Generation girlboss

Giver det mening at skrive generationsportrætter, er det første spørgsmål. Egentlig tænker jeg nej. Tænker at forsøg på at fastlægge et kendetegn for en hel generation altid vil være utilstrækkeligt, og ofte baseret på et ret specifikt udsnit af befolkningen. 

Det har imidlertid ikke holdt mig tilbage fra at lave alle mulige slags mere eller mindre intelligente udsagn om generationstendenser gennem tiden. For nogle måneder siden proklamerede jeg for eksempel til en fødselsdagsfest, at brunch var for millenials, mens gen z’er var mere til en god morgenmad. Den blev ikke lige grebet af nogen i selskabet, der hellere ville snakke om ting som hvordan EU fungerer på et organisatorisk plan.

På samme måde har jeg ofte harceleret over, hvor den politiske bevidsthed blev af i mine forældres generation – den såkaldte generation X. Engang, efter en lang monolog, spurgte min ven mig, om ikke jeg mente, at der stadig var sket fremskridt i samfundet i løbet af deres levetid, og om ikke det var lidt unuanceret at sige, at de ikke havde gjort noget som helst, bare fordi der ikke rigtigt var ret mange politiske heltehistorier om dem. Og det er der nok noget om. Men