Skønlitteraturens spaghettigudstjenester

»Realitydækningen af dansk litteratur kan nemlig noget, som dens litterære modspil ikke altid kan: Få nye føl i folden!«

Sådan skrev Ditte Engels Hermansen i Soundvenue under overskriften "Forfatterkendis eller kendisforfatter: Hvorfor litterær gossip er en gave til dansk litteratur”. 

Dagen efter skrev Mikka Tecza i Weekendavisen om dét at vise sig frem med cool og sexede bøger for selv at tage sig cool og sexet ud, og stillede det retoriske spørgsmål: »Hvad er der egentlig galt med at læse for at blive set?«

Og en tid før Hermansens og Teczas kommentarer, ja, der udkom litteraturformidler Lea Fløe Christensens bog En mand med en ged på side 251, hvori hun argumenterer for, at litterær kvalitet ikke altid er alfa og omega, men at det handler om at finde den rette bog til den rette læser. Det gælder stimuleringen af læselysten, og det er nu, forstår man, »tid til en læserrevolution«.

Når de to kommentarer og bogen her bringes sammen, er det fordi de i mine øjne er del af samme nye strømning, eller snarere modstrømning, hvor det gælder om at formidle litteraturen i alle dens former og farver og gøre det så uhøjtideligt og usnobbet som overhovedet