Man tænker på iskold myntesaft
Ét er barndommen, noget andet er fortællingen om barndommen, hvor alt det skete, alt det oplevede, er filtreret og underlagt et forløb med særlige nøglescener, som så er udtryk for eksempelvis tryghed eller utryghed, lykke eller ulykke, kærlighed eller mangel på samme.
Sådan forholder det sig i hvert fald i det meste autofiktion og erindringslitteratur om barndomsårene – fra Jean Jacques Rousseaus Bekendelser over Tove Ditlevsens Barndommens gade til Alex Schulmans Overleverne – og det er sjældent, at forfattere vælger at gå andre veje i forsøget på at beskrive, hvad barndom reelt er.
Så at sige forsøger at befri den fra fortællingens og selvfortællingens spændetrøjer. Men et radikalt og vidunderligt forsøg er Monique Wittigs debutroman Opoponaxen, som udkom i Frankrig i 1964, da hun var 28, og nu kan læses i Mette Olesens sprødt veloplagte oversættelse.
