for at læge det.

Rasmus Nielsøn er organiseret omkring de skel, der skaber afstand mellem virkeligheder, forestillinger og følelser. I bogens begyndelse søsættes motivet, skellet, med »et hjerte, der var kløvet af ulykkelig kærlighed.« Skellet virker symptomatisk for den disharmoni, der gennemsyrer forholdene mellem mennesker og natur, kristendom og hedenskab, mystik og fornuft. Det ødelagte hjerte tilhører den kejtede fæstebonde Rasmus Nielsøn, der i en tidlig scene står og vejer sig selv op imod naturens styrkeforhold: »Hvem er det, der styrer solen, er det mig? Han løftede sin hånd. Op, sol, stå så op. Det gik ikke. Den v