Amatøralarmen står og dirrer forventningsfuldt

For nogle år siden lavede Politiken et koncept, de kaldte Breaking poesi: På skift gengav seks digtere ugens nyheder på vers. En god ide – det var nogenlunde på samme måde, Thorkild Bjørnvigs Nordisk Råds-nominerede miljødigtsamlinger i sin tid blev til, også Bertolt Brecht skrev dagsaktuelle digte, der er stor poesi at hente i avisen.

Så vidt jeg husker, kom der fine ting ud af Politikens digtserie, men hvis jeg skal være ærlig, er det eneste, der står tydeligt for mig, dengang Madame Nielsen lavede et konspirationsteoretisk, coronaskeptisk bidrag og opfordrede til at guillotinere Mette Frederiksen. Det var det eneste digt, der ikke var politisk forudsigeligt, og ikke lige så godt kunne have stået på avisens lederplads.

Når jeg selv underviser i politisk poesi, gør jeg, hvad jeg kan for at radikalisere mine elever, men i den anden retning end mig selv. Der mangler gode højreorienterede digtere hertillands, der mangler digte, som kan udfordre mig på andet end det æstetiske niveau.

Så jeg kunne ikke undgå at blive begejstret, da jeg så, at Berlingske har ansat en huspoet. Der er ellers ikke blevet ofret meget spalteplads på lyrik i Danmarks ældste dagblad, siden deres eneste læseværdige kritiker, Jørgen Johansen, forlod avisen for flere år siden. Statistikken er så absurd, at jeg bliver helt i tvivl, om jeg har talt forkert, men hvis jeg ikke tager meget fejl, har Berlingske i 2025 anmeldt tre digtsamlinger, i 2024 én. Måske burde jeg have fornemmet, at man ikke har valgt at hyre en huspoet på baggrund af en udpræget interesse for poesi.

Enhver omrejsende forfatter og skrivelærer vil kunne fortælle om et forunderligt fænomen, som findes i samtlige danske købstæder: folk, der lægger meget af deres identitet i at kalde sig digtere, men aldrig har læst en digtsamling. Jeg ved ikke, om de indgår i en form for netværk, de ikke-læsende digtere, i hvert fald skriver de ens på tværs af hele landet. 

Måske burde jeg have fornemmet, at man ikke har valgt at hyre en huspoet på baggrund af en udpræget interesse for poesi.

Deres digte rimer, selvfølgelig, men ikke efter en fast metrik, rimskemaet glider ofte ud, bliver glemt efter en strofe eller to, og så – hov! – kommer der lige fire-fem hurtige indrim for at rette op på forglemmelsen. Samtidig er ordvalget påfaldende højtideligt, en rigtig digtforskrækket digter vil aldrig kunne finde på at skrive ”selvom”, han (for det er altid mænd) skriver ”trods”.

Nogle af dem har selvudgivet en bog, den har en selvhøjtidelig titel, den kunne f.eks. hedde Sjælecancer. 

Det hedder Berlingskes nye huspoets seneste selvudgivelse. Selv hedder han Emil Salzer, og jeg ved ikke, om han nogensinde har læst en digtsamling, i hvert fald skriver han præcis, som om han ikke har. 

Hans seneste digt i avisen – der kommer et hver anden søndag – hedder Muhammads bøn til feministerne og henvender sig til fire kvindelige politikere fra Rosa Lund til Franciska Rosenkilde. De skal lære at underkaste sig muslimerne, som de jo så gerne vil – hvis du nogensinde har læst et kommentarspor på Facebook, kan du selv tænke dig til resten. Jeg gider ikke kommentere på indholdet, det her skal handle om det poetiske håndværk.

Første strofe – den til Rosa Lund – har enderim i alt undtagen to linjer, som til gengæld har et indrim (»så giver vi dig kulturfryd og dyd/ og mangfoldighedsblomster«). Og okay, det er i det mindste et valg. Der er åbenbart tale om et rimet digt, amatøralarmen står måske og dirrer lidt forventningsfuldt, men det er da ikke forbudt at rime. Sommerfugledalenfindes.

Så sker der bare gradvist det i løbet af digtet, at Emil Salzer bliver mere og mere doven, og da han kommer til Franciska Rosenkilde, er normen blevet frie vers, de eneste enderim er ovenikøbet verdens nemmeste, frie + lige, patriarkatet + matriarkatet.

Skiftet sker helt præcis midt i Victoria Velasquez-strofen, her er der enderim i de første fem linjer og ikke i de sidste fem. Er det med vilje? Jeg spørger helt seriøst. Stilistisk virker digtet fuldkommen tilfældigt klasket sammen.

Selvfølgelig skal der være forskel på avisernes bud på dagsaktuel lyrik, og jeg kan for eksempel godt forstå, at Berlingske til forskel fra Politiken ikke har valgt at hyre Klaus Høeck. Venstreekstreme terrorsympatisører må, uanset talent, finde andre udgivelseskanaler end Tanten. Men hvordan søren er man endt med at ansætte en komplet amatør?

Emil Salzers claim to fame er – udover deltagelse i et realityprogram om Sunny Beach – at han for nogle år siden meldte sig til et skrivekursus i det nærmeste forsamlingshus. Ved kursets slutning blev elevernes tekster samlet i en antologi, Emil sendte to digte ind, men kun det ene blev antaget.

Det var åbenbart nyt for Emil, at bøger plejer at blive redigeret inden udgivelse, men det var det heldigvis også for en lang række landsdækkende medier, de skrev om den frygtelige censur, han havde været udsat for i det elitære litterære miljø i et forsamlingshus i Gentofte.

Selv ville jeg ønske, at jeg var blevet censureret lidt mere i de antologier, jeg deltog i som teenager, og hvis ikke den her anmeldelse radikaliserer ham uhelbredeligt, forestiller jeg mig da også, at Emil Salzer om ti-femten år vil se tilbage på sine skrivelærere med taknemmelighed. Jeg tror ikke, de har villet kue ham. Jeg tror, de har villet beskytte ham.

Men måske er det allerede for sent? Da jeg læser huspoetens digt om at betragte nogle Palæstina-demonstranter og se rendyrket had i »deres rødsprængte iris«, tænker jeg, at han nok har besluttet, at også korrekturlæsning er censur.

I hvert fald sørger han for at malke sin offerrolle, så godt han kan. På Instagram har han lagt et billede op, hvor han har klæbet gaffatape for sin egen mund. Ved siden af ham er der en statue, også den med tape for munden. Statuen forestiller H.C. Andersen. Som jo er berømt for at være blevet censureret? Jeg tænker, at der findes mere oplagte forbilleder derude for Emil Salzer. Men så er vi tilbage ved grundproblemet: Hvis man skal idolisere andre digtere end H.C., er man nødt til først at have hørt om dem, ja, måske sågar læst dem.

Et andet opslag består af et digt, Emil har skrevet, lad mig citere i fuld længde: »Insta/ turns your/ face/ into a rock// and you won’t/ even realize/ you are/ stuck«. Captionen er en lyn-emoji. Det er det, der er niveauet.

Jeg åbner Berlingske igen. Er der slet ikke noget at rose? Jo, en enkelt linje i huspoetens digt nummer to, en ret sjov vending: »vi dumper i demografi«. Desværre går det galt med rimene igen, næste linje lyder: »fordi livet er en selfie«. Det rimer jo ikke rigtigt, Emil. Du er nødt til at strenge dig an. Du er nødt til at lade dig redigere.

Suk. Jeg må vel fortsætte min søgen efter den næste store højreorienterede digter. Måske, tænker jeg, måske kan Emil Salzer om ikke andet vise vejen. Næste gang jeg får lejlighed til det, vil jeg udvælge de dygtigste blandt mine elever og afvise alt, de indsender til den årlige antologi. Vi kan kalde det Salzer-metoden. Send mig en mail, Berlingske. Måske kan vi lave en ordning. Jeg skal nok radikalisere talenterne, hvis I for fremtiden lover at udgive noget, der er ordentligt.