Drømmen om en ødelagt gågade
En baldret siderude og en molotovcocktail knust imod dashboardet er den hurtigste måde at sætte ild til en bil. Her får ilden hurtigt fat i sæderne og apparaturet og fodmåtterne. Ellers en klud ned i tanken og så en lighter.
Flamencoperler nede i en molotovcocktail får ilden til at “klistre” bedre.
Hvis man er fem-seks mennesker, er det også overraskende nemt simpelthen bare at vælte en bil. Man får den til at stå og hoppe på fjedrene inden alle, på et aftalt stikord, vender den rundt.
En alternativ brandbombe (som var mere populær på Vestegnen) er en fyldt benzindunk stillet på en tændt engangsgrill, som bliver skubbet ned under hvad som helst. En bil, typisk. Man kan bagefter nå væk inden bomben opfylder sit formål: ødelæggelse.
Stadig nu, mange år senere, er der visse sanseindtryk, som sætter skub i stemningen og instinkterne fra dengang. Følelsen af at få et voldsomt skub, duften af brændt plastik. Af brændt asfalt. Lyden af sirener, som kommer tættere på.
Stadig nu, mange år senere, sidder de gamle tricks stadig i fingrene:
Plastikposer og cykelkurve er gode at tænde op med.
En affaldscontainer med papir kan nemt rulles hen til det
